Er det virkelig orkidéens skyld? – Polina, tag nu denne orkidé, ellers smider jeg den ud, – sagde Katja nonchalant, mens hun rakte mig den klare potte med blomsten, som hun tog fra vindueskarmen. – Tusind tak, søde veninde! Men hvad har den stakkels orkidé dog gjort dig? spurgte jeg forundret. Der stod jo stadig tre flotte, velplejede orkidéer på hendes vindueskarm. – Den blomst fik min søn til sit bryllup. Og du ved jo, hvordan det endte … – Katja sukkede tungt. – Ja, jeg ved, at din Jonas blev skilt, inden der var gået et år. Jeg spørger ikke til årsagen – jeg kan gætte, at den var alvorlig. Jonas forgudede jo Tanja, – jeg ønskede ikke at rippe op i min vens stadig åbne sår. – Engang skal jeg nok fortælle dig det hele, Pola. Men lige nu gør det for ondt, – sagde Katja eftertænksomt, mens en tåre trillede ned ad hendes kind. Jeg bar den “udstødte” og “forkastede” orkidé hjem. Min mand så medfølende på den “ulykkelige” blomst: – Hvorfor gider du overhovedet det halvdøde stykke grønt? Selv jeg kan se, der ikke er meget liv i den. Lad nu vær med at spilde din tid. – Jeg vil give den en chance! Lidt kærlighed og omsorg fra mig, og du skal bare vente og se, jeg får den til at blomstre igen! svarede jeg, fast besluttet. Min mand smilede skælmsk: – Kærlighed, det siger man jo aldrig nej til! En uge senere ringede Katja: – Polina, må jeg komme forbi? Jeg kan ikke bære på denne byrde mere. Jeg har brug for at fortælle dig hele historien om Jonases mislykkede ægteskab. – Selvfølgelig, Katja! Kom bare, jeg venter – du har jo også støttet mig, da jeg blev skilt, både første og anden gang… vi har kendt hinanden i så mange år. En time efter sad Katja ved mit køkkenbord – et glas tør hvidvin, en god kop kaffe og mørk chokolade – klar til at fortælle sin uendelige, hjerteskærende fortælling om livet. – Jeg kunne aldrig have forestillet mig, at min, nu tidligere, svigerdatter kunne gøre noget sådant. Jonas og Tanja var sammen i syv år. For Tanjas skyld forlod Jonas endda Anne – og jeg var ellers så glad for Anne! Jeg kaldte hende nærmest for min datter. Men pludselig kom smukke Tanja ind i billedet. Jonas var som forsvundet – han sværmede om hende som en bi om en blomst. Han var fuldstændig opslugt af sit forhold til Tanja og skubbede Anne til side. Tanja havde det hele – modeludseende og en evne til at få hoveder til at dreje. Selv vennerne så beundrende på hende! Men efter syv år sammen kom der stadig ikke noget barn. Så jeg tænkte, at Jonas ville gøre det “rigtigt”: bryllup først, så børn. Han er ikke typen, der fortæller meget… Endelig: – Mor, far, jeg gifter mig med Tanja. Vi har søgt om tid på rådhuset. Det skal fejres med manér – penge betyder ikke noget! Vi blev glade – nu ville han da få sin egen familie. Han var jo fyldt tredive! Forestil dig, Polina, brylluppet blev flyttet to gange – den ene gang var Jonas syg, den anden var jeg på forretningsrejse. Det føltes som om, det ikke var ment to be. Jeg sagde ingenting til Jonas, han strålede jo af lykke. Han ville også vies i kirken, men selv dét trak ud, for præsten var på hjemmebesøg i Jylland. Alting gik skævt. Der var advarsler alle vegne… Men de fik deres store, festlige bryllup. Se på billedet her. Kan du se, hvor