I den gamle lejlighed i udkanten af Aarhus hang der en underlig fornemmelse af uheld, skjult bag ferieforberedelser. Allerede i trappen kunne Mette lugte skarp røg, og trappen væltede med sæbeskum, som om hele opgangen var blevet oversvømmet. Da hun åbnede døren, smed hun buketten fra firmajulet på entrébordet, sparkede de slidte sko af og tog sine sutsko på – hun ønskede, hun havde gummistøvler, for gulvet så ud som efter en oversvømmelse. Fra lejlighedens indre lød der hylende kattejamren, blandet med hvæsen, knurren og en stank af brændt mad.
“Lukas, hvad fanden foregår der?” råbte Mette, mens hun mærkede en knugende fornemmelse i brystet.
Lukas dukkede øjeblikkeligt op – kun i underbukser, barfodet, med sod og ridser i ansigtet og et blåt mærke under øjet. På hovedet havde han en håndklædevikling, som en slags improviseret turban.
“Mette, er du allerede hjemme?” mumlede han skamfuldt. “Jeg troede, du var på firmajul til langt ud på natten…”
Mette sank udmattet ned på en stol og foldede armene.
“Forklar, katastrofemand. Hvad har du nu lavet?”
“Skatter, bare rolig,” begyndte han, men stemmen dirrede.
“Jeg var nervøs i 90’erne, da banderne kom for at indkræve gæld,” sagde Mette skarpt. “Jeg bekymrede mig, da finanskrisen ramte, og firmaet næsten gik under. Nu er alt ligegyldigt. Fortæl mig, hvad der sker her?”
Lukas sukkede, som om han stod foran skafottet.
“Jeg ville give dig en overraskelse. En særlig højtid. Jeg besluttede at gøre rent, vaske tøj og lave aftensmad. Jeg tog en fridag, gik på torvet og købte lammekød. Men så gik det hele galt.”
“Lammekød?” spurgte Mette, mens en ny katastrofe tegnede sig.
“Nej, vaskemaskinen,” indrømmede han. “Jeg satte vasketøjet ind, lagde lammet i ovnen og begyndte at rydde op. Og så kom katten…”
“Lever den?” Mette sprang op, øjnene fulde af bekymring.
“Ja, ja! Den er bare våd. Jeg sværger, da jeg startede maskinen, var den der ikke! Men så… ja, så var den pludselig inde i den.”
“Hvordan?” Mette knyttede hænderne. “Hvordan fanden kan en kat komme ind i en lukket vaskemaskine?”
“Det ved jeg ikke,” sagde Lukas og slog ud med armene. “Den må være smuttet ind.”
Mette lukkede øjnene og kæmpede mod lysten til at kvæle ham.
“Fortsæt, Hercule. Og vis mig katten. Jeg skal være sikker på, at den har det godt.”
“Øh, Mette, den er derovre…” Han tøvede. “Vi er nødt til at gå hen til den.”
“Har den alle poter?” Hendes stemme var iskold.
Lukas gned sig over det riflede ansigt.
“Ja! Men de er midlertidigt… neutraliseret. Af sikkerhedsmæssige årsager.”
“Nå, fortsæt,” sukkede Mette og forberedte sig på det værste.
“Altså, mens katten… øh, blev vasket, lugtede jeg brændt. Jeg løb ud i køkkenet, åbnede ovnen – og der var helvede løs! Jeg brændte mig på fingrene, lammet var sort. Jeg hældte olie på, og så eksploderede det! Mit hår fattede ild, røgen væltede ud, og jeg slukkede ilden. Og så begyndte katten at skrige. Jeg kiggede – dens øjne stirrede på mig gennem vaskemaskinens rude. Jeg vidste, den ikke havde det godt derinde. Jeg slukkede maskinen, men den ville ikke åbne. Katten skreg, komfuret brændte, mit ansigt gjorde ondt, og mit hår dampede. Jeg greb en koben – og så begyndte maskinen at lække, men katten slap fri. Mens jeg slukkede ilden, løb den rundt i lejligheden, skreg som en stukken gris, ødelagde vaser, rev tapet ned, flåede gardinerne ned og spildte den vin, jeg havde købt til aftensmaden. Naboerne bankede på radiatoren og truede med at kastrere. Jeg ved ikke om det var mig eller katten. Men alt er under kontrol, bare rolig!”
Mette tørrede tårerne – måske af grin, måske af rædsel – og gik ind i lejligheden. Kaoset var episk: ødelagte vaser, størknet vand, flåede tapeter og en stank af brændt. På radiatorn lå katten Baron bundet fast i alle fire poter, med et gammelt halstørklæde viklet om hovedet. Den var i live, men chokeret. Mette så på sin mand, og hendes øjne smalnede.
“Forklar,” krævede hun.
“Altså, den ville ikke blive stille,” stammede Lukas. “Den var gennemblødt, og jeg var bange for, at den ikke ville nå at tørre inden du kom hjem. Den lod sig ikke tørre, så jeg måtte binde den. Og ansigtet måtte dækkes, ellers skreg den – naboerne truede med at ringe til politiet og en præst.”
Mette løsnede katten, tørrede den med håndklædet fra Lukas’ hoved og befriede dens ansigt. Baron hvæsede, men trykkede sig ind til hende.
“Du er et røvhul, Lukas,” sagde hun stille. “Den kunne være kvalt. Sammen med dig og den vaskemaskine er der ikke meget, der kan skræmme os mere.”
Hun sank ned på sofaen, holdt katten tæt og så på sin mand.
“Nå?”
“Hvad mener du?” sagde Lukas med sænket hoved. “Skal jeg hænge mig nu eller vente?”
“Gratulerer, klaphat,” sukkede Mette. “Det er jo Valentinsdag.”
Lukas’ ansigt lyste op, han løb ind i soveværelset og kom tilbage med noget gemt bag ryggen. Han knælede og sagde højtideligt:
“Mette, mit lys. Tredive år sammen, og du er stadig den samme – smuk, stærk, tålmodig. Du er den bedste kone, mor og bedstemor. Til lykke med Valentinsdag! Må du alt skinne som i dag.”
Han rakte hende en æske med en gylden ring og en buket roser – mast, flået, men stadig i live.
“Blomsterne var smukke, virkelig,” tilføjede han forlegen. “Men katten… den skånede dem ikke. Vær ikke vred, Mette. Jeg ville overraske dig.”
Hun trak hans hoved ned på sit knæ og indåndede duften af roser – de duftede stadig, på trods af alt.
“Og det gjorde du, min sorg. Lad være med at eksperimentere mere, okay? Blomster er nok. Endnu en sådan fest – og huset falder sammen. Naboerne er klar til at hente en heks. Og mon ikke også hun har en mand, der laver overraskelserDe tændte et stearinlys, så på hinanden og grinede, for selv når alt gik galt, var det bedste at være sammen.
