**Dagbog**
I dag var det, som om livet gav mig en chance til. Jeg stod tidligt op, end jeg plejer. Om lørdagen efter en festaften er der altid ekstra meget at rydde op efter, så jeg kom allerede klokken fire. Jeg har arbejdet som rengøringsassistent i mange år, men engang så mit liv helt anderledes ud.
Da jeg tog fejen i hånden, kom jeg til at tænke på min søn, Magnus. Jeg fik ham som 35-årig, for lykken med mænd var aldrig på min side. Jeg elskede ham mere end noget andet. Han var klog og smuk, men der var én ting, der bekymrede mig han hadede at bo i dette kvarter.
“Mor, når jeg bliver stor, bliver jeg en rigtig mand!” sagde han ofte.
“Selvfølgelig gør du det, skat,” svarede jeg altid.
Da han fyldte 16, flyttede han i kollegiet tættere på sin erhvervsskole. Jeg savnede ham, men han lovede at besøge mig ofte.
Først kom han hver weekend. Så mødte han en pige, og pludselig blev besøgene færre. Og så en dag kom han hjem for at fortælle mig, at han var dødssyg. Jeg forstod ikke, hvorfor livet skulle være så hårdt mod os.
Vi kæmpede. Lægen anbefalede behandling på et privat hospital, men det kostede en formue. Uden at tøve solgte jeg min lejlighed. En nat ringede telefonen.
“Der er ikke mere, vi kan gøre,” sagde lægen.
Efter Magnussen gik livet i stå. Jeg kunne ikke se meningen uden ham.
Denne morgen gik jeg, som sædvanlig, ud for at feje gården.
“Godmorgen!” råbte Henrik, min nabo, som gik tur med sin hund.
“Godmorgen! Er du oppe tidligt i dag?” spurgte jeg.
“Ja, der er kedeligt at sidde derhjemme. Så tænkte, jeg ville lufte Buster og hilse på dig,” svarede han muntert.
Henrik var en ensom enkemand. Jeg blev lidt forlegen over hans opmærksomhed.
“Nå, vi går videre, så vi ikke forstyrrer dig,” sagde han og fortsatte sin tur.
Jeg begyndte at arbejde, men så opdagede jeg noget på bænken. En telefon. Jeg så mig omkring der var ingen. Da jeg tændte den, dukkede der billeder op. Nogen havde taget fotos og glemt den. Da jeg kiggede nærmere, brød tårerne frem.
“Magnus min dreng,” hulkede jeg.
Pludselig ringede telefonen. Jeg svarede.
“Hallo? Det er min telefon. Kan jeg hente den?” spurgte en pige.
“Ja, selvfølgelig. Jeg fandt den på bænken i parken,” svarede jeg og gav hende adressen.
Da hun ankom, så jeg en dreng stå bag hende.
“Hvorfor har du billeder af min søn?” spurgte jeg.
“Af Lukas?” sagde hun forvirret.
Drengen kom ind.
“Magnus!” råbte jeg og besvimede.
“Hvad er der med hende?” spurgte han.
“Hun må have forvekslet dig med en anden. Vi skal ringe efter en læge,” sagde pigen.
Da jeg vågnede, fik jeg at vide, hvordan billederne var der.
“Kender du mig? Hvor har du billeder af min Magnus?” spurgte jeg.
“Jeg hedder Freja,” svarede hun. “Jeg datede din søn. Men han forsvandt, da jeg fortalte ham, jeg var gravid.”
“Forsvandt? Han sagde aldrig noget om dig!”
“Vi så hinanden i nogle måneder. Så sagde jeg det, og han var væk. Jeg troede, han var bange.”
“Nej, Freja. Nu forstår jeg. Han var syg. Han ville ikke være en byrde for nogen. Magnus er gået bort for længst,” sagde jeg med brændende øjne.
Freja stirrede.
“Hvad mener du?”
“Han døde. Jeg solgte alt for at redde ham, men det hjalp ikke.”
Hun greb fat i drengen.
“Lukas, kom her. Ved du, jeg fortalte dig, din far forlod os? Men sandheden er, han var syg og døde, før du blev født. Og det her det er din bedstemor.”
Mit hjerte fyldtes med varme.
“Bedste,” hviskede Lukas.
“Kom her, skat,” sagde jeg og holdt om ham.
Freja smilede.
“Vil du ikke flytte ind hos os? Vi har plads, og vi vil elske at have dig.”
“Nej, jeg er glad for mit hjem. Men jeg vil komme på besøg,” lovede jeg.
Lige da bankede det på døren. Henrik stod der med blomster.
“Til dig, Karen. Skal vi gå en tur?”
“Ja,” svared
