For at ændre historien til en dansk kontekst, foreslår jeg følgende version:
Engang forrådt
Laura følte sig som en lykkelig kvinde: Hun havde en elsket søn, Bo, en dejlig mand, Nicolaj, og et job, der ikke krævede meget. Kalle tjente altid godt, hvilket gav hende mulighed for at arbejde på deltid og bruge masser af tid sammen med Bo. Hvad mere kunne hun ønske sig?
Men det kunne have været helt anderledes…
“Jeg har forelsket mig i en anden kvinde,” meddelte hendes elskede ægtefælle for 13 år siden, mens han undgik øjenkontakt. “Vi er nødt til at gå fra hinanden.” “Kalle, hvad bilder du dig ind?! Jeg elsker jo dig, og du har også elsket mig. Det kan ikke bare sådan slutte!”
Nicolaj trak dengang blot på skuldrene og tilføjede, at hun kunne søge om skilsmisse, hvis det var nemmere for hende. Nemmere?! For hende var det vigtigste, at hendes mand – ikke bare den elskede, men en virkelig afholdt mand – blev hos hende.
Hun tilbragte en uge med at græde i puden og reagerede voldsomt, uden at indse, at dette gjorde Nicolaj mere fjern. Men så beroligede hun sig og foreslog manden en afskedsfest…
Faktisk blev der aldrig tale om skilsmisse, for Laura viste sig at være gravid. Parret havde forsøgt at få børn i fem år uden held. Den 25-årige Laura og den 27-årige Nicolaj var begge helt sunde, men babyen kom simpelthen ikke. Men nu – efter et enkelt forsøg, i afskedsøjeblikket… Farvel var ikke nødvendigt.
Nicolaj sagde straks, at han ingen steder gik hen – Laura følte endda, at han blev med en slags lettelse – og han bar hende på hænderne og var mere begejstret end nogen for Bogs fødsel.
De nævnte aldrig hans utroskab igen, og Laura undersøgte aldrig, hvem den anden kvinde var. Hovedsagen var, at alt blev endnu bedre! Og nu er Bo allerede 12, en meget klog dreng. Laura havde endda ønsket at sende ham til et gymnasium med matematisk fokus, men reagerede for sent. Sønnen gik stadig på en almindelig skole, men vandt næsten alle distriktsolympiader i matematik. Han gik til skakkurs og lærte at spille violin i musikskolen. Selvom han ikke rigtig kunne lide den sidste aktivitet, besluttede Laura fast, at hendes søn skulle udvikle sig alsidigt.
– Måske skulle han så gå til fodbold? – rynkede Nicolaj, da han hørte om hans kones hensigt om at sende Bo til “musikken.”
– Er du skør?! – gispede Laura. – Vil du have, at dit barn bliver såret?! At han bliver en invalid?! Nej, og nej! Nicolaj vinkede med hånden – gør hvad du vil! Dengang havde han problemer på arbejdet, og alle hans tanker kredsede om dette. Nu ledede Nicolaj afdelingen, og hans karriere- og lønforhold var i top.
Det var netop i mandens kontor, at Laura fik held igen. Hun kom for at hente sin mand – de skulle til restaurant for at fejre bryllupsdagen – og faldt i snak med en af hans kolleger. Den flotte, slanke brunette, Stine – som slet ikke var en grå mus, Laura følte sig usikker ved siden af hende – viste sig at være en meget imødekommende kvinde. Hun havde også en søn, jævnaldrende med Bo, så der var noget at diskutere.
– Kunne du tænke dig, at jeg beder om, at de også optager din Bo i det gymnasium, hvor min Filip går? – foreslog Stine pludselig.
– Det lyder utroligt. Det er næsten umuligt at komme ind, selv ikke med penge, – svarede Laura tvivlende.
– Penge er ikke alt, men jeg har forbindelser. Jeg har mine måder! – blinkede Stine muntert.
– Åh, jeg ville være dig så taknemmelig! – Laura blev meget glad.
Stine holdt sit løfte, og det næste skoleår begyndte Bo i det “matematiske” gymnasium. Der opstod dog et problem – skolen lå i en anden bydel, og Laura var stadig frygtelig bange for at lade sin søn gå alene selv til den nærliggende skole, endnu mindre til en længere afstand.
Om morgenen kørte hun Bo selv, men efter skoletid…
– Laura, vores søn er allerede en voksen fyr, klog og fornuftig. Han kan sagtens selv finde hjem. Busstoppestedet ligger jo lige ved siden af gymnasiet. Bare stig på bussen og kør hjem uden skift! – svarede manden på Lauras forsøg på at få ham til at hente Bo.
