Tidligt om morgenen samles både nære og lidt fjernere slægtninge på en notarens kontor i København. Alle håber på, at afdøde har efterladt dem en solid sum penge. Notaren er forsinket, og alle er lettere nervøse. Hvor længe skal vi vente? Jeg vil bare vide, om min far har efterladt mig noget, så jeg kan komme videre, siger Adams ældste datter, nervøst. Tante Karen, du burde tage dig sammen. Du skal jo sørge. Det er trods alt min far, der er død, siger Mikkel. Hold op med at kalde mig det. Jeg er stadig ung. Kald mig bare Karen, svarer hun, irriteret. Uanset hvor meget du bruger makeup og tager skønhedsbehandlinger, bliver du ikke yngre, svarer Mikkel vredt.
Endelig træder notaren ind i lokalet. Han kigger grundigt på alle tilstedeværende og finder en mappe med papirer frem fra skuffen.
Er I klar til, at jeg læser op? spørger han. Alle nikker. Notaren åbner mappen, smiler hemmelighedsfuldt, og begynder at læse Adams sidste vilje. Jeg har efterladt jer en arv. Men for at få den, skal I finde den først. Da jeg var barn, boede jeg med mine forældre på landet. Vi havde ikke meget, men vi var glade. I vores gamle hus er der en boks, og alle pengene er der. Men for at åbne boksen skal I finde nøglen. Notaren giver jer et kort og sørger for, I følger reglerne. Held og lykke, kære!
Alle sidder tavse et øjeblik; ingen kan tro, at den gamle mand stadig vil lege med dem, selv efter sin død. Adams ældste datter, Karen, bryder tavsheden. Min mand og jeg tager til landsbyen nu. Hvem vil med? Mikkel og jeg springer over. Far elskede at lave sjov, jeg tror ikke på det her, vi har ikke brug for pengene, siger Adams yngste datter. Karen, hendes mand og nogle andre slægtninge tager af sted til landsbyen.
De løser den ene opgave efter den anden. De besøger stalden for at finde ledetråde, roder i høet og kravler gennem mudderet. Landsbyboerne stopper deres arbejde for at se på, hvordan deltagerne kæmper og lider. Om et øjeblik er Karens designerkjole blevet til en beskidt og flænget klud. Da de endelig finder nøglen og åbner boksen, står alle måbende. Inde i boksen ligger der en seddel og et hav af bolsjer. Pengene gik til velgørenhed, og I fik, hvad I fortjente. Tak fordi I gjorde mine landsbyboere glade.Karen griner først, så ryster hun på hovedet og sukker dybt. Typisk far, hvisker hun, mens hun lader et bolsje glide ind i munden. De andre slægtninge begynder også at grine; latteren bryder ud blandt dem og smitter endda de nysgerrige landsbyboere, der samler sig i døren. Stemningen bliver pludselig let, som om hele arvens vægt forsvinder. Mens bolsjernes sødme breder sig, føler Karen faktisk for første gang, at hun er blevet givet noget større end penge: minder, varme og en fornemmelse af fællesskab, der siger mere om hendes far end notarens ord nogensinde kunne.
På vej hjem stopper Karen et øjeblik foran den gamle gård. Hun ser op på huset, mærker vindens strejf, og smiler. Hun ved nu, at arven i virkeligheden var oplevelsen, familien samlet, og landsbyens glade ansigter. Tak, far, hvisker hun og går videre, med et bolsje i hånden og hjertet fyldt af noget, der varer længere end nogen formue.
