Astrid og jeg taler sjældent sammen, selvom vi begge bor i Aarhus, hvor gaderne somme tider bølger som silke og himlen drysser lyserøde drømme ned over tagene. Jeg havde hørt fra venners hvisken, spredt som dug over engen, at hun gik igennem noget tungt og sløret. Så en aften bestemte jeg mig jeg ville besøge hende, tage det underlige tog gennem regndisen, og give hende min hånd, mit nærvær, uden jeg præcis vidste hvorfor.
Astrid fortalte mig, at hun havde mistet sit arbejde. Hendes mand, Mads, tjente penge under bordet, og de kæmpede med at holde styr på Elregningerne, og deres lille pige, Sine, var altid sulten efter eventyr og rugbrødsmadder. Mit hjerte blev tungt, som om nogen havde placeret en strandsten ovenpå det. Jeg sagde, jeg ville hjælpe, og da jeg kom hjem, føltes det som om min egen stue svømmede væk fra mig. Næste dag gik jeg gennem byen, samlede alle tæpper, jakker og mærkelige, gamle bøger, jeg havde og bar det alt sammen over til Astrids blå lejlighed.
Efter dette spøjse øjeblik begyndte ikke bare jeg, men også fætre og mostre og hele familien pludselig at drysse gaver ned til Astrid. Én kom med uldne sokker, en anden med børnestøvler i næsten nytilstand, og naboerne svævede nærmest forbi og overrakte madpakker fyldt med havregryn, kartofler, tebirkes og æbler, alle byens farver stuvet sammen i gammelt avispapir. Vi vidste simpelthen ikke, hvor meget Astrid egentlig behøvede, men vi fyldte hendes køkken op. Hendes mand dukkede kun op i ny og næ, og vi tænkte, at han arbejdede sig mør over byens tage.
En mærkelig morgen besluttede jeg at kigge forbi, lige inden dagens arbejde kaldte på mig i den anden ende af byen. Da jeg svævede gennem regndisen den dag, så jeg en kæmpestor, næsten surrealistisk flot bil parkeret foran Astrids opgang, den lyste som en mærkelig fisk i landskabet. Det var tydeligt, at det var en dyr bil, langt ud over hvad vores familie plejede at rulle rundt i. Mads trådte ud, næsten tegneserieagtig i det gryende sollys, satte sig ind og forsvandt som dug for solen. Forundret og med et lille sug i maven skyndte jeg mig op til Astrid og spurgte til bilen.
Hun smilede svagt, næsten som om hun var langt væk, og sagde, at de havde optaget et kæmpe lån for at kunne købe sådan en bil. De betalte af på den lidt efter lidt, hendes stemme forsvandt ud i morgenlyset.
Jeg kunne næsten ikke tro mine ører og sagde: Så I har næsten ingen penge at gøre godt med hjemme i lejligheden, men I har finansieret den dyreste bil på hele Frederiksbjerg? Vi troede allesammen, I svømmede i problemer, men imens har vi lavet mad og samlet penge ind, mens I kører rundt i en bil, der koster mere end mit årets løn.
Med ét blev det klart for mig, at den hjælp, vi havde givet, ikke fandt den vej, vi havde forestillet os pengene blev til regndråber på forruden af en luksusbil.
Da jeg gik hjem den dag, efterlod jeg min skyldfølelse og min søsters hemmeligheder bag mig. Senere fortalte jeg sandheden videre til resten af familien, mætte af undren og skuffelse, for de fortjente at vide, hvor vores hjælp var drevet hen, væk med blæsten over Aarhus, hvor drømmene somme tider er mærkeligere end virkeligheden.
