Historien er baseret på virkelige begivenheder, selvom den er næsten utroligt fantastisk!
– Jeg gik på Vejle Skole nummer 3, hvad med dig?
– Det gjorde jeg også, – svarede Anton med hævede øjenbryn, mens han kiggede på pigen. Et ret mærkeligt sammentræf, men livet er fuld af overraskelser.
Utroligt nok hed de også det samme. Anton og Antonia, som om der ikke fandtes andre navne i verden. Men hvad gør det, når to forelskede gerne vil være sammen?
De mødte hinanden for nylig i et supermarked. En fjollet historie, men skæbnen har sine måder at føre folk sammen på. Anton kunne ikke beslutte sig for, hvilke oliven han skulle købe, og pigen, der gik forbi, anbefalede en god mærke. Og så var samtalen i gang, og de udvekslede kontaktoplysninger. Hvem ved, hvor hver møde kan føre hen? Da Anton inviterede hende på en date, sagde Antonia ja.
Anton havde allerede været gift før. Han havde oplevet både hverdagen og utroskaben, mens Antonia tog livet stille og roligt, sikker på at lykken nok skulle finde hende. Nu var de på deres femte date. Anton så ud som de fleste 35-årige, med en let ølmave og begyndende måne. Tak genetiske arv fra farens side, hvor mændene begyndte at skinne på toppen allerede fra 30-årsalderen. Brunette i de tilbageværende hår, omkring 180 cm høj, og ifølge hans ekskone var han ret charmerende. Det forhindrede dog ikke hende i at søge spænding udenfor ægteskabet. Hans kloge sind, humor og gode manerer gjorde ham til et godt parti.
Antonia var et årti yngre. En smuk kvinde med fyldige, skulderlange kastanjebrune lokker, en slank figur og udtryksfulde brune øjne. Hendes smil, som hun selv sagde, var hendes visitkort, hvilket Anton også havde bemærket. Hun kunne nemt vinde folk over. Han satte pris på hendes naivitet, for Antonia var alt andet end dum. Hendes anden styrke var hendes talegave, han blev opslugt af hendes stemme og ønskede mere.
– Kan du huske Jytte Hansen? – Anton satte gang i minderne.
– Ja, ja, – smilede Antonia, – med hendes sjove paryk, – hun viste med hånden en form over sit hoved, og de grinede.
– Anton Laursen?
– Forfatteren? – forstod Antonia ikke.
– Lærer Larsen.
– I sløjd, – nikkede hun. – Ja, drengene syede altid noget sjovt.
De spadserede hånd i hånd i parken, mens de snakkede om fremtiden. Anton elskede at høre Antonia snakke om livet, drømme, og litteratur. Det viste sig, at Antonia ikke bare læste, men også skrev sine egne bøger, og havde en flink læserskare online.
Hun var en bemærkelsesværdig pige: lys, mild og målrettet. Anton begyndte at miste frygten for at blive gift igen, idet han indså, at ikke alle kvinder er ens.
Engang hjemme hos hende, besluttede de sig for at kigge gamle fotoalbum igennem.
– Hvor var du yndig, – komplimenterede Anton.
– Og nu? – prøvede Antonia at fange hans ord.
– Nu er du simpelthen smuk!
Antonia slog blikket ned; hans ros gjorde hende varm om hjertet. Hun kunne lide ham. Ageforskellen mærkedes ikke, for Anton føltes hjemligt og trygt. Her behøvede hun ikke spille en rolle.
– Det kan ikke være sandt! – Anton var så chokeret, at han ikke troede sine egne øjne. Han kiggede på et foto fra sin første dag i klasse 11. Eller noget næsten identisk, taget fra en anden vinkel. Ingen tvivl, han stod med en ukendt pige. Det falmede billede bragte minder frem fra en fjern fortid, da han fyldte 17. Klasselæreren annoncerede, at Anton skulle lede en første-klasses pige til deres plads. Blot blandt de fem afgangsklasser havde han, en lovende elev, fået æren. Der var også Rasmus Holst, hans evige rival, men det blev Anton. Mens han kiggede på det gamle foto, kom minderne væltende tilbage.
Det var en god dag, varm. En hvid strøget skjorte, sorte bukser og velpolerede sorte sko. En lille pige, som han overhovedet ikke huskede, blev ført til ham. Hun var lille, spinkel og lidt skræmt. Hun så op til ham, men hans opmærksomhed var rettet mod Mette Sørensen i mængden. Klassekammeraten havde længe fanget hans opmærksomhed, og han havde bestemt sig for at tage mod til sig den 1. september. Hun grinte og afviste, men han husker stadig dagen ganske klart.
Og nu, billedet. På hans venstre skulder sad en pige i hvid bluse, sorte strømpebukser, og sort nederdel, med blanke sko og store sløjfer i håret.
– Hvem er det? – Anton kunne ikke slippe det, stadig overrasket over billedets tilstedeværelse.
– Mig, – svarede Antonia, uden at forstå hvad der overraskede ham.
Han kiggede på børneansigtet, og derefter hen på den voksen kvinde.
– Det der, det er mig, – hans finger pegede på den 17-årige dreng, mens hans ansigt bredte et skævt smil.
– Hvordan kan det være? – forstod Antonia ikke, mens hun gik nærmere.
Hun undersøgte teenageren, hvor hans træk var genkendelige.
– Det kan ikke passe! – udbrød hun nu, chokeret. – Så det betyder…?
– Det er skæbnen, – han trak på skuldrene, stadig vantro. At tænke, Anton havde indset betydningen af den 1. september som en vigtig dag i hans liv. Selvom Mette Sørensen havde afvist, og skæbnen havde ladet ham vente så længe, forstod han nu, at den dag bar han sin fremtidige kone på sin skulder. Og Antonia ringede med den lille klokke, spredte sin stemme gennem området.
De blev gift. Det var et enkelt, men lykkeligt bryllup. Som brude nu gør, græd hun, mens manden omfavnede hende og vidste: her var hun, skæbnegiven. For anden gang bar Anton sin brud i sine arme, men denne gang kendte de hinanden.
Nu har Antonia og Anton to drenge, henholdsvis 14 og 13 år gamle. Hun er stadig i litteraturen, hvor hun skaber nye romantiske universer for sine læsere; for hvad der skete for hende, kan man ikke engang finde på.
