Åh, jeg er nødt til at fortælle dig om en af mine veninder, Louise hun kom på hospitalet med en sygdom, du ved, den alle talte om for et par år siden. Hele situationen blev ret alvorlig; begge hendes lunger blev ramt, så det var ikke småting. Mens hun lå indlagt, blev hun faktisk fyret fra sit arbejde i København. Da hun endelig kom hjem igen, var der ikke nogen, der skyndte på hende for at finde et job med det samme. Stemningen i landet var rimelig presset, og folk holdt virkelig godt fast i de jobs, de havde, nærmest som et barn der krammer sin bamse. Der var slet ikke nogen ledige stillinger i de gode firmaer, og efter sygdommen kunne hun jo heller ikke bare stå ved kassen i Netto det ville kroppen slet ikke holde til.
Så Louise begyndte stille at kigge efter noget inden for sin profession, hvor hun kunne arbejde hjemmefra i Frederiksberg-lejligheden. Mens hun gik derhjemme, besluttede hun, at hun lige så godt kunne bruge tiden på at gøre hovedrent. Hun startede med at rydde op på sin computer og på skrivebordet, og pludselig dukkede der en notesbog op, som hun slet ikke kunne huske, hvordan var havnet derhjemme. Altså, ingen anelse om, hvad der gemte sig i den kunne jo være alt fra gamle telefonnumre til kærestelister, ikke?
Hun åbner notesbogen, og så falder der nærmest en hel stak boner ud. Det var virkelig mærkeligt, men værst var næsten, at på hver eneste side stod alle indkøb, skrevet med hendes mands, Mikkel, håndskrift: ansigtscreme, D-vitaminer, sprøjter (to gange), alt muligt.
Louises hænder begyndte at ryste, og hun kunne mærke, hvordan hun blev tiltagende fortvivlet. Mikkel havde altså grundigt skrevet ned hver eneste ting, han havde købt til hende, og lagt det hele sammen med andre udgifter. Det viste sig, at han jævnligt havde lavet regnskab og på den måde gik det op for Louise, at hun skyldte ham tæt på 750.000 kroner! Alle udgifter til medicin og sågar nogle almindelige dagligvareindkøb stod i den bog.
Men du skal høre, Louise var virkelig cool. Hun begyndte ikke at ringe til mig i panik, hun råbte ikke ind i mobilen, og hun puttede altså heller ikke afføringsmiddel i Mikkels hakkebøffer. Hun ventede egentlig bare roligt til han kom hjem fra arbejde. Hun varmede mad til ham, lyttede til hans dag og så spurgte hun ham forsigtigt bagefter, fuldstændig roligt og høfligt.
Mikkel kiggede på hende og sagde nærmest, at det da var helt rimeligt! Før de havde fælles økonomi, gjorde de jo alting selv. Nu lagde de alt sammen selv, og han mente, at når hun kom tilbage i arbejde, så måtte hun selvfølgelig indhente det, han havde brugt på hende, indtil hun ligesom havde betalt tilbage. Og så grineren nok proklamerede han, at de penge han ikke brugte på hende, kunne han jo bruge på at købe en ny bærbar, fordi hans gamle ikke kunne køre de nye spil mere.
Altså, jeg ved ikke med dig, men jeg blev chokeret over hvor roligt hun tog det. Altså, det er virkelig en historie, man ikke lige glemmer!
