Endelig… eller begynder det først nu?
Da Mette giftede sig med Kristian, havde hun ingen anelse om, at hendes kommende mand allerede var fanget i en skæbnesvanger afhængighed. De mødtes i en fart, blev forelskede, og før hun vidste af det, stod han der med et ægteskabstilbud – lidt beruset og med en duft af øl i ånden:
”Mette, skal vi ikke bare gifte os?” sagde han og lænede sig mod dørkarmen.
”Er du fuld?” spurgte hun mere forbløffet end vred. Hun havde jo alligevel lyst til at blive gift – alle hendes veninder havde jo allerede ringen på.
”Nej da, det er jo fest!” grinede Kristian. ”Jeg har lige friet til dig!”
”Okay, men kun på én betingelse: druk kun til højtider,” advarede hun.
”Men det er jo en højtid lige nu,” svarede han med et skælmsk smil.
Ung, naiv og forelsket anede Mette ikke, at Kristians far havde drukket hele livet. Og sønnen havde allerede fulgt i hans fodspor, mens mor, Grethe, stod magtesløs på sidelinjen:
”Du har drukket dig selv i bund, og nu trækker du sønnen med dig!”
”Lad ham da blive en rigtig mand,” smågrinede faren og skænkede sønnen en snaps ved middagsbordet.
Efter brylluppet flyttede de ind i en lille lejlighed, som Mette havde arvet efter sin bedstemor. I starten gik det nok – Kristian arbejdede, kom hjem (omend ofte med en duft af alkohol), og altid havde han en undskyldning på læberne:
”Magnus har fået en søn, skal vi ikke fejre det? Morten har fødselsdag, jeg skulle da lige sige et ord… Og så var der Knud, der havde åbnet en ny flaske snaps – jeg kunne da ikke sige nej.”
Så kom sønnen – Lukas. Men faderskabet ændrede ikke på Kristians vaner. Han kom sjældent hjem og undgik at være sammen med barnet.
”Hvorfor vil du ikke være sammen med din søn?” spurgte Mette bittert.
”Du siger jo selv, at jeg ikke må ånde på ham,” svarede han og viftede afværgende. ”Så jeg holder mig væk.”
”Så stop dog med at drikke! Hvor længe skal det her fortsætte?” tårerne løb ned ad hendes kinder.
Åtte år gik. Alkohol var blevet en naturlig del af Kristians liv. Job efter job gik tabt. Mette holdt huset kørende, takket være Grethe, der både købte tøj til barnebarnet og lånte penge.
”Mette er ren guld,” sukkede Grethe til sin søster. ”Men Kristian… han bliver værre og værre. Jeg genkender ham snart ikke.”
Kristian var en skygge af sig selv – udhulet, utandsat, uden gnist i øjnene. Ingen kærlighed, ingen omsorg, intet tilbage.
”Du burde skille dig af med ham,” rådede alle: veninder, kolleger, selv naboerne.
Men Mette kunne ikke lade være med at have ondt af ham. Som en hjemløs hund. Indtil hun indså, at Lukas voksede op, så alt, sugede det til sig, og allerede nu søgte væk fra et hjem, der lugtede af sorg.
Så sagde hun det til sin svigermor:
”Grethe, jeg kan ikke mere. Jeg vil skilles.”
”Måske kan han helbredes?” hviskede Grethe. ”Måske er det ikke for sent?”
”Hvor længe har I prøvet?” smilede Mette bittert. ”Jeg vil have, at min søn skal vokse op i noget andet. Han er bedre tjent uden sin far.”
Grethe sukkede og nikkede.
”Hvor skal han så hen? Til os, selvfølgelig. Men hvad skal der dog blive af ham…”
Men der var også en anden grund. Mette havde længe haft følelser for en kollega – Mads. Han var ny på kontoret: veltrænet, lyshåret, med intense blå øjne og en sjælden høflighed. Skilt, uden drama, flyttet til København for at være tættere på sin far. Kvinderne på kontoret – nogle diskret, andre åbenlyst – forsøgte at fange hans opmærksomhed, men Mads holdt afstand.
Da Mette endelig fik papirerne på plads, så Kristian ikke engang overrasket ud. Taskerne stod klar ved døren, en kort samtale – og så var han væk. Hjem til sine forældre.
To uger senere kom Mads hen til hende efter arbejde:
”Mette, har du lyst til en kaffe? Bare en hyggelig snak.”
Hun nikkede, og kinderne blev lyserøde. De sad på en lille café, og mellem latter og alvor kom ordene pludselig:
”Jeg vidste det med det samme – du er ikke bare en kollega. Du er min skæbne.”
Fra det øjeblik ændrede alt sig. Selvfølgelig var der sladder på kontoret. Især fra Mia:
”Nå, sådan… vores skønne stille pige har vundet Mads’ hjerte. Og jeg har brugt så megen energi.”
Mette trak bare på skuldrene. Hun skyldte ingen en forklaring.
Ikke længe efter friede Mads. Et enkelt ring, et ærligt blik – og hun følte sit hule slå igen.
En lørdag inviterede hun Grethe. Huset duftede af kanelbullar, og damp steg fra tekoppen.
”Jeg har noget at fortælle,” sagde Mette, mens hjertet hamrede. ”Jeg skal giftes. Med Mads.”
Grethe stivnede først. Men så… omfavnede hun Mette med tårer i øjnene.
”Endelig… lille ven, du fortjener lykken. Jeg hjælper med alt til brylluppet. Det skal være smukt!”
De sad og drøftede kjoler, blomster og gæster – og Mette følte det: Hun havde ikke bare en ex-svigermor. Hun havde fået en veninde. Og Grethe havde fået en datter, hun aldrig fødte, men altid havde i sit hjerte.
