Kære dagbog,
Jeg husker stadig, hvordan det hele startede. Jeg gik på mit sidste år på Københavns Universitet, da jeg fandt ud af, at jeg var gravid. Det tog mig noget tid, før jeg fik det sagt til min kæreste, Mads. Jeg ventede simpelthen, til jeg var fem måneder henne, før jeg sagde noget.
Hvorfor har du skjult det for mig? Du ved jo, hvordan jeg har det med sådan noget. Jeg har altid sagt, at børn først skulle komme efter vi var færdige med studierne, og når vi stod på egne ben, sagde Mads, da jeg fortalte ham nyheden.
Jeg trak bare på skuldrene og svarede: Det er okay, jeg har altid vidst, at studier ikke rigtigt var mig, og jeg drømmer om en stor familie. Mads blev så vred, at han kastede en bog fra skrivebordet efter mig.
Vi skal nok klare det, fortsatte jeg. Vi kan bo i din mormors lejlighed på Østerbro, og så kan hun hjælpe med at passe barnet. Og derefter kan vi få endnu et barn. Men allerførst lad os blive gift hurtigst muligt!
Mads stirrede bare på mig og sagde: Er du klar over, hvad du siger? Jeg har troet, du var helt anderledes. Han rev sin kuffert ud af skabet og begyndte at pakke.
Hvorfor forlader du mig? Du skal da gifte dig med mig! Hvis du går, så skal jeg nok sørge for, at alle på universitetet ved det! råbte jeg desperat.
Men han svarede kun koldt: Jeg nægter at bo her sammen med dig. Klare dig selv en måned, og gør så hvad du vil. Når barnet bliver født, tager vi en DNA-test, og så betaler jeg børnepenge!
Ti år senere sad Mads på et kontor midt i København, hvor han arbejdede som sagsbehandler. Chefen havde netop fundet ud af, at Mads faktisk havde en søn. Mads, har du nogensinde snakket med din dreng? spurgte han.
Nej, faktisk kender jeg ham slet ikke, svarede Mads.
Senere fortalte Mads historien til nogle studerende om, hvordan han følte sig snydt af en pige. Så du lod hende bare være alene med barnet? spurgte en af dem.
Mads slog ud med hænderne. Nej, jeg efterlod hende ikke bare. Jeg støttede hende økonomisk! gjorde han klart.
Hun siger, at du nærmest ikke har givet noget! indvendte en anden. Og hun siger også, at du engang slog drengen, tilføjede chefen.
Vreden voksede i Mads, for han syntes, han havde været tydelig fra starten. Denne gang, efter officielt at have indberettet sin løn, blev børnepengene til drengen beregnet. Det viste sig faktisk at være mindre, end han havde betalt før.
Sofie som for længst havde giftet sig igen havde nu været gift et år. Mads syntes kun, drengen var umulig og uartig akkurat som sin mor.
Nogle gange spekulerer jeg over, hvordan tingene kunne have set ud, hvis vi havde gjort det hele anderledes. Danmark kan være et lille land, men følelser og forviklinger er store nok.