flot den orkidé var? Stor, blomstrende, bladene stod stramt. Og nu? Bare nogle slatne blade. …Efter brylluppet rejste Jonas og Tanja på bryllupsrejse til Paris. Men da de nåede lufthavnen, stoppede de Tanja: Hun havde en stor ubetalt bøde og måtte ikke forlade landet. Jonas tog det med ophøjet ro – han var stadig i lykkelig lykkerus. …Men pludselig blev Jonas alvorligt syg. Han kom på hospitalet, var meget dårlig. Lægerne kunne næsten ikke gøre mere. En uge kom Tanja og besøgte ham. Så sagde hun: – Undskyld, men jeg kan ikke leve med en mand, der måske aldrig bliver rask. Jeg har søgt om skilsmisse. Forestil dig, Polina, hvordan min Jonas havde det – hjælpeløs i hospitalssengen! Men han svarede roligt: – Jeg forstår dig, Tanja. Jeg vil ikke stå i vejen. De blev skilt. Heldigvis blev Jonas rask – en dygtig læge hjalp ham, og vi blev gode venner med lægen, Peter, der havde en sød datter på 20, Maja. Først fnøs Jonas af hende: – Hun er så lille – ikke specielt smuk… – Se nu ordentligt på hende, sagde jeg. Og husk nu, du har allerede haft én med model-look. Lykkeligt vand smager bedre end bitter honning. Jonas kunne ikke helt glemme Tanja, men Majas forelskelse var uden grænser – hun ringede, kom forbi, gjorde alt for ham. Vi forsøgte at få dem tættere sammen – tog på picnic sammen. Men Jonas gik rundt som en lille regnvejrs-sky. Ikke engang grill og glade stemmer kunne muntre ham op. Jeg sagde til min mand: – Det nytter ikke. Hans hjerte tilhører stadig Tanja. …Tre-fire måneder gik. Pludselig stod Jonas i døren med orkidéen: – Mor, her er resterne af mit forliste “eventyr”. Gør med blomsten, hvad du vil – jeg gider den ikke længere. Jeg tog modvilligt imod orkidéen og kunne ikke lide den – som om det var dens skyld, min søn havde det dårligt. Ind med den bagerst, ingen vand. Forleden mødte jeg en nabo: – Katja, jeg så Jonas med den lille Maja. Hans eks var da meget kønnere… Jeg kunne næsten ikke tro det – er de to virkelig blevet kærester? – Præsenteret: Vi er gift, sagde han og smilede til Maja, der stod ved hans side. Vi kiggede forbavsede på hinanden: – Hvad så med bryllup, fest, gæster? – Det sprang vi over. Vi blev bare gift på rådhuset. Og så blev vi velsignet i kirken af præsten fra dengang – nu er vi sammen for altid. Jeg trak min søn til side: – Elsker du hende virkelig, Jonas? Gør du hende ikke ondt? Du giftede dig vel ikke bare for at gøre Tanja jaloux? – Nej, mor. Tanja er fortid. Maja og jeg… vi passer bare sammen. Sådan gik det, Polina. Katja lettede sit hjerte. …Vi så ikke hinanden i to år – travl hverdag og gøremål. Men orkidéen blomstrede op og kvitterede med overdådig blomstring – blomster belønner nemlig omsorg! Vi mødtes først igen på hospitalet: – Hej, veninde! Hvad laver du her? – Maja har lige født tvillinger. De bliver udskrevet i dag! – Katja smilede. Jonas og min mand stod og ventede udenfor, Jonas med en buket røde roser. Døren gik op, og ud kom en træt, men lykkelig Maja, fulgt af en sygeplejerske med to små, levende bylter. Lidt bagved kom min datter med mit lille barnebarn i armene. – Og Tanja? Hun tiggende Jonas om tilgivelse og en ny begyndelse … En kop, der er gået i stykker, kan limes – men du kan aldrig drikke sikkert af den igen …

