ENSOMHED TOGETHER
For otteogtredive år siden tog Anette sin kommende mand, Bjarne, med hjem til sine forældre for første gang. Hun ville introducere ham og fortælle, at de havde planer om at blive gift.
Hendes far og mor gennemskuede straks situationen, i det sekund en ukendt fyr stod i døråbningen. Før det, havde Anette aldrig trukket nogen bejlere med hjem. Hun plejede at sige:
Hvorfor skulle jeg præsentere dem? Hvis jeg beslutter mig for at blive gift, skal I nok møde ham.
Netop derfor holdt forældrene ekstra godt øje med Bjarne, der tydeligt utilpas sad bænket ved deres spisebord.
Anette gik ud i køkkenet af en eller anden grund, og kort efter fulgte hendes far efter hende.
Du laver fejl, pigebarn. Du må ikke gifte dig med ham her.
Hvorfor ikke? Anette gik straks i forsvarsposition Er det fordi han er landmand?
Nej, ikke kun derfor, selvom det selvfølgelig vejer med. Forstår du, han er måske et godt menneske men I er forskellige som nat og dag. Hvad har du overhovedet tilfælles med ham? Du er vokset op i et akademikerhjem, universitetsuddannet. Han er en rigtig bonderøv, jovist arbejdsom, men hurtigt gennemskuet. Hvis du bliver med ham, vil der altid stå et ord imellem jer: intellekt.
Kom nu, far. Det er gammeldags. Det vigtigste er, at han elsker mig. Man kan jo lære det meste. Jeg hjælper ham svarede Anette, helt overbevist om at hun gjorde det rigtige.
Nå, jaja. Men husk, hvad man siger: Den der ikke lytter til far og mor, kommer på afveje i livet. Bare sig ikke, jeg ikke advarede dig
Brylluppet blev holdt, og da fortryllelsen fra forelskelsen lagde sig, begyndte hverdagen.
Efter mange opfordringer fik Anette lokket Bjarne til at læse på teknisk skole på deltid, men han sprang hurtigt fra. Hun sad og skrev hans opgaver, rodede rundt i tekniske emner, som egentlig sagde hende nul. Bjarne mødte op til par enkelte eksamener, men det interesserede ham aldrig rigtigt, og han droppede ud med ordene:
Hvorfor fanden skulle jeg? Hvis du vil det, så læs selv.
Anette prøvede at overtale ham, men det var forgæves. Han mente, at han allerede vidste nok, og ville ikke spilde sin tid på det pjat.
Som du vil, sagde Anette og lod det ligge.
Hun tænkte, at han nu ikke var dum. Han havde læst alle bøgerne i hendes bogreol og var interesseret i politik. Han havde også ry for at være en dygtig arbejder. Godt nok duftede han altid lidt af stald, men det var måske heller ikke så vigtigt. Sådan havde hun jo forelsket sig i ham.
Med årene blev samlivet med Bjarne mere anspændt. Han tog ikke hensyn til hendes meninger og forsøgte ofte at nedgøre hende, sætte hende på plads som den, der bestemte. Han kunne ytre sig skråsikkert om ting, som Anette slet ikke syntes skulle diskuteres offentligt, og han gjorde det med sådan en selvfølgelighed, at hun krummede tæer.
Det viste sig, at han ikke evnede at tage svære beslutninger. Alt ansvar, der blev pålagt familien, røg over til Anette, og han mente det var naturligt:
Vil du renovere, så gør det!
Mangler vi et nyt køleskab køb du det!
Vil du have altanlukning? Hvorfor blander du mig ind i det? Det er dig, der vil have det så bestil det selv!
Det eneste område, hvor han var engageret, var ude i sommerhuset. Der elskede Bjarne at rode i jorden, og det var han god til. Og det var så det.
Nogen kunne sikkert mene, at det var mere end rigeligt. Men havesæsonen varer jo kun tre-fire måneder om året. Resten af tiden var Anette både mand og kvinde i hjemmet.
I de unge år tog hun det ikke så tungt, men sidenhen voksede byrden. Bjarne, der var vant til at følge efter konen, havde ingen intentioner om at ændre sig. Hvorfor skulle han? Han havde det jo godt. Han havde aldrig givet Anette en buket tulipaner til mors dag. Engang sagde han fuldstændig alvorligt:
Jeg har da allerede givet dig gaver. To gange, endda. De løber jo rundt her i lejligheden.
