“Ensom blandt familie”
“Mor, hvorfor skal du altid gøre sådan et nummer ud af det!” sagde Freja irriterat uden at kigge op fra sin telefon. “Det er da ikke verdens undergang, at de ikke kom til din fødselsdag. Folk har altså også deres eget liv.”
“Hvad for noget eget liv?” spurgte Ellen stille og knugede et serviet i hånden. “Mette lovede at komme med børnene, Christian sagde også, han havde fri. Og Lasse havde endda købt en gave.”
“Og hvad så?” Freja så endelig op fra skærmen. “Mettes børn er syge, Christian har problemer på arbejdet, og Lasse sidder fast i Århus på grund af aflyste tog. Ingen gør det med vilje.”
Ellen dækkede tavst bordet i stuen. Det fine dug, de bedste tallerken – kun fremme til særlige lejligheder. Halvfjerds år – var det ikke en særlig lejlighed? Hun havde handlet ind hele ugen, tilberedt børnenes yndlingsretter fra morgenstunden. Sildesalat til Mette, stegt kartoffel med champignon til Christian og en Napoleonkage til Lasse.
“Freja, skal vi ikke ringe til dem igen? Måske kan de nå det alligevel?”
“Mor, drop det nu!” Freja rejste sig. “Jeg skal hjem. Mads er alene med børnene, han bliver træt.”
“Men vi har knap nok spiset ordentligt…”
“Hvad er der at spise? Lidt forskellige salater. Jeg spiser ordentligt derhjemme.”
Ellen så, hvordan den yngste datter pakkede sin taske. Hurtigt, som om hun var bange for at komme for sent til noget vigtigt.
“Okay, mor, vær nu ikke ked af det. Næste gang samles vi alle, skal du se.”
Et kys på kinden, døren smækkede. Ellen blev alene tilbage ved det dækkede bord til seks personer.
Hun sad længe og stirrede på de tomme tallerkener. Lejligheden var stille, kun afbrudt af vægurets tikken. Det samme ur, hendes afdøde mand havke givet hende til deres 30-års bryllupsdag. Hvor mange fester havde de ikke holdt ved det her bord? Fødselsdage, nytår, studentergilder, bryllupper…
Ellen rejste sig og begyndte at rydde af. Sildesalaten kom i en madkasse – hun ville give den til naboens Karen i morgen. Kartoflerne med champignon rykkede også i køleskabet. Kagen skar hun i store stykker. Der var mange stykker.
Da alt var ryddet, satte hun sig i mandens yndlingsstol og tog telefonen. På skærmen lyste ulæste beskeder.
“Mor, tillykke med fødselsdagen! Undskyld, jeg ikke kunne komme. Børnene har feber nær 40. Besøger dig i weekenden. Kærlige hilsner.” Det var fra Mette.
“Mor, tillykke! Problemer på arbejdet, de vil måske fyre mig, kan ikke tage fri. Gaven får du med Freja. Kram.” Christian, altid kortfattet.
“Mor, tillykke med rundt tal! Sidder fast i Århus, tog aflyst. Vi ses snart. Elsker dig.” Lasse, den yngste.
Alle undskylder, alle elsker hende, alle lover at komme en anden gang. Ellen lagde telefonen fra sig og lukkede øjnene. Trætheden ramte pludseligt, tung og klæbrig.
Næste dag vækkede dørklokken hende. I døren stod naboens Karen med et bundt asters.
“Ellen, tillykke med dagen – lidt sent!” smilede hun. “Undskyld, jeg ikke kom i går, men barnebarnet havde fodboldturnering.”
“Tak, Karen,” Ellen tog imod blomsterne. “Kom indenfor, vi skal da have en kop te.”
“Hvordan gik festen? Kom børnene?”
Ellen satte vandet over og tav. Karen forstod uden ord.
“Ikke denne gang heller?”
“De har travlt,” svarede Ellen stille. “Arbejde, syge børn…”
“Ellen, har du fortalt dem, hvor vigtigt det var for dig?”
“Hvorfor skulle jeg det? De er ikke små børn længere, de burde vide det selv.”
Karen rystede på hovedet.
“Burde vide det, ja. Men min datter er lige sådan. Hvis ikke man siger det direkte, forstår de det ikke.”
De drak te med rester af Napoleonkagen. Karen roste den og spurgte efter opskriften, fortalte om sine egne børnebørn. Ellen så på hende og tænkte, at det var lettere at tale med naboen end med sine egne børn.
“Ellen, hvad med at vi finder en forening eller klub?” foreslog Karen. “Der er dans, sang, kortspil – alt muligt.”
“Åh, Karen. Det er ikke lige mig.”
“Hvad er så dig? Børnene er voksne og har deres eget liv. Hvorfor ikke begynde at leve dit eget?”
Efter Karen var gået, tænkte Ellen længe over hendes ord. Leve sit eget liv? Hvordan skulle det se ud? Hun havde jo levet for andre hele livet. Først sine forældre, så sin mand, derpå børnene. Selv efter mandens død fortsatte hun for børnene. Passede børnebørn, lavede mad, vaskede tøj, når de kom med vasketasker.
Om aftenen ringede Mette.
“Mor, hvordan går det? Hvordan var fødselsdagen?”
“Fint,” svarede Ellen.
“Freja sagde, I var alene. Jeg forklarede jo, det var kaos her. Villiam har feber, Liva hoster. Vi måtte have lægen.”
“Jeg forstår det, skat. Børnene kommer først.”
“Mor, sådan skal du ikke sige det. Du ved jo, hvor meget jeg elsker dig. Det gik bare galt denne gang.”
“Jeg ved det.”
“Hør, kan du komme i lørdag? Passe børnene et par timer? Jeg har lægetid, men kan ikke tage syge børn med.”
Ellen tav et øjeblik.
“Selvfølgelig kommer jeg.”
“Tak, mor! Du er den bedste!”
Efter opkaldet satte Ellen sig ved vinduet og så ud på gårdspladsen. Børn legede i sandkassen, mødre snakkede på bænkene. En helt almindelig aften, men i dag føltes den fjern og utilgængelig.
Lørdag tog hun til Mette. Børnene var syge, men på bedringshånd. Villiam var kræsen og ville have opmærksomhed. Liva klamrede sig til bedstemor og ville høre historier.
“Bedste, hvorfor kommer du ikke hver dag?” spurgte Liva, mens hun krøb op på hendes skød.
“Hvorfor skulle jeg det?”
“For at vi kan være sammen. Mor har altid travlt, far er på arbejde. Men med dig er det sjovt.”
Ellen krammede sin barnebarn lidt tættere. Der var da en, der havde brug for hende.
Mette kom hjem tre timer senere.
“Mor, tusind tak!” Hun så træt ud. “Lægen sagde, det bare er en forkølelse.”
“Det var godt.”
“Hør, kan du også komme i morgen?
