Endnu et helt år sammen…
Det føles underligt at skrive dette, for på det seneste har jeg dårligt været ude alene. Jeg tænker tit på den dag, jeg Arne Kristensen ville tage til lægen, men pludselig ikke kunne huske, hverken hvor jeg boede, eller hvad jeg hed. Jeg kom til at gå den forkerte vej og vandrede længe rundt i nabolaget, indtil jeg fik øje på noget velkendt, nemlig urfabrikken, hvor jeg havde arbejdet i næsten halvtreds år.
Jeg stirrede længe på bygningen, vidste at jeg kendte den, men hvorfor, og hvem jeg selv var, det kunne jeg ikke huske, før en hånd ramte min skulder og vækkede mig:
Kristensen! Hej Arne, hvad laver du her, savnet os? Vi talte om dig forleden, sikke en mester og god kollega du var. Arne, genkender du mig ikke? Det er jo mig, Jørgen Møller det var dig, Kristensen, der hjalp mig op på benene!
Noget klikkede inde i hovedet, og hukommelsen vendte tilbage tak for det, Gud! Jørgen smilede og gav mig et kram.
Du har genkendt mig? Det er bare fordi jeg har barberet mig, så jeg ser anderledes ud. Arne, vil du ikke komme med ind, gutterne vil gerne hilse på dig?
Måske en anden dag, Jørgen, jeg er træt, indrømmede jeg.
Men jeg har bilen lige her, jeg kan køre dig hjem jeg husker jo din adresse, sagde Jørgen glad.
Han kørte mig hjem, og siden har min kone, Gertrud, ikke villet lade mig gå nogen steder alene, selvom min hukommelse nu har det fint. Nu går vi kun ud sammen i parken, til lægen og i supermarkedet.
Men en dag blev jeg syg feber og stærk hoste. Gertrud gik alene efter medicin og nogle varer, selvom hun også virkede sløj. Hun købte lidt ind og medicin, ikke meget, men hun følte sig underligt svag og fik åndenød. Tasken med varer syntes umuligt tung. Hun stod lidt, fik vejret, og slæbte videre hjemad.
Efter et par skridt måtte hun igen standse, satte tasken fra sig i den nyfaldne sne og sank blødt ned ved siden af på stien til hoveddøren. Den sidste tanke, hun havde: Hvorfor købte jeg dog så meget, jeg tænker ikke som før
Heldigvis kom naboerne ud fra opgangen, så Gertrud liggende i sneen, og ringede straks efter ambulancen.
Gertrud blev kørt til hospitalet, og naboerne tog tasken og ringede på vores dør.
Arne er nok hjemme, han har måske været skidt, jeg har ikke set ham et par dage, sagde fru Nina Jørgensen, Han sover måske, Gertrud har sagt han ofte har det dårligt, ja, alderdom er ingen fornøjelse Jeg prøver igen senere.
Jeg Arne Kristensen hørte godt dørklokken, men hosten gjorde det svært at trække vejret, og da jeg ville rejse mig, snurrede hovedet, og jeg var ved at falde
Så tog hosten af, og jeg faldt ind i en mærkelig søvn, som nærmest var virkelig. Hvor var Gertrud, hvorfor kom hun ikke hjem?
Jeg lå længe halvvejs vågen. Pludselig hørte jeg lette skridt, og min kone kom hen til mig, min Gertrud. Hvor var det godt, hun var hjemme
Arne, giv mig din hånd, hold fast, rejs dig, kaldte hun. Jeg tog hendes mærkeligt kolde, svage hånd og rejste mig.
Nu skal du åbne døren, Arne, sagde hun stille.
Hvorfor? spurgte jeg, men gjorde det alligevel. Med det samme trådte Fru Nina ind, sammen med Jørgen, min gamle kollega.
Kristensen, hvorfor åbner du ikke, vi har både ringet og banket?
Hvor er Gertrud? Hun var jo her lige nu? spurgte jeg med blegede læber, og prøvede at forstå, hvor hun pludselig blev af.
Men hun er da på hospitalet, på intensiv, sagde Nina overrasket.
Han hallucinerer vist, sagde Jørgen, og fik lige grebet mig, da jeg faldt om
Naboen og Jørgen ringede efter ambulancen jeg havde besvimet af feberen…
To uger senere blev Gertrud udskrevet fra hospitalet. Jørgen hentede hende i bil, og han og Nina havde hjulpet mig hele tiden, og nu kom jeg mig også igen.
Det bedste vi var sammen endnu.
Da jeg endelig sad alene med Gertrud, måtte vi begge kæmpe for ikke at græde.
Arne, der er heldigvis stadig gode mennesker. Nina er sådan en rar kvinde husker du, hvordan hendes børn kom her efter skole, og vi gav dem mad og lavede lektier sammen, og så kom hun fra arbejde og hentede dem?
Ja, men ikke alle husker det gode hun har stadig et varmt hjerte, og det betyder meget, sagde jeg.
Og Jørgen, ham hjalp jeg som ung fik ham godt i gang. De unge glemmer tit de gamle, men ham, nej, han glemte mig ikke.
Om få dage er det nytår, Arne, hvor er det godt, vi er sammen igen, sagde Gertrud og lagde hovedet på min skulder.
Gertrud, sig mig var det virkelig dig, der kom fra hospitalet og bad mig åbne døren? Jeg ville være død uden dig, turde jeg endelig spørge hende.
Jeg frygtede hun ville tro, at jeg var blevet skør, men hun kiggede overrasket på mig.
Så det skete virkelig? De sagde jo, jeg havde haft hjertestop, og alligevel som i en drøm gik jeg til dig? Jeg kan også huske det; jeg så mig selv ligge på intensiv, og så gik jeg jo ud fra hospitalet og hen til dig
Underligt, hvad vi oplever i vores alder. Jeg elsker dig som før måske mere, sagde jeg og tog hendes hænder, og sådan sad vi længe og kiggede på hinanden, som om vi frygtede at blive skilt igen
Nytårsaften kom Jørgen forbi med hjemmebagte boller fra sin kone. Senere kom også Nina, vi drak te og spiste sammen, og det føltes rart og varmt i hjertet.
Nytåret fejrede vi Gertrud og jeg alene.
Arne, jeg besluttede, at hvis vi ser nytåret sammen, så bliver denne år vores. Og så lever vi endnu et år, sagde Gertrud.
Vi lo begge af den glædelige tanke.
Et helt år til sammen det er jo så meget, det er simpelthen lykken.
