Det var i år 1944, da jeg indså, at mit liv måtte vendes på hovedet. Jeg pakkede mine få ejendele ned i den slidte kuffert og tænkte på, hvad jeg skulle sige til min søn, da jeg havde fundet et nyt arbejde. Det var en trøst, at min mor stadig levede, men jeg mærkede savnet efter min far, som var død, da jeg kun var barn. Han havde været tandlæge, og jeg havde valgt at følge i hans fodspor.
Jeg havde netop afsluttet et roligt ægteskab med Anders Nielsen. Vores skilsmisse var ikke dramatisk; Anders havde accepteret den, for jeg havde flere gange advaret ham: »Hvis du ikke holder op med at spille, så går jeg fra dig. Jeg er træt af at holde dig ved hånden.« Han lovede at opgive spillet, men kunne ikke holde sit ord. Vi havde levet sammen i toogtyve år, og i ti af dem havde han levet i den livsstil. Hans gæld var min, og jeg havde i starten betalt den af.
Min svigermor, Kirsten, havde ofte trykket på: »Signe, lad være med at skilte dig fra Anders. Måske vil han en dag stoppe med at spille.« Jeg var også træt af at låne ham penge. En dag sagde jeg til hende: »Jeg har indgivet skilsmissepapirerne, så du ved, hvad der venter.« Hun spurgte, hvor jeg skulle bo, og jeg svarede, at jeg ville flytte til en anden by men jeg ville ikke afsløre, hvilken, for Anders kunne måske følge efter mig. Jeg sagde også, at jeg havde sagt op, for tandlæger altid var efterspurgt, og jeg drømte om at åbne min egen klinik, men ikke med de penge, min mand tabte i spil.
Jeg rejste tilbage til min barndomsby, Aarhus, hvor min mor stadig boede i den store, gamle lejlighed, som vi havde arvet fra bedstemor. Jeg havde efter universitetet drømt om at vende hjem, men så jeg giftede mig med Anders, som nægtede at forlade byen. Han havde allerede en toværelseslejlighed, en arveladning fra sin mor, som havde flyttet ind hos sine forældre.
Da jeg ankom, omfavnede min mor mig med glæde: »Velkommen hjem, min pige. Jeg har sagt det til dig før, du har hele livet foran dig.« Hun var tidligere sygeplejerske og var netop gået på pension. Hun fortalte, at Nikolaj, min søn, nu gik på universitetet og forstod mig. »Din far, Jens Rasmussen, driver sin egen private tandklinik. Han behandler ikke længere selv, men styrer den. Jeg har allerede talt med ham han kan tage dig ind.« Jeg smilede til min mor og mindedes, hvordan min fars ven altid havde støttet os. Jeg havde mødt ham i ferien, og han lovede, at jeg altid kunne regne med ham.
Det gik et år, før jeg selv stod bag tandlægestolen. Jeg havde vænnet mig til Aarhus, til min egen klinik og til de faste patienter. Nikolaj kom på sommerferie, og vi nød hans besøg, selvom han stadig boede hjemme hos mig og ikke havde flyttet til sin far.
En dag, da jeg netop havde lukket døren for en patient, roste jeg sygeplejerske Kirsten: »Kalder den næste.« Hun åbnede receptionen og bød den kommende gæst velkommen. En midaldrende mand gik ind, og jeg genkendte ham ikke han måtte være en ny patient.
