LÆNGE VENTET LYKKE
I dag var simpelthen den mest fantastiske dag i Jytte Nielsens liv. Hun strålede som en julestjerne! Og det var vel også på tide, efter tolv år, hvor hun ikke havde kunnet blive mor, selvom hun havde ønsket sig det mere end lotto-millioner på en grå februar. Men nu nu var nyheden kommet! Hun skulle have et barn. Hvad kan overgå den følelse for en kvinde? Enhver, der har oplevet det, vil nikke bekræftende, måske med et lille glimt i øjet.
Jytte svævede rundt som en ballon efter fastelavn. Hun kunne ikke lade være med konstant at røre ved maven, og med sit bredeste smil talte hun blidt med den lille én, som kun var knap tre måneder gammel eller, rettere sagt, gestations-alder i uge ti.
Jytte havde mødt sin Anders Jensen, dengang de begge var unge og grønne stemmer på Københavns Universitet. Sammen knoklede de sig igennem studierne og modtog deres diplomer side om side. Brylluppet kom hurtigt tre måneder efter sidste eksamen. Alt var rosenrødt, som danske jordbær om sommeren. De nød hinanden og livet, men allerede efter et halvt år begyndte Jytte at bekymre sig. Anders var ikke den store snakkehoved, men han trøstede og sagde: Det skal nok komme, vi skal bare væbne os med tålmodighed. Pludselig er der børn overalt.
Yderligere to år gik, og Jyttes håb begyndte at smuldre som et gammelt rugbrød. Hun kontaktede lægen, men ingen alvorlige problemer dukkede op. Anders, den gode mand, prøvede alt: cafébesøg, lange gåture på Frederiksberg, bløde tæpper på sofaen men uanset hvad blev Jytte mere og mere trist. Tolv år skred med denne mærkelige venten, og ægte familiemagi havde hun endnu aldrig været midtpunkt for.
Så, en solrig julidag, mens Anders knoklede på kontoret, besluttede Jytte at tage en slentretur. Hun gik langsomt, opslugt af sine tanker hun plejer at falde helt hen, som hvis hun læser forsiden på Politiken uden at lægge mærke til overskrifterne.
Og pludselig lige ved hendes side en stemme, lys og nysgerrig:
Er det dig, der er min mor?
Jytte stoppede brat. Hun følte det, som om lynet slog ned i lommen på hendes sommerkjole. Hun kiggede op og så en lille dreng på omkring tre år. Han stod inde bag hegnet, i et smukt kaotisk børnehjem, og holdt stædigt fast i jernstængerne, mens han betragtede hende med seriøsitet, der var større end hans størrelse.
Jytte stod frosset lidt som om hun ventede på, at nogen skulle sige action. Endelig styrede hun benene hen mod drengen. Hun fik øje på de andre børn, der legede i baggrunden. Hun kiggede på ham og forsøgte at finde ord, men tankerne sprang rundt som lopper i en høstak. Hun forstod, at det her kunne være vendepunktet.
Med forsigtig stemme spurgte hun:
Husker du din mor? Hvordan var hun?
Nej, jeg har aldrig set hende. Så jeg står her og venter. Hun må jo kende mig, hvis hun går forbi.
Det er sandt nok, sagde Jytte, og allerede kunne hun mærke et håb banke under ribbenene: Måske kunne hun blive lige præcis hans mor.
Hvad hedder du?
Jeg hedder Emil.
Så blev Jytte beslutsom nærmest ukuelig. Hun ville gøre alt, hvad der stod i hendes magt for at adoptere denne lille fyr. Måske var det selve skæbnen, der havde ført hende til plankeværket.
Jeg havde engang en lille dreng for mange år siden, men han forsvandt fra mig, sagde hun blidt. Han hed også Emil, og jeg leder stadig efter ham. Måske er det dig?
Drengen fik et smil, så bredt som Storebæltsbroen, og råbte glad:
Ja, ja! Det er dig! Dig! Jeg genkender dig! Du er min mor!
Hans arme strakte sig igennem stængerne, og Jytte greb og holdt ham om muligt endnu fastere.
Så må vi gå ind til institutionens leder og sige, at vi har fundet hinanden. Jeg tager dig med hjem!
Hurra! råbte Emil og hoppede næsten over hegnet.
Jytte, helt euforisk, førte Emil ind i bygningen.
Endelig får vores lille Emil en mor! sagde pædagogen og smilede mere end ugens løn kan købe.
Der fulgte bunker af papirer, møder med kommissionen, og ventetider, der får et folkeskolebarns sommerferie til at virke kort. For Jytte var det hele som en tåget novembermorgen hun så slet ikke detaljerne. Men Emil vidste det: Her var mor. Imens lærte Anders, at familien ville få et ekstra medlem. Sammen fik de sat børneværelset i stand, købte IKEA-møbler for et helt lille overskud af kroner, og alt, hvad der hører med. Anders kunne aldrig sige nej, ikke når han så glæden lyse op i Jyttes øjne for første gang i evigheder.
Så kom endelig dagen! Emil blev deres søn. Han tog Jytte og Anders i hænderne og sammen gik de hjem, så lykkelige at selv forbipasserende måtte smile. Huset blev forvandlet den stilhed, der havde hersket i tolv år, blev nu afløst af små tramp og det larmende Far, se! Jytte blomstrede. Al den kærlighed, hun havde båret på, gav hun nu til Emil. Anders blev den bedste far, man kunne tænke sig.
Tiden gik Emil voksede, og familien var glad. Så, en morgen, fik Jytte det underligt; Anders blev bekymret, og de gik til lægen. Og så en nyhed så vidunderlig, at selv Dronningen måtte klappe i hænderne: Jytte ventede barn! Det var umuligt at sætte ord på den følelse.
Hele familien ventede spændt og endelig kom den store dag, hvor en sund, lille pige blev født: hun fik navnet Lærke. Nu var familien komplet.
Jytte vidste én ting: Miraklet med Lærke skete kun, fordi hun råbte hej til en lille dreng ved et hegn på en institution. Værdige handlinger bærer frugt. Lykkens tog kører sjældent efter køreplan det stopper hos dem, der har hjertet åbent for kærlighed, uden forbehold og betingelser.
