“Er du en mand eller hvad?”
“De overboer larmer igen, det er simpelthen utåleligt! Klokken er tre om natten!” Mette vækkede den sovende Anders med et ryk. “Hører du det? De skriger igen. Gå op og sig det til dem!”
“Anders, jeg sov så godt. Hvorfor vækker du mig? Jeg skal tidligt op til arbejde i morgen,” mumlede han søvnigt. “De stopper nok snart. Sov nu.”
Lige da Anders ville falde i søvn igen, puffede Mette ham hårdt i siden med albuen.
“Er du en mand eller hvad?” hvæsede hun. “Gå derop og stil dem til regnskab! Jeg skal mødes med pigerne i morgen. Selvfølgelig skal Katrine også komme og prale af sine nye læber og næseoperation. Og hvad med mig? Skal jeg møde op med hævede øjne fra søvnunderskud? Katrine er snart fyrre, men hun har ikke en eneste rynke!”
“Hun er gift med en plastikkirurg, ikke en lastbilchauffør, Mette,” prøvede Anders at berolige hende. “Du er smuk uden alle de der quirurger. Desuden bruger du alligevel halvdelen af din tid på beautyklinikker. Du bor der næsten.”
Men Mette blev kun arrigere. Hun satte sig op i sengen og skulede til ham.
“Er det din måde at håne mig på? Et par besøg hos kosmetologen om ugen er vel ikke for meget at forlange? Jeg vil også have læber og næse som Katrine! Og hvad med den minkfrakke? Hvornår får jeg sådan en?”
“Jeg har lige afbetalt dit lejlighedslån, den du købte før vi giftede os. Der er stadig gæld på din bil. Vi blev enige: først bilen, så frakken. Hvorfor blæser du op nu?”
“Men du købte en vinterjakke til din mor!” fortsatte Mette.
“Hun brugte alle sine penge på medicin, og hendes pension er lille. Desuden kostede jakken ikke ret meget.”
Anders ville tage hende i sine arme, men hun var for fuld af vrede.
“Du kan ikke købe en minkfrakke, du kan ikke betale min plastikkirurg, men så sørg da for, at jeg kan sove i nat! Gå derop og få de unge drenge til at holde kæft!”
Anders indså, at Mette ikke ville lade ham sove, og med en underlig skyldfølelse trak han sin joggingtøj på.
…For fem år siden ville ingen af Anders’ venner have troet, at han kunne gifte sig med sin arrogante folkeskolekammerat Mette. Selvom Anders havde været forelsket i hende siden niende klasse, havde hun aldrig gengældt hans følelser. Hun foretrak drenge, der var flottere og langt rigere end ham. Selv efter han blev færdig med uddannelsen og fik et godt job, vendte hun ikke engang hovedet hans vej til klassefesten. Hun pralede over for de andre om, at hun snart skulle giftes med en rig mand. Anders slugte sin stolthed, men lod ikke det mærke.
Et halvt år senere skete det utrolige: Mette ringede ud af det blå og bad om at mødes. Selvfølgelig var han lykkelig.
“Du ser godt ud. Hvorfor har jeg ikke set det før? Er du sulten?”
Hun sad ved et bord, hvor der allerede stod kaffe og kager. Anders blev overrasket over den pludselige omsorg, og en gnist af håb varmede hans hjerte.
Middagen endte med morgenmad i Mettes lejlighed. To dage senere fortalte hun, at hun havde forladt sin rigmand for Anders.
“Der er noget galt her,” sagde hans mor, Lise, dengang. “Hvad er der i vejen med hende? Du løb efter hende i årevis, og hun behandlede dig som affald. Du så ikke engang andre piger. Hvad med Julie fra opgangen? Hun er stadig vild med dig! Men nej, det skal være Mette. Sådan en god pige, smuk, arbejdsom—hun bliver gift med en, der sætter pris på hende!”
“Mor, hjertet har sine egne love. Jeg elsker Mette.”
“Nå, men det er dit valg. Jeg blander mig ikke, men husk: Mette vil vise sin sande side en dag. Klag ikke til mig så.”
Lise havde set langt. To måneder efter brylluppet påstod Mette, at hun var gravid. Men noget stemte ikke—graviditetens alder. Anders fandt ud af det, da han ved et tilfælde kiggede i hendes journal.
“Du var allerede gravid, da vi gik på vores første date!” skreg han, rød af vrede.
“Jeg vidste det ikke! Det var tidligt, og jeg var bange for at sige det,” løj hun.
“Så din eks slog dig op, og du ville bare placere hans barn hos en naiv fyr som mig! Mor havde ret!”
“Åh, din mor ser altid på mig, som om jeg skylder hende en million!”
“Hun ser på dig, som du fortjener! Lad hende være i fred, forstået?”
Anders stod midt i stuen og følte sig som en komplet idiot. Mette rystede af frygt for at blive forladt lige efter brylluppet. Hun kunne allerede høre de giftede veninders hånlige latter. Det måtte ikke ske. Så lagde hun en plan.
“Av!” skreg hun pludselig og greb sig om maven.
Anders blev bange og glemte alt om vreden.
“Hvad er der? Hvor gør det ondt?”
“Maven! Det er din skyld! Jeg må ikke blive stresset!” Hun vred sig i falsk smerte, hvilket chokerede Anders endnu mere.
Han ringede efter en taxa og kørte hende til hospitalet. Han ventede udenfor i timevis, indtil en pedel jagtede ham væk.
Mette brugte situationen til at få en hemmelig abort, betalte en sum penge, og fortalte så Anders, at det var en spontan abort.
“Undskyld, søde Mette. Jeg tilgiver dig,” sagde Anders og satte en guldarmbånd om hendes hånd som tegn på forsoning. “Lad os starte forfra?”
“Ja,” nikkede hun og beundrede gaven. Så kastede hun sit krog ud: “Når jeg bliver udskrevet, skal vi have en bil. Så skal jeg ikke vente på taxa, når jeg skal føde dit barn.”
Anders smilte. Tanken om en baby gjorde ham glad.
“Okay, du skal få en bil.”
For at tjene flere penge sagde Anders sit drømmejob op og blev lastbilchauffør. Han tog ekstra vagter for at tilfredsstille Mettes uendelige krav.
Nu stod han søvnig på tredje sal og bankede på døren.
“Hør her, drenge. Skru ned for musikken og hold festen i ro. Vi har ikke sovet i flere nætter,” sagde han til en flok berusede teenagere.
“Hvad så, onkel?” svarede den mest lurvede af dem. “Skrid, før du får tæsk.”
“Tal pænt til voksne! Hvor er dine forældre?”
“De er på ferie. Skrid nu.”
“Sluk musikken, ellers ringer jeg til politiet.”
“Lad ham ikke!” råbte en anden og sparkede Anders i maven.
Han bukkede sig sammen af smerte. Da han ikke reagerede, fulgte endnu et spark. Anders rejste sig med besNogle måneder senere mødte Anders Julie i supermarkedet, og hun smilede til ham med det samme varme blik, hun altid havde haft, og han forstod endelig, at kærlighed ikke skulle koste mere, end man selv kunne give.
