Englen, der vejede hundrede kilo og duftede af billig kaffe
På legerummet i børnekræftafdelingen var der stille; kun lyden af papir, der raslede, og kradsende tuscher brød tavsheden. Stilheden var særlig skrøbelig som glas. Den var for tung af voksent alvor til børn, der endnu ikke var fyldt ti. Opgaven var enkel: tegn Skytsenglen. Børnene gjorde sig umage.
For Iben, en ung frivillig, var dagen en prøve. Hun var vant til den “rigtige” skønhed kirkernes fresker, hvor engle var lette som fjer, unge drenge med gyldne krøller og øjne så blå som himlen. Iben gik rundt mellem bordene, betaget: hos Jonas havde englen et mægtigt sværd, hos Signe vinger bløde som skyer. Alt var klassisk og rørende, men også ens.
Så kom hun hen til Asta.
Asta var syv år gammel. Hendes hoved var glat som et billardkugle efter endnu en omgang kemo, huden så tynd som pergament. Hun tegnede omhyggeligt, tungen stak ud i koncentration.
Iben kiggede over skulderen, og måtte bide et overrasket suk i sig.
På papiret, i stedet for en himmelsk budbringer, sad der noget ganske andet: En ordentlig, massiv mand. Han fyldte næsten hele siden. Ingen vinger. I stedet: en kæmpe mave spændt ud i noget hvidt, et rundt, skaldet hoved som en kartoffel, og store, skæve briller balancerende midt på næsen.
Asta, spurgte Iben, mens hun satte sig i hug. Hvem er det? Vi tegner jo en engel.
Det er en engel, svarede pigen stille og urokkelig, uden at løfte blikket fra den hvide farveblyant hun fyldte maven ud med.
Men han er lidt speciel, valgte Iben ordene forsigtigt. Hvorfor har han ingen vinger? Og hvorfor er han så stor?
Han har vinger, sagde Asta. Han gemmer dem under kitlen. For de skal ikke blive beskidte. Her er tit nusset.
Iben smilede mildt. Ja ja, børns fantasi.
På afdelingen kunne man ofte høre den tunge, piblende vejrtrækning. Den kom ude fra gangen, nærmede sig som en forbipasserende godsvogn. Sjok, sjok. Tunge skridt, der nærmest fik linoleummet til at ryste.
Døren til legerummet gik op med et knirk. Der stod han.
Poul Petersen, overlæge på intensiv. Han var enorm. Overvægtig, med tredobbelt hage, kittel altid for lille og knappet op øverst. Ansigtet skinnede af sved, og huden havde en grov, grålig tone. Brillerne gled konstant ned af næsen, og han skubbede dem op igen med sine buttede fingre. Han duftede af røg, sved og stærk, billig filterkaffe. Nu boede han på tredje døgn i vagtværelset på en halvsmadret sofa.
For Iben lignede han mest en udtrættet, forsømt mand, der for længst burde have været pensioneret eller bare i bad.
Nå, kunstnere, buldrede han med en stemme, der lød som den kom dybt nedefra hans store mave. Lever vi?
Vi lever, doktor! lød det i et ujævnt børnekor.
Han gik langsomt mellem rækkerne, støttede de tunge arme mod stoleryggene.
Han stoppede ved en bleg dreng med drop i armen. Lagde sin store hånd på hans pande.
Hold ud, min ven, mumlede han. Prøvesvarene er kommet. Det skal nok gå.
Så gik han hen til Asta. Iben så, hvordan pigens øjne lyste op. Hvordan hun rakte armene ud mod denne tunge, kaffe- og tobaksduftende mand.
Tegner du? spurgte han. Og bag de tykke brilleglas så Iben pludselig ikke bare trætte øjne, men en intens, blå udmattelse.
Det er dig, hviskede Asta.
Han fnøs, rettede på brillerne.
Mig? Nej, papiret springer nok i stykker.
I det øjeblik gav apparaturet ude på gangen et skingert alarmhyl.
Poul Petersen ændrede sig med det samme. Vejrtrækningen forsvandt, slæbene blev til fart. Han vendte sig pludseligt med en overraskende smidighed og forsvandt ud.
Alle bliver siddende! råbte han fra gangen. Katrine, reanimationssættet! Skynd dig!
Iben blev tilbage, hendes hænder trykket mod brystet. Bag væggen lød uro, korte kommandoer, klirrende metal, hans bas nu ikke venlig, men hård som stål.
Træk vejret! Kom nu! Bliv hos os! Træk vejret!
Det skrig var forfærdeligt.
Det rummede både bøn og befaling. Iben lukkede øjnene. Hun var bange.
Der gik fyrre minutter. Evighedslange, seje som tyggegummi. I legerummet var der stille. Børnene tegnede ikke. De kiggede mod døren.
Den gik op. Poul Petersen kom ind, støttede sig til dørkarmen. Han var drivvåd, kitlen mørk af sved, blodpletter på ærmet. Han tog brillerne af og tørrede træthed ud over ansigtet med hånden. Gispende satte han sig ned i en lille børnestol, der kneb sig sammen under ham.
Det lykkedes, pustede han ud i rummet. Hun sover.
Iben stirrede på ham. Og pludselig, som om nogen fjernede et gråt slør fra hendes øjne, så hun det.
Hun så på Astas tegning af den klodsede, tykke mand. Dernæst på rigtige Poul Petersen.
Hun så ikke fedt eller sved. Hun så vægten. En massiv, tryg vægt af kærlighed, nødvendig for at holde de skrøbelige, lette barndomssjæle her på jorden, når de ellers var på vej væk. En gyldenvinget engel havde ikke været til nogen nytte for let, for flyvsk.
Der skulle én til som denne tung, jordbunden, duftende af kaffe og slid, som kunne gribe det undslippende liv med sine store hænder og sige gennem sit slidte åndedræt: Du bliver her.
Hans skaldede hoved lyste under lampen som en glorie. Men ikke af guld af sved og indsats.
Asta gled ned fra stolen, gik hen til lægen, der sad med hovedet bøjet, og lagde armene om hans store ben højere nåede hun ikke.
Jeg sagde det jo, sagde hun sagte, mens hun så på Iben med voksnes øjne. Han gemmer vingerne. Så vi ikke bliver blæst væk.
Poul Petersen lagde sin tunge hånd på hendes skaldede isse.
Hans fingre rystede.
Hold ud, mine kære, hviskede han. Bare lidt endnu.
Iben vendte sig mod vinduet, hun kunne ikke se mere.
De tårer, hun frygtede, kom alligevel. Hun græd af skam over sin blindhed. Hun havde ledt efter skønheden i lyset og det forklædte, men Skønhed sad lige der på en skævvreden stol, tørrende panden med ærmet tung, uskøn, og det helligste, hun havde set.
Og sådan lærte Iben, at sandt skønhed ofte skjuler sig under hverdagens slid og omsorg det handler bare om at kunne se med hjertet, ikke kun med øjnene.