Jeg spekulerede, om han var blevet henvist eller blot var kommet på egen hånd. Jeg vinkede ham mod stolen, og han satte sig med et roligt ansigt. Jeg sagde: »Åbn munden, så ser vi, hvad der er galt.« Undersøgelsen viste caries i den højre øvre tand, som skulle fjernes. Han svarede kort: »Fjern den, så gør du.« Jeg bad Kirsten om at gøre klar med lokalanæstesi, men han afbryder: »Ingen nål, tak.« Jeg forstod ikke med det samme, men han gentog: »Gør behandlingen uden nål.«
Jeg tænkte, at han enten var en robot eller en masochist, som fandt nydelse i smerte. Jeg sagde til mig selv: »Hold ud, så må vi se, hvad der sker.« Jeg begyndte at bore, og han sagde ikke et ord, selvom jeg vidste, at det gjorde ondt. Da jeg spurgte, om det gjorde ondt, svarede han roligt: »Nej.« Efter behandlingen sagde han: »Vi ses om to dage, så får vi fyldt tanden.« Jeg så ham gå ud, og Kirsten kommenterede: »Sådan en cool fyr, ingen nål, men så stærk.« Jeg tænkte, at han bare gemte sin smerte, for han ville ikke vise, hvor svært det var.
Kirsten sagde med et grin: »Signe, jeg tror han er forelsket i dig. Han ser dig som mere end en tandlæge som en kvinde.« Jeg lo, men svarede: »Det må være fantasi, Kirsten. Jeg kan kun lide mænd, der er følsomme og ærlige, ikke en dødsstjerne som ham.«
Den planlagte dag kom, og han dukkede op til tiden. Kirsten hilste på ham som på en gammel bekendt: »Kom ind, Poul Anton.» Jeg gav ham en tør hilsen og sagde, at vi skulle fylde tanden. Det tog lang tid, men han holdt ud uten problemer. Da jeg spurgte, om det havde gjort ondt, svarede han kort: »Nej.« Jeg tænkte, at han måske lyvede, men gik videre med fyldet.
Da fyldet var færdigt, rejste Poul sig, så mig i øjnene og sagde: »Tak. Jeg er den sidste patient i dag, og jeg kan køre dig hjem, hvis du vil.« Jeg smilte og svarede: »Nej tak, jeg klarer mig selv. Må jeg skrive dig ind til en ny tid?«
Kirsten kiggede i kalenderen og sagde: »Vi har en ledig tid kl. ni på lørdag.« Poul bekræftede: »Det passer, jeg kommer om to dage kl. ni.« Jeg nød lørdage, for så var der ingen trafik, og jeg kunne nå klinikken i ro og mag. Jeg tog en kop kaffe, klædte mig i hvid kappe og satte mig ved vinduet.
Da jeg så ud, så jeg Poul gå rundt udenfor og virke nervøs han gik, satte sig på en bænk, rejste sig igen. Jeg spekulerede på, hvad der kunne have ændret ham. Jeg hentede min kaffe, smuttede den i skabet, åbnede vinduet og råbte: »Poul, du kan gå ind!«
Han kiggede overrasket på mig, men kom ind og sagde: »Jeg er ikke helt klar endnu.« Jeg undrede mig over hans usikkerhed. Han spurgte: »Hvorfor så snart?« Jeg svarede, at han ikke behøvede at vente. Han satte sig, men så rødmen over hans kinder.
Han fortalte mig, at han egentlig var bange for tandlæger, og at han frygtede både bor og nål. Jeg spurgte, hvorfor han så nægtede nålen, og han sagde: »Jeg er mere bange for nålen end for boret.« Jeg sagde, at jeg ville gøre det så skånsomt som muligt. Jeg gav ham en lille sprøjt uden nål, og han så ud til at slappe af. Behandlingen gik hurtigt, og han gik ud med et smil.
Morgen efter gik Poul forbi klinikken med en stor buket blomster, mens kollegerne kiggede nysgerrigt på ham. Da jeg henvendte mig til ham, rakte han mig blomsterne og sagde: »Godmorgen, jeg har indset, at nålen ikke gør ondt. Tak for din tålmodighed. Måske vil du med ud på caféen i aften?«
Jeg smilte og accepterede. Vi aftalte at mødes, og aftenen gik som en drøm. Jeg tænkte på Kirstens ord: »Han er en dejlig mand, følsom og ærlig.« Jeg havde lært, at selv de mest hårde ydre kan skjule en sart indre, og jeg gik med en ny forståelse for, hvor meget mod kan findes i de mest uventede møder.
