For snart mange år siden, min mand Jens og jeg købte et lille hyggeligt sommerhus et sted på Sydsjælland. Vi brugte alle weekender og fridage på at renovere det med vores egne hænder og få haven sat i stand. Så ofte som muligt tog vi turen derned gerne hver eller hver anden weekend.
Vi anlagde dog ikke nogen stor nyttehave, men nøjedes med lidt agurker, tomater, krydderurter, løg, squash og peberfrugt. Lidt af det vigtigste, og ikke alt for meget.
Sommerhuset fulgte med gamle hindbærbuske, ribs og solbær, og der var et mindre bed med smagfulde jordbærplanter. Hver sommer tog jeg bær med hjemmefra, som jeg delte ud til kollegerne på kontoret. De var altid meget begejstrede.
Det år blev vi introduceret for en ny kollega, en dame ved navn Sigrid, der var kommet over fra en anden afdeling. Hun virkede venlig og høflig, og jeg havde den dag netop taget jordbær med, som jeg straks gav hende smagsprøve på.
Hun spiste dem med stor fornøjelse og roste smagen. Nysgerrig begyndte hun at spørge ind til sommerhuset, hvor det lå, hvordan det så ud og hvad vi ellers havde. Jeg fortalte glædeligt om det hele.
Ikke mange dage efter kom Sigrid hen til mig og spurgte, om jeg kunne låne hende nøglen til sommerhuset. Hendes datter ville så gerne ud i frisk luft med sine børn nogle uger. De kunne holde ferie fra Københavns larm og trængsel, mente hun, og vi ville jo alligevel ikke være der den uge.
Jeg måtte pænt afslå. Sigrid blev forarget, men lod diskussionen ligge.
To uger senere trådte en af Sigrids nære kolleger, Karen, pludselig hen til mig og spurgte om vejbeskrivelse til vores sommerhus. Forbavset spurgte jeg hvorfor.
Det viste sig, at Sigrid havde indbudt hele afdelingen til hendes fødselsdag ude i vores sommerhus men hun havde hverken spurgt eller sagt noget til mig. Det var meningen, at folk selv skulle finde derud.
Jeg blev ærligt talt målløs.
Da jeg senere konfronterede Sigrid med det, svarede hun med et uskyldigt smil: “Det er jo bare en dag, vi slider jo ikke på noget… Det gør vel ingen skade. Du bliver vel ikke ked af det?”
Men jo, det gjorde jeg. Jeg blev ked af tanken om, at alt vores slid og alle vores plantebede og haver eksisterede for, at andre bare kunne boltre sig uden at spørge først. Jeg tænkte på blomsterne, buskene og vores lille paradis.
Og værst af alt hun inviterede mig ikke engang med. Hun spurgte slet ikke om lov.
Mit afslag gjorde hende fornærmet. Men sådan måtte det være. Jeg har i alle årene delt af havens høst uden at forvente noget igen, men aldrig har nogen været så fræk som hende.
