»Så det var dig, der arrangerede alt, bedstemor?« spurgte Mette og stirrede på portrættet.
Efter et skænderi med sin mand havde Mette ikke sovet hele natten. Hun havde anet, at der var noget galt i deres forhold, men da han kom hjem om aftenen og sagde, at han elskede en anden, var hun alligevel ikke forberedt. Han forlod hende, og hun græd længe, fyldt af selvmedlidenhed.
Nu ville hun have ham tilbage. Men at tage ham tilbage betød at tilgive utroskaben. Og Mette var ikke sikker på, hun nogensinde kunne stole på Anders igen.
Nu ville hun hævne sig, så han også kunne lide. Men kærligheden forsvinder ikke bare sådan, selv når man er blevet forrådt. Så hun lagde tanken til side og begyndte i stedet at tænke på, hvordan hun skulle leve videre.
Lige før daggry kom hun til at tænke på, hvordan hendes forældre hver sommer bragte hende til en lille by uden for København, hvor bedstemoren boede. Der var hun lykkelig. Hvis bare hun kunne tage derhen igen, vende tilbage til fortiden, blive en lille pige igen…
Men bedstemor døde for tre år siden. Mette kunne ikke huske, om forældrene havde solgt lejligheden. Måske boede der andre slægtninge nu? Hun måtte spørge sin mor. Med denne glædelige tanke faldt hun i søvn.
Om natten drømte hun om en park nær bedstemors hus. Bedstemor, iført en cremefarvet gammeldags frakke og en hat af italiensk strå, sad på en bænk og så, hvordan Mette legede med en hundehvalp sammen med en dreng. »Jeg vidste, du ville komme. Jeg har ventet på dig,« sagde bedstemor pludselig og så lige på Mette. Ikke den lille pige, men på hende, den voksne kvinde.
Det var bedstemors blik, der vækkede hende. Drømmen var så virkelig, at Mette længe følte, at bedstemor stadig var der.
Jo mere hun tænkte over drømmen, desto klarere forstod hun, at det var et tegn. Hvis bedstemor sagde, hun ventede, så måtte Mette afsted.
»Mor, hvad skete der med bedstemors lejlighed efter hun døde? Solgte I den ikke? Er der ingen, der bor der nu?« spurgte hun om aftenen.
»Nej, selvfølgelig ikke. Hvorfor tror du det? Bedstemor havde ingen andre slægtninge end os. Hun efterlod et brev, hvor hun skrev, at lejligheden var din.«
»Så jeg kan bo der?« spurgte Mette glad.
»Hvad er det, du forestiller dig? Vil du virkelig flytte til den lille by? Hvad skal du dog lave der? Hvad får dig til at falde på sådan en idé?« protesterede moren.
»Mor, jeg kan ikke blive her. Vi kommer i vejen for hinanden. Jeg har brug for at komme væk en tid, tænke over tingene…«
Lejligheden, hun havde delt med sin mand, var givet til ham af hans forældre. Hun kunne ikke blive boende, så hun var flyttet hjem til sin mor. I to år havde hun været vant til at leve selvstændigt, uden mors råd og irettesættelser. Nu måtte hun høre på, at Anders nok skulle komme til fornuft, at han elskede hende, og at hun aldrig ville finde en bedre mand…
»Men lejligheden er gammel og trænger til renovation. Jeg tror ikke, du bliver gladere der end her. Tag til Mallorca i stedet, hvis du vil have en forandring.«
Normalt ville Mette have fulgt rådet, men drømmen forfulgte hende.
»Har du nøglerne til bedstemors lejlighed?«
»Nøglerne? De må være et sted…« Moren rodede i en skuffe. »Her. Det må være dem.« Hun rakte Mette to nøgler. »Din far tog sig af sin mors lejlighed, mens han levede. Jeg har ikke tænkt på den siden. Vi burde have solgt den for længe siden.«
»Jeg tager derud og ser på den, så kan vi beslutte os. Okay?« Mette knugede nøglerne.
»Vil du virkelig afsted? Hvad med arbejdet?«
»Jeg tager ferie. Lad være med at tale mig fra det, mor.«
Næste dag mødte Mette op på arbejdet med røde øjne og en forkølelse og ansøgte om ferie. Chefen, fuld af medfølelse, underskrev med det samme og sagde, at alle mænd var idioter.
Om aftenen pakkede Mette en taske, og næste morgen kørte hun mod stationen med følelsen af, at et nyt kapitel skulle til at begynde. Fem timer senere standsede taxaen foran en gammel murstensbygning. Mette gik op til anden sal og standsede foran den malede, brune dør.
Tvivlen ramte hende. Man kan ikke vende tilbage til fortiden, bedstemor var død, og man kan ikke flygte fra sig selv. Men hun var for træt til at vende om lige nu. Med et håb om, at moren ikke havde taget fejl, drejede hun nøglen i låsen.
Døren gik op, og hun trådte ind i en lejlighed fyldt med barndommens genstande, en indelukket duft og stilhed. Uden bedstemor føltes alt fremmed. Hun åbnede vinduerne, gennemgik rummene, skiftede tøj og begyndte at gøre rent: tog gardinerne ned, nøs af støvet, vaskede vinduer og gulv.
Da hun udmattet kastede sig på sofaen, havde hun ikke kræfter til at nå i bad. Men hun havde heller ingen kræfter til at beklage sig, gruble over sine problemer eller savne Anders.
Da hun endelig skulle i bad, skar en hæs dørklokke gennem de udmattede nerver.
En rund, smilende kvinde i halvtredserne med lyslokkede krøller stod i døren.
»Hej. Er du den nye lejer? Jeg tænkte, hvem der larmer sådan?«
»Nej. Jeg er Antonie Christiansens barnebarn. Jeg er kommet for at…« Men gæsten afbrød hende.
»Er det Mette? Jeg er Lise, Lise Mogensen. Kan du ikke huske mig? Du legede med min søn Nikolaj, da du var her. Sikke en dejlig kvinde, din bedstemor var…«
I ti minutter talte Lise, uden at lægge mærke til, at Mette ikke svarede.
»I har ikke været her i årevis. Min søn skal giftes. Vi ville gerne købe lejligheden. Det er så praktisk, når børnene bor tæt på. Men det er da dejligt, du er her. Selvfølgelig. Men hvis du vil sælge, så husk os!«
Endelig stoppede hun. »Nå, nu forstyrrer jeg dig. Hvis du har brug for noget, så råb. Vi bor i lejligheden ved siden af.«
Efter Lises besøg havde Mette hovedpine. Hun tog et bad, drak te og besluttede sig for at købe nye gardiner. De gamle var gule og umulige at rense.
Næ”Nikolaj dukkede op dagen efter med en ny dørklokke og en blomstrende kærestes helt uventede foræring, og Mette vidste pludselig, at livet i den lille by alligevel var fuld af overraskelser.”