ER ORKIDÉEN VIRKELIG SKYLDIG?

Signe, tag nu denne orkidé, ellers smider jeg den ud, siger Anna og rækker mig den gennemsigtige potte fra vindueskarmen.

Tak, søde ven! Men hvorfor kan du ikke lide lige netop denne orkidé? spørger jeg undrende. Der står jo stadig tre frodige, velpassede orkidéer ved siden af.

Den her fik min søn i bryllupsgave. Og du ved jo, hvordan det gik Anna sukker tungt.

Ja, jeg ved godt, at din Peter blev skilt mindre end et år efter vielsen. Jeg spørger ikke til grunden jeg kan næsten regne ud, det har været alvorligt. Peter forgudede jo Klara, jeg vil ikke rippe op i vennen Annas stadig åbne sår.

En dag skal jeg nok fortælle dig, hvorfor det gik så galt, Signe. Lige nu føles det for tungt, Anna får tårer i øjnene.

Jeg tager den udstødte og forkastede orkidé med hjem. Min mand ser medlidenhedsfuldt på den skrantende plante.

Hvad skal du dog med den? Den ser helt livløs ud. Selv jeg kan se, at der ikke er meget at gøre. Det er spild af tid, Signe.

Jeg vil prøve at give den kærlighed og omsorg, smiler jeg. Jeg er sikker på, du ender med at blive imponeret over denne orkidé.

Han blinker drillende.

Hvem kan sige nej til lidt kærlighed?

En uge senere ringer Anna:

Signe, må jeg komme forbi? Jeg kan ikke bære rundt på denne byrde længere, jeg vil fortælle dig hele historien om Peters mislykkede ægteskab.

Kom endelig, Anna, jeg venter på dig, svarer jeg uden tøven. Hun var der for mig, da min første skilsmisse gjorde ondt, og da mit andet forhold gik skævt. Vi har mange års venskab bag os.

Anna ankommer en times tid efter. Hun sætter sig godt til rette ved køkkenbordet. Vi skænker et glas tør vin, brygger kaffe og tager mørk chokolade frem. En lang livshistorie folder sig ud over bordet.

Aldrig havde jeg troet, min nu eks-svigerdatter kunne finde på sådan noget. Peter og Klara boede sammen i syv år før de blev gift. Peter var grundig forlod endda sin kæreste Marie for Klaras skyld. Jeg kunne godt lide Marie hun var så hjemlig og varm, jeg kaldte hende min datter. Men så dukkede stilfulde Klara op. Peter blev som fortryllet, kredsede om hende som en bi om en blomst. Hans kærlighed blev brændende, og Marie blev glemt på et øjeblik.

Klart, Klara ligner næsten en model. Det passede Peter, at vennerne dånede og folk på gaden vendte sig efter hendes skønhed. Men de fik aldrig børn måske tænkte jeg, at Peter ville gøre tingene rigtigt efter vielsen. Peter er ikke typen, der deler ud af sig selv, og vi blander os ikke i hans privatliv.

Så en dag stiller Peter os bare over for faktum:

Far, mor, jeg vil giftes med Klara. Vi har søgt om vielse på rådhuset. Jeg vil holde en kæmpe fest og sparer ikke på noget.

Vi blev glade endelig ville vores søn stifte familie. Han er allerede fyldt 30.

Men, Signe, de måtte udskyde brylluppet to gange. Peter blev syg, og jeg blev forsinket på arbejde. Allerede der tænkte jeg, at det måske ikke tegnede godt, men jeg sagde ingenting han var jo lykkelig. Peter ville også giftes i kirke, men præsten Poul var ude at rejse, og Peter ville kun vies af ham. Alt gik lidt skævt det var tegn overalt

Til sidst blev bryllupsfesten en realitet, se bare på billederne. Ser du ikke, hvor smuk orkidéen var? Stærk, rank, blomstrende. Nu er der kun slatne blade tilbage.

Bryllupsrejsen skulle have været til Paris. Men så opstod problemer Klara blev nægtet udrejse, hun skyldte vistnok mange penge i bøde, så lufthavnspersonalet stoppede hende. Peter ignorerede alle problemer, han var fuld af drømme.

