Englen, der vejede hundrede kilo og duftede af billig kaffe
For længe siden, på børneafdelingen på Rigshospitalets onkologiske afdeling, sænkede stilheden sig tungt i legerummet, kun afbrudt af raslen med papir og knirken fra tusser. Det var en særlig form for stilhed fin, næsten skrøbelig som krystal. For meget voksent alvor for børn, der knap nok var fyldt ti. Opgaven var enkel: tegn din skytsengel. Børnene gjorde sig umage.
For Iben, en ung frivillig, blev dagen en slags prøve. Hun kendte kun den rigtige skønhed freskoernes engle i domkirken, lyse som fjer, med gyldne krøller og øjne så blå som Limfjorden. Iben gik fra bord til bord og glædede sig: hos Asger bar englen et mægtigt sværd, hos Agnete var vingerne bløde som vattæpper. Alt sammen kendte motiver, rørende, men alligevel ens.
Så kom hun hen til Laura.
Laura var syv. Hovedet var bart efter endnu en omgang kemoterapi, og hendes hud var tynd som pergament. Hun tegnede meget omhyggeligt, tungen stak lidt ud.
Iben kiggede over skulderen og måtte bide overraskelsen i sig.
På papiret stod ikke nogen traditionel engel. I stedet var der en rund, stor mand. Han fyldte næsten hele arket. Ingen vinger. Til gengæld havde han en stor mave under en stram, hvid kittel, skaldet isse lidt som en kartoffel og store, skæve briller, der sad på næsen som en knap.
Laura, hvem er det dér? spurgte Iben forsigtigt, mens hun satte sig på hug ved bordet. Vi skulle jo tegne engle.
Det er en engel, svarede Laura fast, stadig optaget af at farvelægge mavens omkreds med hvid farve.
Men han ser jo anderledes ud, sagde Iben. Hvorfor har han ikke vinger? Og hvorfor er han så stor?
Han HAR vinger, svarede Laura. De er bare gemt under kitlen. For ellers bliver de beskidte. Herinde bliver man let beskidt.
Iben smilte til sig selv. Ja, børns fantasi havde ingen grænser.
På afdelingen hørte man ofte en tung, fløjtende vejrtrækning ude fra gangen, nærmest som ventet på et tog. Skridtene var tunge, og det føltes, som om gulvet rystede.
Døren til legerummet gik op med et suk, og ind trådte han.
Per Madsen, overlæge på reservelægegangen. En kæmpe af en mand, overvægtig med tre dobbelthager under en uendeligt knap kittel. Hans ansigt havde en grålig tone, sveden skinnede og brillerne gled konstant ned på næsen, som han løftede op med en buttet finger. Han duftede af tobaksrøg, sved og stærk, billig instant-kaffe. Han havde boet på hospitalet i tre døgn, sovende på en slidt sofa i vagtstuen.
Iben så ikke meget andet end en udkørt, forsømt mand, der længe burde have været på pension eller i det mindste i bad.
Nå, kunstnere! drønede Pers stemme, så det rungede i rummet. Lever vi endnu?
Vi lever, hr. doktor! lød børnestemmerne ujævnt i kor.
Han gik tungt mellem stolene og støttede sig på stoleryggene.
Han standsede ved en bleg dreng med drop. Den store hånd blev lagt på barnets pande.
Hold ud, min ven, mumlede han. Prøverne er kommet. Vi klarer det.
Så kom han til Laura. Iben så, hvordan Lauras øjne løb i lyset, og hun rakte hænderne op mod den store mand, der duftede af kaffe og tobak.
Tegner du? spurgte han, og bag de tykke glas i brillerne var der pludselig ikke bare træthed, men et lysende blåligt skær fra alt for lidt søvn.
Det er dig, hviskede Laura.
Han fnyste, løftede brillerne.
Mig? Nej du, papiret ville sprække!
I det samme peb overvågningen ude på gangen. Det skarpe alarmsignal.
Per Madsen forvandlede sig med ét. Ingen forpustethed, ingen tunge skridt. Med en overraskende smidighed forsvandt han ud ad døren.
Alle bliver her! råbte han allerede på gangen. Bodil, renselsesudstyr, hurtig!
Iben blev tilbage, omklamrende sine arme. Bag væggen hørte man uro, korte kommandoer, metal mod hinanden, og hans stemme ikke længere godmodig, men hårdt og stærkt.
Træk vejret! Kom nu! Bliv hos os! Træk vejret!
Det var et råb fuld af både bøn og kommando. Iben måtte lukke øjnene. Hun var bange.
40 minutter gik. Hver minut føltes som tyggegummi. I legerummet sad børnene uden at tegne. Alle stirrede på døren.
Døren gled op. Per Madsen stod i åbningen, støttede sig til karmen. Hans skjorte var våd af sved, på ærmet sås en blodplet, brillerne var taget af, og han gned trætheden ud af ansigtet med hånden. Så satte han sig tungt på en lille børnestol, som bare klynkede under ham.
Det gik sagde han forpustet ud i rummet. Han sover nu.
Iben så på ham og følte, at noget forandrede sig for hendes blik.
Hun så ned på Lauras tegning. Den klodset store mand. Så så hun på Per Madsen.
Hun lagde ikke mærke til fedtet, sveden, ikke engang den blodige skjorte. Hun så en kæmpe, en massiv styrke af kærlighed nødvendig som et anker, der kunne holde de skrøbelige børnesjæle fast på denne jord, når de var tæt på at svæve væk. En guldvinget engel havde ikke kunnet hjælpe den ville bare være fløjet væk med de lette sjæle.
Det skulle være én som ham tung, solid, jordnær og med duft af kaffe, der kunne gribe livet med de store hænder og knurre: Jeg slipper dig ikke.
Hans skaldede isse lyste i lampen som en glorie. Men ikke af guld arbejdstung og svedig.
Laura gled ned fra stolen, gik stille hen til lægen, der sad med hovedet bøjet, og omfavnede hans ben længere nåede hun ikke op.
Jeg har jo sagt det, sagde hun blidt og så på Iben med voksne øjne. Han gemmer vingerne. Så vi ikke fryser.
Per Madsen lagde sin store hånd på hendes nøgne isse.
Hans fingre dirrede.
Hold ud, mine kære, hviskede han. Lidt endnu.
Iben vendte sig mod vinduet, for hun kunne ikke se mere.
De tårer, hun havde frygtet, brød fri. Hun græd af skam over sin egen blindhed. Hun havde søgt efter skønheden i det ophøjede, og alt imens sad den rigtige skønhed dér foran hende på en knirkende stol, tørrede sved af panden tung, klodset og det reneste, hendes hjerte havde set.