– Nicolaj, du opfører dig, som om du har et reservebarn! Nu er det endda skræmmende for voksne at være alene på gaden, og…
– Nok er nok! – afbrød Nicolaj hende. – Når jeg kan, vil jeg hente ham, ellers må han klare selv.
Laura betroede sig til Stine – kvinderne ringede nogle gange sammen for at diskutere sønnerne og gymnasiet.
– Åh, hold nu op med at gøre det til et problem! – erklærede Stine. – Lad drengene komme til os efter skole, vi bor jo lige i nærheden, og så kan du hente Bo, når du kan.
– Mener du det? – Laura blev nærmest chokeret. – Men det er ikke praktisk… Det er så meget besvær for dig.
– Hvilket besvær?! Jeg arbejder også. Men sådan er de i det mindste hjemme og sammen. Begge er rolige og ansvarsfulde – måske bliver de venner!
– Åh, Stine, hvor skal jeg dog takke dig!
– Det skal du ikke tænke på!
Bo tog nyheden med forsigtighed. Han kendte godt Filip, men de gik i forskellige klasser og havde ikke tætte bånd. Generelt havde Bo svært ved at danne relationer. Han gik kun med glæde til den nye skole, fordi det betød, at “musikken” blev aflyst – den lå langt fra gymnasiet, og Laura kunne ikke længere køre ham derhen. Men allerede på anden dag, da Laura hentede ham fra Stines lejlighed, gik han uvilligt.
– Mor, må jeg ikke blive lidt længere? – tiggede Bo. – Vi er ikke færdige med at spille spillet endnu…
– Nej, du skal hjem og lave dine lektier. Det er desuden ikke passende at være til besvær for værterne. Filips mor gør os allerede en stor tjeneste, – sagde Laura kategorisk.
– Ikke os, kun dig, – mumlede sønnen næsten uhørligt. Laura lod som om hun ikke hørte det.
Nicolaj, da han hørte om, hvad der skete, blev først forarget – han arbejder sammen med Stine, og hvad ville folk tænke? Men efter at have hørt et dusin argumenter fra sin kone og ikke ønsket en familiekonflikt, vinkede han afværgende med hånden. Han skulle under alle omstændigheder på forretningsrejser i de kommende måneder, da en ny filial skulle åbne – så hun kunne gøre, hvad hun havde lyst til.
Det besluttede de sig for.
Bo begyndte oftere at bede Laura om lov til at blive længere hos Filip:
– Kom nu, mor, vi har så meget at lave med Filip… Vi skal nok klare lektierne. Åh, vær nu sød…
– Laura, vær lidt rarere? – Stine støttede ham. – De to drenge er blevet venner, de laver ikke noget forkert. Lad Bo blive hos os.
Og hver gang overtalte de hende. Det endte med, at sønnen også blev for natten et par gange. Laura accepterede modvilligt og ringede så ofte for at tjekke, hvordan det stod til med hendes søn – hun var jo vant til, at han altid var omkring.
Nicolaj begyndte virkelig at rejse meget, og Laura følte sig helt alene derhjemme, så hun havde færre og færre grunde til at lade Bo blive “længere”.
– Mor, hvorfor er du sådan?! – udbrød Bo en dag, da Laura nægtede at lade ham gå til Filip.
– Hvordan sådan? – Spurgte Laura overrasket.
– Du klæber dig til mig som en høne til sin kylling! Jeg er voksen nu, og du lader mig ikke tage et skridt selv?!
– Bo, – sagde Laura strengt, – forklar mig nu, hvor har du disse… sætninger fra? Hvor har du hørt dem? Hvem har lært dig dem?
– Ingen har lært mig noget! – mumlede sønnen. – Jeg lever da ikke i en skov.
– Jeg er din mor og kun bekymret for dig. Jeg vil det bedste for dig.
– Stine er også mor og bekymrer sig om Filip! Men hun holder ikke øje med alt, lad ham gøre alt og skælder aldrig ud! – afbrød Bo.
– Nå, og hvad tillader hun?
– Intet dårligt, – mumlede sønnen. – Jeg går i seng, det er alt.
Laura blev anspændt. Bo var normalt en rolig, endda lidt flegmatisk dreng, men nu havde han hævet stemmen til hende.
Det var næppe, fordi Stine skabte et anarki i sin lejlighed – det var snarere, at sønnen manglede mandlig opdragelse. Når Nicolaj kom hjem, skulle han tale med Bo!
Men Nicolaj tog sønnens parti:
– Laura, du har virkelig kvalt Bo med din omsorg. Giv ham lidt frihed. Som jeg forstår det, er Filip en fornuftig fyr, de laver lektier og spiller sammen. Det er normalt.
– Okay! Men det er ikke normalt at tale sådan til sin mor! – protesterede Laura. – Eller hvad synes du?
