En Uventet Begivenhed på Min 62-års Fødselsdag
Da jeg rundede de 62 år, føltes mit liv som et fladt og stille hav alt forudsigeligt og uden nævneværdige begivenheder. Min mand havde været væk i flere år, og mine børn, travlt optagede af deres egne børn, havde sjældent tid til at kigge forbi min lille bolig i udkanten af Aarhus.
Jeg var ofte alene hjemme i mit blåmalede hus i nærheden af skoven. Om aftenen sad jeg ved vinduet med en kop stærk kaffe og lyttede til solsortenes aftensang, mens skumringen langsomt krøb hen over den næsten tomme villavej.
På overfladen var tilværelsen rolig og tryg, men underved ulmede et savn, jeg dårligt selv kunne sætte ord på ensomhedens tynde tåge, der blev tykkere for hvert år, der gik.
Det var såmænd også min fødselsdag den dag.
Ingen havde husket det ikke et eneste opkald, ikke engang et kort med “Tillykke”. Lidt pludseligt lod jeg benene føre mig afsted, jeg tog natbussen ind mod midtbyen, uden at vide, hvad jeg ville.
Jeg havde ingen egentlig plan måske blot et håb om et lille eventyr før tiden forsvandt ud af mine hænder. Byen virkede drømmende og diffus, lysene dansede over asfalten som ildfluer. Jeg gik ind i en lille bar tæt på åen, badet i varmt, gult skær, og satte mig i et hjørne.
Det var mange år siden, jeg sidst havde drukket et glas men nu bestilte jeg et lille glas rødvin. Smagen bredte sig underligt sødt på tungen, varmede mig hele vejen igennem.
Medens jeg iagttog stemningen, som bølgede igennem lokalet en blanding af latter og duften af cigaretter så jeg en mand nærme sig. Han var måske midt i fyrrerne, med strejf af gråt i håret og rolige, mørke øjne. Han sendte mig et skævt smil og spurgte: “Må jeg byde dig et glas?”
Jeg kom uforvarende til at le: “Kald mig ikke ‘frue’, det passer mig så sært.”
Samtalen flød, som om vi havde kendt hinanden i årevis. Han fortalte, han var fotograf og netop vendt hjem fra en lang rejse i Island. Jeg fortalte om fortidens drømme, de rejser jeg aldrig havde taget.
Måske var det vinen, måske noget i hans blik men noget begyndte at gløde i mig, en varme jeg ikke havde kendt i årevis.
Den nat, lidt snurrende af rødvin og eventyr, førte han mig til et lille hotel nede ved havnen. For første gang siden min ungdom følte jeg mig tryg i et andet menneskes selskab, under den dæmrende sommerskær. Vi udvekslede kun få ord jeg husker ikke alt, og på et tidspunkt faldt jeg i søvn uden at ane det.
Næste morgen listede solstråler sig ind mellem gardinerne, ramte min kind. Jeg vendte mig for at sige “Godmorgen” men sengen var tom. Puden ved min side var stadig varm og bar et svagt aftryk af et hoved.
På natbordet lå en hvid konvolut, mine hænder dirrede lidt da jeg åbnede den.
Indeni lå et fotografi af mig, sovende. Mit ansigt var blødt oplyst af lampens varme skær. Under billedet stod skrevet med flot, tydelig dansk:
“Du sov så roligt. Jeg gjorde intet i nat jeg blev bare hos dig, lagde dynen om dig og så dig sove. Jeg kunne mærke, at du havde haft en stille dag, og jeg ville give dig en rolig nat.”
Jeg stirrede længe på ordene, mærkede hjertet trække sig sammen. Lidt længere nede, i en blødere og mindre håndskrift, fortsatte noten:
“Jeg må tilstå dig noget. Jeg kendte dig allerede ikke fra i går, men længe før. For år tilbage hørte jeg min far fortælle om kvinden, han elskede men aldrig glemte. Da jeg så dig i baren, genkendte jeg dig straks. Min mor døde for to år siden, og siden da har min far levet alene, som en skygge af sig selv. Hvis du også føler dig alene hvis der er plads til fortiden i dit hjerte så opsøg ham. I fortjener begge lidt lykke i den tid, der er tilbage.”
Nederst på papiret stod et navn, “Finn Rasmussen”, og et telefonnummer.
Min krop blev tung, men ikke af skam eller uro men af en mærkelig blidhed, som om et vindpust af håb landede i mit bryst.
Endnu engang betragtede jeg fotografiet; kvinden dér så ikke ud til at være glemt. Tværtimod hun lignede én, der var blevet passet på.
Senere samme eftermiddag trak jeg min gamle adressebog op fra skuffen. Mit hjerte hamrede, som jeg tastede Finns nummer ind et nummer, jeg i sine unge dage kunne udtale i søvne.
Røret blev løftet i den anden ende, en stemme lød, genert og gammel: “Ja, det er Finn?”
Jeg åndede dybt og mærkede et smil brede sig over læberne.
“Det er mig,” hviskede jeg. “Det er længe siden. Måske skal vi give os selv en sidste solnedgang.”
Ude på villavejen faldt det sene danske sommerlys blidt over asfalten.
For første gang i mange år følte mit hjerte sig let som om livet, i al stilhed, havde givet mig en chance til, netop som jeg troede, alle dørene var lukket.
