Mandag d. 3. juni
Købmagergade lignede sig selv i dag fyldt med dyre lædersko, designertasker og folk, der havde så travlt med deres egne ærinder, at ingen lagde mærke til noget som helst omkring dem. Jeg stod udenfor Café Europa og næsten råbte i min mobil, mens min sorte Mercedes-Benz S-Klasse stod og brummede ud for fortovet. Jeg følte mig uovervindelig, vigtig.
Så skete det på et splitsekund.
Ud af det blå kom en lille dreng løbende, ikke mere end fem år gammel. Hans jakke var for stor og fyldt med pletter, og han slæbte på en spand, der var lige så stor som ham selv. Før jeg forstod hvad der skete, slyngede han en skylle mudret vand henover min bil. Vandet landede på dørene og ruderne og strandede ned som kaffegrums på en hvid skjorte.
Folk omkring mig gispede et par stykker hev straks deres mobiler frem og begyndte at filme. Jeg vendte mig om og råbte vredt: HVAD HAR DU GANG I?!
Drengen stod bare der, med spanden hængende slapt i hånden. Hans underlæbe vibrerede, men han så mig lige i øjnene. Du parkerede oven på min mor.
Hele gaden blev stille. Selv de forbipasserende cykler og biler forsvandt i baggrunden, så der kun var rungende tavshed tilbage. Jeg fattede ikke, hvad han mente. hvad? mumlede jeg.
Drengen pegede ned mod kantstenen. Pludselig vendte alles mobiler og blikke sig i samme retning. Under forhjulene på min bil lå der knuste blomster, alt for friske til at være smidt ud. En dametaske lå i klemme, den ene rem var flået i stykker. Stemningen ændrede sig. Man kunne høre, hvordan folk begyndte at mumle og rykke længere frem for at se.
En kold gysen gled ned ad min ryg. Jeg trådte bagud og stammede: Det det så jeg ikkeDrengens stemme knækkede over: Hun solgte blomster
Noget gik i stykker inde i mig. Jeg satte mig på knæ og forsøgte famlende at få de ødelagte blomster fri. Da jeg trak dem ud, opdagede jeg et armbånd, det sad fast på dækket. Min hånd stivnede. Jeg løftede det op og det var som om alt blod forlod mit hoved. Nej… Birthe? hviskede jeg, så lavt at kun drengen kunne høre det.
Tårer samlede sig i drengens øjne nu. Kender du min mor?
Inden jeg nåede at svare, blev bildøren bagi langsomt åbnet indefra. En svag stemme lød: “…Mads?” Pludselig vendte både drengen og jeg os om, i samme øjeblik.
Ingen omkring os turde ånde selv telefonerne i folks hænder rystede.