– Jeg er enig. Men jeg siger igen – tag det lidt roligt, ellers ender det med, at din egen søn hader dig. Du har nu masser af fritid. Gå på spa, få en afveksling.
– Hvad?! Vil du insinuere, at jeg ser dårlig ud?!
– Lad os sige det sådan – det ville ikke skade, hvis du også så efter din egen fremtoning…
Det kunne Laura ikke acceptere. Hun talte slet ikke med Nicolaj i en uge op til hans afrejse, og efterfølgende besvarede hun hans spørgsmål om familien og Bo kun kort og køligt.
Hun gjorde sit bedste for at opdrage sin søn godt, tage sig af sin mand, holde hus, og så skal hun pludselig i spa, mener han?!
Da Nicolaj vendte hjem, undskyldte han efterhånden, og hun tilgav ham selvsagt – hun elskede ham jo. Og nu planlagde drengene at tage på lejr. Fra to klasser havde 14 meldt sig, og forældredeltagelse var påkrævet. Laura indvilligede modstræbende i at lade Bo tage med “på det skrækkelige trip” efter at have erklæret, at hun ville med, men det lod sig ikke gøre. Arbejdet gav hende ikke frihed, og sønnen bad hende indtrængende om at lade være.
Overraskende meldte Nicolaj sig til turen:
– Øh, det lyder skønt med et par fridage! Jeg har ikke været ude i skoven med telt i lang tid … – udbrød han drømmende.
– Nå, i så fald… – mumlede Laura tøvende. – Okay, tag af sted! Bare ring med jævne mellemrum!
Far og søn udvekslede et blik og sukkede unisont – mor som altid! De tre dage, hvor mændene var på lejr, var utålelige for Laura. Kun sporadisk havde de signal, og de ringede kun et par gange.
Udmattet besluttede hun sig for at tage til Filips hjem – de blev jo kørt hjem som de første – så hun kunne møde Nicolaj og Bo der. Gården var fyldt med biler, og Laura måtte parkere udenfor.
Ved trappen lagde hun mærke til et par i omfavnelse; i skumringen var det svært at se, men stemmerne afslørede dem.
– Nicolaj, hvor længe vil du fortsætte sådan? – hviskede Stine krævende. – Hvornår planlægger du at blive skilt?
– Stine, lad os ikke snakke om det i dag. Vi havde tre så fantastiske dage, lad os ikke ødelægge det, – svarede Nicolaj. – Jeg elsker dig, tro mig, og jeg vil snart skilles.
Det var tydeligt, at de kyssede.
Hvem elsker hendes mand der? Har de været på lejr sammen? Planlægger Nicolaj at skilles fra hende? Spørgsmålene hvirvlede i Lauras hoved.
– Hvad sker der her? – spurgte hun højt det tusindvis af forrådte har sagt før hende.
– Endelig, – mumlede Stine. – Jeg blev snart vanvittig af at skjule det.
– Hvor længe har I… holdt det skjult? – spurgte Laura hånligt.
– Snart et år, – svarede Stine roligt. – Ved du hvordan, jeg har fået nok.
– Det ved jeg ikke! Men jeg vil gerne vide, hvorfor du tog så godt imod min søn!
– Fordi Nicolaj jo er en mønstermik far, og det er kun Bo, der holder ham tæt på dig. Så jeg tænkte, det ville være godt at blive gode venner med ham. Forresten, han er en fantastisk dreng! Du skulle ikke køre så hårdt på ham.
– At I overhovedet kan tro, at han skulle bo hos jer, er absurd! Min søn bor med mig! – brølede Laura. – Nicolaj, ikke sandt?
– Det lyder truende, – hostede Nicolaj, der indtil nu havde været tavs. – Jeg foreslår, at vi diskuterer det derhjemme alene.
– Nej! Du siger nu, at du bliver! Og hvor er Bo?!
– De er ved at bære deres ting ind, de kommer ned om lidt, – forklarede Nicolaj roligt. – Og Laura, lad os undgå skænderierne. Som det hele er, elsker jeg Stine, og jeg vil være med hende.
Mens Laura forsøgte at finde ord til at svare, dukkede Bo op i opgangen:
– Mor? Hvad laver du her? Tænk dig, vi…?
– Lad os køre hjem, – stoppede Laura ham midt i sætningen. – Hurtigt!
Hun greb sønnen om hånden og trak ham hen til bilen, uanfægtet af hans protester.
Nicolaj flyttede faktisk ind hos Stine. De forsøgte at få Bo fra Laura, men efter at have set sine mors tårer – for hun græd næsten hele tiden efter den aften – besluttede han at blive hos hende.
Et år senere ønskede Nicolaj at vende tilbage, men Laura lod det ikke ske – hun kunne ikke tilgive igen.