Han hentydede til deres to døtre.
Anette gjorde aldrig vrøvl, prøvede ikke at bevise noget, men accepterede det. Hun tænkte: Han er jo ikke vant til at give gaver sådan gør de ikke, der hvor han kommer fra. Det skal jeg nok overleve.
Bjarne har altid været svær at tale med. Han gad egentlig ikke omgås folk, og det førte til, at Anettes venner og familie ofte spurgte, om hendes unge mand overhovedet kunne finde ud af at snakke med folk? Hun slog det hen med en vittighed.
Men inderst inde irriterede det Bjarne voldsomt, at hun så let kunne omgås andre. Han talte ikke pænt om hendes venner og slægtninge, og gennem hele livet har han aldrig selv fået rigtige venner.
Anette trak alt i hjemmet og tjente godt. Hun sad ikke på Bjarnes penge. Selv i svære tider fandt hun ekstra arbejde, mens hun vidste, at hun næppe kunne motivere ham: Er det for lidt? Så må du da selv tjene noget mere! Han passede bare sit arbejde mere end det behøvede hun ikke at forvente.
Efterhånden gik det op for Anette, at hun nærmest ikke havde noget at snakke med Bjarne om. De så vidt forskelligt på alting. Hvis hun havde nydt en film, skulle han nok gøre sig morsom på hendes bekostning og kalde det pjank. Hvis de så hans valg, kunne hun ikke holde bare ti minutter ud. Man kunne slet ikke tale om bøger eller musik.
Deres natur er helt forskellige: Hun er den slags, der uden tøven hjælper venner og familie, en sand altruisme. Han er egoisten, der udelukkende tænker på sig selv. Maden er forskellig, interesser matcher slet ikke, følelserne er visnet, børnene flyttet hjemmefra. Mere end tredive år under samme tag men i praksis, hver for sig. To fremmede mennesker.
Bjarne mener selvfølgelig, at konen er blevet næsvis, utaknemmelig og respektløs. Om det hele hviler på hendes skuldre, er ligegyldigt det forventes bare.
Derfor tager han ofte lidt for mange øl, og så vælter han det hele ud: Om hendes forældre, som for længst er borte, og alt hendes slægt. Hvert ord og handling bliver målt og vejet og kritiseret. Han kan være ondskabsfuld, tale nedsættende, endda med velbehag, som en greve, der sætter sin tjenestepige på plads.
Når bruset fortager sig, forstår han ikke, at hun knap orker tale med ham.
Jeg sagde jo bare sandheden!
Men det er kun hans sandhed. Han formår ikke at høre eller forstå en anden.
Nu sidder Anette hjemme hos mig ved køkkenbordet, tårerne triller ned af kinderne, og hun fortæller:
Jeg er simpelthen træt helt ind i sjælen Hele livet har jeg gået rundt som på æggeskaller. Man ved aldrig, hvad han nu får i hovedet, eller hvornår det eksploderer. Jeg er træt af at gå på kompromis, tilpasse mig, bide ting i mig. Hvad skal jeg gøre? Blive skilt? Hvad nytter det? Den mand flytter ingen steder. Han vil bare pine mig videre. Og det værste af det hele han er sikker på, at han har ret. Hver gang han har haft et af sine ærinder, er jeg syg i ugevis bagefter og må samle mig selv op i småstykker. Men det er jo stadig min familie, børnene og nu børnebørnene. Jeg finder grunde til at holde ud, forsøger at snakke normalt, glatte ud. Men han tar det som en sejr og begynder forfra igen.
Jeg er så træt, at jeg kunne tude Men man kan jo ikke bare løbe fra det hele. Jo, jeg kunne flytte, men hvad så? Når han først er fuld, mister han alt fornuft. Hvis jeg ikke længere bor der, rykker samtlige hans drukvenner sikkert direkte ind i lejligheden. Så bliver alt svinet til sådan har det været før.
Så jeg bliver jo bare. Det er trist at forlade sit hjem til ingenting.
Du ved, mens børnene voksede op, var vores forskellighed nemmere at overse, det var ikke så pinefuldt. Der var altid travlt, man havde ikke tid til at reflektere.
Men nu, nu hvor det bare er os to, er det ikke til at holde ud. To fremmede under samme tag. Selvom vi har været sammen i otteogtredive år
Ja Far havde ret dengang Det der med intellekt det har altid stået imellem os.
