Endnu et helt år sammen … På det sidste har Arkadi Jensen ikke gået ud alene. Han har ikke været ude siden den dag, han gik til lægen, og glemte, hvor han boede, og hvad han hed. Han gik den helt forkerte vej og vandrede længe rundt i kvarteret, indtil hans blik faldt på en meget velkendt bygning. Senere viste det sig, at det var urfabrikken, hvor Arkadi Jensen havde arbejdet i næsten halvtreds år. Han stirrede på fabriksbygningen og vidste, at han kendte den – men hvorfor han gjorde, og hvem han selv var, kunne han ikke huske, før én sneget op bag ham og klappede ham på skulderen: – Jensen! Onkel Arkadi, er du kommet for at hilse på? Vi talte lige om dig forleden, om hvilken fantastisk mester og mentor vi havde. Kan du ikke kende mig? Det er jo mig – Jørgen Akelund – du har jo gjort mig til et ordentligt menneske! Pludselig klikkede noget i Arkadi Jensens hoved, og hukommelsen vendte tilbage. Gud ske tak og lov. Jørgen blev glad, krammede sin gamle mester: – Kan du kende mig nu? Jeg har jo bare fjernet overskægget, derfor ser jeg anderledes ud. Vil du ikke ind og hilse på de andre gutter? – Måske en anden gang, Jørgen, jeg er lidt træt, indrømmede Arkadi Jensen. – Jeg har jo bilen her, lad mig køre dig hjem – jeg kan stadig adressen, jublede Jørgen. Han kørte ham hjem, og siden da lod Natalia Lauritsen aldrig sin mand gå ud alene, selvom hans hukommelse igen var god. Men nu gik de kun sammen – i parken, til lægen, og i supermarkedet. Men en dag blev Arkadi syg, med feber og slem hoste, og konen måtte alene af sted til apotek og butik, selvom hun også følte sig mat. Hun købte medicin og mad, ikke særlig meget, men hun fik underlig svaghed og åndenød, og tasken føltes umuligt tung. Natalia Lauritsen stod et øjeblik for at få vejret, og slæbte så sin pose videre hjemad. Hun nåede kun nogle få skridt, så måtte hun sætte den tunge taske på den friske sne – og sætte sig blidt ned på stien hjem. Hendes sidste tanke var: Hvorfor købte jeg dog så meget, jeg har da ingen forstand mere! Heldigvis gik naboerne ud af opgangen, opdagede hende i sneen, skyndte sig hen og fik ringet efter ambulance… Natalia Lauritsen blev kørt væk med udrykning, mens naboerne tog hendes indkøbspose og pille, vendte tilbage og ringede på hendes dør. – Hendes mand, Arkadi, er nok hjemme, han er sikkert syg, jeg har ikke set ham i flere dage, foreslog Nina Michaelsen. Han sover vel, Natalia har sagt, at han ofte er dårligt. Åh, alderdom er ingen fest, jeg prøver senere… Arkadi Jensen hørte det ringe. Men hosten kvalte ham, han prøvede at rejse sig, men blev svimmel af feberen og var ved at falde… Hosten stilnede af, og Arkadi faldt ind i en mærkelig søvn, der mindede om dagdrømmeri. Hvor er dog hans Natalia, hvorfor kommer hun ikke hjem? Han lå længe, halvvågen, da han pludselig hørte lette skridt. Pludselig kom hans kone, hans Natalia – hvor dejligt, hun er hjemme. – Arkadi, giv mig din hånd, hold fast i mig, rejs dig, rejs dig – kaldte hun blidt. Han rejste sig og holdt fast i hendes mærkeligt kolde og svage hånd. – Og nu, åbn døren, åbn den hurtigt – sagde Natalia stille. – Hvorfor? – undrede Arkadi sig, men han åbnede, som hun bad, og ind kom straks hans nabo Nina Michaelsen og Jørgen, hans unge ven fra arbejde. – Jensen, hvorfor åbner du ikke, vi har både ringet og banket? – Natalia, hvor er Natalia, hun var jo lige her? spurgte Arkadi Jensen hvid om munden og forsøgte at forstå, hvor hans kone pludselig var blevet af. – Hun er da på hospitalet, på intensiv, undrede Nina Michaelsen sig. – Jeg tror, han fantaserer, sagde Jørgen og nåede lige at gribe den besvimende gamle ven … Naboen og Jørgen fik tilkaldt ambulance – det viste sig at være feberbesvimelse … To uger senere blev Natalia Lauritsen udskrevet fra hospitalet. Jørgen hentede hende hjem i bil, og både han og naboen havde hjulpet Arkadi Jensen, der også var ved at komme til kræfter igen. Det vigtigste – de var stadig sammen. Da Arkadi Jensen endelig var alene med sin kone, kunne de begge knap holde tårerne tilbage. – Godt verden ikke er uden gode mennesker, Arkadi, Nina er en god kvinde, kan du huske dengang hendes børn kom her efter skole og spise frokost, og vi hjalp dem med lektierne, og hun hentede dem efter arbejde? – Ja, men ikke alle husker det gode, men hun har ikke lukket af for hjertet, og det er dejligt, nikkede Arkadi Jensen, – Og Jørgen, han var bare en ung fyr, jeg var mentor for ham, hjalp ham med at komme på benene. De unge glemmer hurtigt de ældre, men han – han glemte mig ikke. – Om få dage er det nytår, Arkadi, hvor er jeg glad for, at vi igen er sammen, Natalia Lauritsen krammede sin mand. – Natalia, fortæl mig, hvordan kunne du komme her fra hospitalet og få mig til at åbne døren for mine redningsfolk? Jeg var jo ved at dø her uden dig! – vovede Arkadi Jensen endelig at spørge. Han var nervøs for, at hun ville mene, han var blevet forvirret igen, men Natalia Lauritsen så undrende på ham, – Så det skete virkelig? De sagde, jeg havde klinisk død, og i det tidsrum var jeg nærmest i halvsøvn – og kom så til dig? Jeg husker jo også, hvordan jeg så mig selv ligge på intensiv, og så gik jeg ud og hjem til dig… – Sikke dog mærkelige ting der sker med os i alderdommen, og jeg elsker dig – måske mere end før, sagde Arkadi Jensen og tog hendes hænder i sine, og de sad længe og så hinanden i øjnene. Som om de begge var bange for at blive skilt igen … Om aftenen, lige før nytårsaften, kom Jørgen forbi med hjemmebagte kager fra sin kone. Senere kom naboen Nina, de drak te sammen og spiste kager – og hjertet blev varmt og lettet. Nytårsaften fejrede Natalia Lauritsen og Arkadi Jensen alene. – Ved du, jeg har ønsket, at hvis vi fejrer nytåret sammen, så bliver det vores år. Så lever vi videre, sagde Natalia Lauritsen til sin mand. Og de lo begge af den glade tanke. Endnu et helt år sammen, det er så meget – det er ren lykke.