Men så blev Peter alvorligt syg og måtte indlægges. Lægerne rystede på hovedet. Klara besøgte ham en uge, men sagde så ligefrem:

Undskyld, men jeg kan ikke være sammen med et invalide. Jeg har søgt om skilsmisse.

Kan du forestille dig, Signe, hvordan Peter havde det? Men han svarede roligt:

Jeg forstår dig, Klara. Du får ingen modstand fra mig.

De blev skilt.

Men så fandt vi en dygtig læge, Erik, der havde en yndig datter, Karen, på tyve. Peter vendte først ryggen til hende:

Hun er jo nærmest for lille og slet ikke smuk.

Min dreng, se nu ordentligt på Karen. Skønheden forsvinder. Du har allerede haft en modelkone Hellere drikke vand i glæde end honning i sorg.

Peter kunne ikke glemme Klara, men hendes svigt gjorde stadig ondt. Karen faldt pladask for ham hun ringede og fulgte ham overalt.

Vi besluttede at hjælpe dem på vej og tog på udflugt sammen. Peter var trist og uengageret, intet glædede ham. Karen fulgte hans hvert eneste øjekast, men forgæves. Jeg sagde til min mand:

Spild af kræfter, han tænker stadig på Klara.

Tre-fire måneder senere ringer det på døren. Peter står der med orkidéen:

Her, mor, få resterne af det, der var engang. Gør hvad du vil jeg vil ikke have den eksotiske plante stående.

Jeg tog modvilligt imod og gemte den væk. Jeg vandede den ikke engang; det var som om, jeg mente, blomsten bar skyld for Peters ulykke.

For nylig mødte jeg min nabo:

Anna, jeg så Peter med hende der lille pige, Karen. Men ekskonen var jo både kønnere og mere imponerende.

Jeg troede det ikke, indtil Peter præsenterede Karen som sin hustru:

Nu skal du høre, vi blev gift uden det store postyr, bare på rådhuset. Præsten Poul viede os. Vi er sammen for altid nu.

Jeg trak Peter til side:

Har du virkelig fået følelser for hende? Du gør hende vel ikke ondt? Er det kun hævn overfor Klara?

Nej, mor, jeg hævner mig ikke. Jeg har overvundet det navnet Klara nævner han ikke mere. Og hvad angår kærligheden Karen og jeg passer bare sammen.

Sådan gik det til, Signe.

Anna har fået sagt det hele.

Bagefter gik to hele år uden, at vi sås. Hverdagens travlhed tog over.

Orkidéen, som blev givet væk og næsten glemt, blomstrer nu overdådigt i min vindueskarm blomster kan takke for godhed.

Jeg møder Anna på Rigshospitalet:

Hej veninde, hvad laver du her?

Karen har født tvillinger, de skal udskrives i dag, Anna smiler.

Peter og Annas mand står lidt væk med roser i armene.

På trapperne viser en udmattet, men lykkelig Karen sig med en sygeplejerske, der bærer to levende, sovende bylter.

Lidt efter kommer min egen datter ud af døren med mit nyfødte barnebarn.

Klara beder Peter om tilgivelse for sin svaghed og om at starte forfra.

En kop der er limet, kan ikke drikkes af igenPeter smiler fjernt til Klara, men ryster blidt på hovedet.

Det kapitel er lukket, siger han stille. Alt vokser frem igen, når det får en chance sådan som orkidéen hos Signe. Som jeg selv. Men det må ske på ny jord.

Karen klemmer hans hånd, og Anna trækker mit blik til sig med et skælmsk glimt:

Blomster, børn vi skal passe på dem alle, Signe.

Vi griner, mens eftermiddagssolen falder ind gennem hospitalets vinduer, og jeg tænker for mig selv: Nogle orkidéer og nogle hjerter skal bare have tid, lys og venlighed for at blomstre igen. Skæbnen er måske aldrig plantens skyld, men menneskets evne til at give slip og begynde på nyt.

Da vi går sammen ned ad trappen, føles det, som om nogen langt om længe har åbnet vinduet til foråret.