— Måske skal du også vaske hans undertøj? Strømper, hvad? Han er en voksen mand, for søren! Lad ham klare det selv, — sagde Mads skarpt, mens Ida trak jakken på.
Hans stemme lød neutral, men med en kulde, der fik hans kone til at stivne et øjeblik. Hun sank hovedet, stak hænderne i lommerne og lukkede langsomt lynlåsen uden at se på ham.
— Kunne du ikke bare holde mund? — svarede hun stille.
Fodtrin lød. Mads sukkede og forsvandt ind i stuen. Endnu en aften alene. Og hun, hun hastede til sin far…
Udenfor lå sneen. Ikke den glitrende, nyfalden sne, der fylder én med juleglæde. Nej, denne her var ved at give op under martsolens kraft. Den smeltede ikke engang, men blev bare til en klattet suppe under fødderne.
Ida satte sig i bilen og lænede panden mod rattet et øjeblik. Hun ville græde. Hun ville have, at nogen forstod hende. Men der var ingen. Hun kiggede på posen med indkøb.
Bagte æbler… Hendes far havde altid elsket dem. Engang lavede han dem selv, men nu kunne han sikkert ikke engang huske, hvordan man tændte ovnen.
Mads havde ikke altid været sur. Da de lige var blevet gift, var han omsorgsfuld og åben. Hun elskede måden, han plejede hende og børnene på.
Men efter deres andet barns fødsel og de stigende udgifter ændrede han sig. Han mente, verden delte sig i *sine* og *de andre*. For sin egen *flok* ville han gøre alt, men enhver indblanding udefra så han nærmest som et angreb. Han hadede, når hun hjalp andre, og kaldte det svaghed.
Først syntes Ida, det var lidt sødt. Senere prøvede hun at overtale sig selv til, at det var hans måde at vise kærlighed på. Men nu, hvor *de andre* var hendes egen far… Hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre.
— Jeg er flyttet. Har lejet en etværelses ved metroen. Jeg har søgt om skilsmisse, — sagde Idas mor en dag.
Det blev sagt så ligetil, som om det handlede om at vælge nye gardiner. For Ida var det et chok, selvom det havde været på vej længe.
— Han er da en fin mand. Men det klikkede aldrig rigtigt mellem os, — klagede Idas mor til sin veninde.
— Åh, du er bare utilfreds. Han drikker ikke, han slår ikke — det er da godt nok, — svarede veninden.
— Er det virkelig det eneste, der skal til for at være lykkelig? Nej, Lise. Der skal også være nærhed. Og hvad har vi? Han sidder ved computeren om aftenen, og jeg hækler ved siden af for bare at være der. Vi sidder i tavshed. Jeg kan hverken få ham ud af huset eller til at snakke.
Efter skilsmissen så Idas mor ud til at blive befriet. Hun begyndte at danse, lærte at bruge computeren og blev aktiv på sociale medier. Hun fandt en ny veninde, Astrid, som hun tog på ture med.
Nogen gange følte Ida sig misundelig. Selvom hun egentlig ikke havde grund til det. Moren havde fået et nyt liv, hvor hverken Ida eller hendes far havde plads.
Faren… Hans liv var stoppet. Efter flytningen endte han i en lille, mørk lejlighed i en forstad. Stedet føltes uindbydende, som om Nikolajs tilstedeværelse gjorde det endnu mere trist.
Ida besøgte ham mindst én gang om ugen. Hun gjorde rent, vaskede tøj og lavede mad. Nogle gange sad hun bare ved siden af ham. Først modtog han hendes omsorg modvilligt. Så begyndte han at drikke. Ikke store binges, men nok til at hans blik blev sløret og hans sætninger lange og rodede.
— Hun smed mig væk som en gammel handske, — mumlede han. — Og nu forventer du, at jeg smiler.
— Far, hold nu op. Ingen har smidt dig væk. I… var bare trætte af hinanden.
— Jeg kan se, hvor *træt* hun er. Hendes sociale medier flyder over med billeder. Men mig… Jeg har ikke brug for noget længere.
Idas hård knugede. Hun vidste ikke, hvordan hun kunne hjælpe ham, men hun kunne ikke efterlade ham.
— Hør her, — sagde Mads en aften, da hun kom sent hjem og var nede. — Du har redningskompleks. Du skal altid have én at slæbe på. Først farmor, så din veninde. Børnene blev større, så nu danser du rundt om far.
— Han har ingen andre. Kun mig.
— Han er 48! Er han den eneste, der har gennemgået en skilsmisse? Fri, sund mand. Lad ham leve som han vil!
— Han er 54. Han er ikke vant til at være alene. Han drukner i det.
— Og du er hans redningsvest? I drukner begge. Og jeg drukner med, hvis jeg lader dig fortsætte. Stop med at besøge ham!
Idas blik blev skarpt, men hun sagde ingenting. Hun ville blive ved med at komme. Åbent eller i smug — det var ligegyldigt.
I farens lejlighed var der som altid indelukket. Der lugtede af tobak, øl og noget surt. Selv stod han i døren i en grå hvid T-shirt, der knap nåede over maven, med et anstrengt smil og let skægstub. Ved døren lå to affaldssække og nogle flasker.
— Nå, kom ind, siden du er her, — knurrede han.
Hun gik ind i køkkenet. Der var ikke mange tallerkener i vasken, men de havde tydeligvis ligget der længe. En smartphone på bordet læste nyheder op. Nikolaj tændte en cigaret. Ida bemærkede, hvordan hans hænder rystede, da han prøvede at få lighteren til at virke.
— Har du drukket igen? — spurgte hun stille, selvom hun kendte svaret.
— Synes du ikke, jeg har grund? — mumlede han og tog et drag. — Hvorfor kommer du overhovedet? For at holde foredrag?
Ida sukkede og forsøgte at sluge klumpen i halsen. Hun var vant til hans bidskhed, selv til hans stolthed. Men hun kunne ikke vænne sig til at se ham forsvinde.
— Jeg kommer, fordi du betyder noget for mig. Jeg er din datter, husker du nok.
— Åh, hold op. Du føler bare skyld. Tror du, at hvis du laver mad og tørrer støv af, så bliver alt som før?
— Jeg vil i det mindste ikke miste det, der er tilbage.
Han så op. Hans øjne var slørede, men et sekund lyste de klar. Hans læber bevægede sig, som om han ville sige noget, men ordene kom ikke.
Pludselig så hun et billede fra barndommen. Sommer. Hun var 8 og faldt af cyklen lige på gruset. Knæene blødte, hænderne fulde af rifter. Hun græd, mens hendes far tog hende op og bar hende hjem.
Han vaskede hendesHan vaskede hendes sår med noget, der sviede, mens han hviskede, at det snart ville gå over, og nu sænker hun sig ned ved siden af ham på bænken, lader hånden hvile på hundens hoved og føler, at måske er der stadig en smule lys tilbage nogen steder.
