Morgnen var dødstille. Opgangen lugtede som altid af gammel luft — en blanding af kattefoder, slidt plastik og noget klistret-sødt, der fjernt mindede om muggen mandelskræl eller billig parfume. Freja lænede sin pande mod den kolde dørkarm og lyttede, mens altanen i nabolejligheden smækkede igen. Tredje gang denne uge. En skarp, nervøs lyd — ikke bare fra træk. Den lød som et skrig, et ekko af en andens skænderi, som om væggen mellem deres liv var blevet for tynd.
Freja snøftede. Ikke af kulde, men af kronisk træthed. Hun trak de grå, slidte løbesko på — hendes “universelle rustning.” I dem var hun næsten usynlig, men samlet. Hele. Selvom alt indeni længe var faldet fra hinanden.
Naboen fra fjerde sal, ham med det murstensrøde overskæg og den evigt blå træningstøj, smuttede forbi som en skygge. Engang havde han stoppet hende i opgangen med ordene: “Det må være kedeligt at være alene, hva’?” Siden dengang skar hans stemme som en rusten søm under neglen.
Bussen kom som altid for sent. Indenfor lugtede af våde jakker, øl og sur afmagt. Freja klamrede sig til stangen, så fingrene blev hvide, og stirrede ud ad det grumsete vindue. Spejlbilledet — et blegt ansigt, en fordybning under øjet, en grå frakke, der hang skævt. Som om intet af hende var på plads. Mor ville have sagt: “Du er som en skygge.” Men mor vidste ikke, hvordan det var at leve, når dagene ikke sluttede, men bare smeltede sammen til en klæbrig, grå masse uden begyndelse eller ende.
På kontoret var det tomt. De fleste arbejdede hjemmefra. Kun dem som hende var tilbage — dem, der havde det værre derhjemme end i denne døde gang. Her var det i det mindste ingen bebrejdelser, ingen tallerkener, der knustes mod væggen, ingen stirrende blikke. Her var det sikkert. Koldt. Tomt. Men sikkert.
Ved middagstid gik hun ud i forlængelsen af kontorbygningen. Hun røg ikke. Stod bare. Vægteren gik forbi og lod som om han ikke så hende — som sædvanlig. Telefonen summede i lommen. Mor.
“Mor, jeg er på arbejde.”
“Du er alene igen. Måske du skulle gå en tur? Bare lidt.”
“Jeg har ting at lave.”
“Freja, det her er ikke et liv. Du eksisterer bare. Toogtredive år…”
“Hej, mor.”
Hun lagde på. Uden vrede. Bare træt af at forsvare sig.
På vej hjem stoppede hun i supermarkedet. Købte blødost, boller og myntete. Ved kassen var der en ældre mand. Han smilede og lod hende gå foran.
“Tak,” sagde hun. Og blev selv overrasket over hvor roligt det lød.
Derhjemme var det allerede mørkt, selvom aftenen endnu ikke var faldet på. Freja tændte ikke loftlyset, men den gamle lyskæde — den samme de engang havde hængt op til nytår. Dengang, den vinter, føltes alt anderledes. Enkelt. Lykkeligt. Varmt. De havde grinet, spist forbrændte brødskiver, lyttet til musik fra telefonen. Nu var hun alene.
Hun satte sig på gulvet. Lænede sig mod væggen. Køleskabets knirk sagde, som for at minde hende om, at huset stadig levede. Hun var ikke bange. Bare sukkede. Lydene var ikke fjender længere. De var vidner.
Hun tog telefonen. Åbne mappen med lydoptagelser. “Stemmen.” Femten filer. Han sagde: “Jeg er her for dig, du er den eneste,” “Vi klarer det,” “Du er speciel.” Men den sidste fil… — brudte ord, et skrig, bandeord, en dump lyd — en dør? en knytnæve? et hjerte?
Freja trykkede på “slet.” Og hånden rystede ikke.
Hun rejste sig. Åbnede vinduet. Rækte ud efter luften — beskidt, efterårsagtig, ægte. Altandøren smækkede igen. Hun smilede.
“Lad den bare,” hviskede hun. “Lad den smække.”
Hun bryggede te. Lagde bollerne på en hvid tallerken. Satte sig ved bordet. Tændte laptop. Åbnede en blank side og skrev den første sætning:
“Den dag var jeg ikke bange for at være alene — for første gang føltes det som om jeg levede.”
Og det var nok til at verden, så ødelagt og skæv, ikke længere føltes fjendtlig. For nu var den hendes. Ikke lykkelig. Ikke perfekt. Men hendes.
