Hey, jeg skal fortælle dig om en dag, jeg engang så i den lille butik i Aarhus, hvor Jens og hans kone Lise sidder bag skranken. En tynd teenager ved navn Mikkel stod og kiggede på en glas med hindbærsyltetøj, så kom Jens over til ham:
Hej Mikkel, hvordan går det?
Tak, Jens, det går okay
Hvordan har din mor det, er hun på arbejde?
Nej, hun ligger stadig hjemme, hun har det ikke så godt
Ville du købe noget syltetøj?
Jeg kigger bare på det. Mor elsker hindbær, men vi har ikke penge til at købe det lige nu.
Så sælg mig dit armbånd, det har du selv lavet, ikke?
Mikkels håndled var prydet med et hjemmelavet armbånd af farverige telefonledninger.
Jo, men det er nok for lille til dig.
Jeg kan købe det til min nevø. Hvad siger du til det?
Jeg tror ikke, jeg får nok penge for armbåndet
Prisen er præcis den samme som glasset syltetøj. Det tog dig tre nætter at lave de der komplicerede mønstre!
Ja, jeg sad over det tre nætter
Så er vi enige! Armbåndet er mit, syltetøjet er dit eller rettere dit og min mors!
Tak, du er virkelig sød.
Mikkel grinende greb glas syltetøj, tog armbåndet af håndleddet og rakte det til Jens.
Ha en god dag, Jens!
Vi ses senere, Mikkel!
Lise, der stod bag kassen, smilede mens hun lyttede til deres snak. Da hun så, at jeg så overrasket ud, forklarede hun:
Der kommer flere teenagere her. Deres familier har svært ved at få råd til ordentlig mad, men Jens prøver at hjælpe ved at købe hvad de kan. En gang bad han mig om at sælge ham en slyngskytte, og han betalte med en god pølse
Jeg gik fra butikken og var rystet over Jens godhed. Jeg havde aldrig forestillet mig, at manden, som altid vejede præcis til gram og justerede vægten, når den viste for meget, også kunne hjælpe de fattige familier på den måde!
Jens var kendt i nabolaget, hans butik var populær, og både han og Lise spurgte altid de faste kunder, hvordan de havde det, holdt humøret højt og stræbte efter at betjene folk så hurtigt som muligt.
Snart var de 12 år fløjet væk som vand. Jens blev gammel og gik bort. På hans begravelse var der mange, og blandt dem stod tre løjtnanter. De holdt sig i baggrunden, men gik så frem til den afdødes kone, kyssede hende på hånden og udtrykte deres kondolencer.
Det var de drenge, som Jens havde støttet. Da jeg sagde farvel til ham, så jeg i kisten nogle barndomsgenstande blandt dem armbåndet, som havde vist mig, hvor ægte og taktfuld en butiksejer kan være. Jeg forstod, at drengene ville vokse op til at blive mænd, og at Jens ikke bare gav dem mad, men skabte en illusion af ægte udveksling. Det var en smuk, stille taknemmelighed, jeg sent vil glemme.
