16. marts
Nogle gange føles det, som om Nordsjællands skove hvisker hemmeligheder, man kun forstår, hvis man virkelig lytter. I dag kunne jeg ikke lade være med at skrive alt ned, for det, der er sket, er næsten for mærkeligt til at være sandt.
For et par måneder siden begyndte snakken i landsbyen om en ulv, der dukkede op i udkanten af vores gamle bindingsværkshuse, lige dér hvor bøgeskoven starter. Den var ung og smuk, med en pelstegning, man ellers kun ser på gamle dyrefotografier. Folk snakkede selvfølgelig, men frygten lagde sig snart. Ulven gjorde aldrig mine til at røre får eller høns, og bønderne opdagede hurtigt, den hverken stjal eller truede. Den gik bare rundt, satte sig nogle meter fra gårdene og stirrede med et næsten melankolsk blik især mod vores egen hund, lille Henny.
Det var næsten, som om den forstod os mennesker, og jeg kunne ikke undgå at føle, at vi så på hinanden som ligeværdige. Jeg ved, de kaldte mig ulvens kæreste ovre ved Brugsforeningen, når de grinede i skæret fra de små lamper. Jeg lod dem grine. Inderst inde var jeg bare forvirret og, ja, lidt rørt. For Henny blev aldrig bange hun logrede og så nærmest forventningsfuldt op, når ulven kom forbi.
En tidlig morgen, da disen endnu hang tæt over marken, gik jeg ud for at hente vand. Ulven lå rullet sammen op ad hundehuset, og da jeg fangede dens blik, ramte sorgen mig næsten fysisk. Så jeg begyndte at lægge lidt kød ud. Først var det bare for at se, hvad der ville ske, men snart lagde jeg mærke til, at ulven ikke kunne spise ordentligt. Den snusede, slikkede på kødet, men trak sig så væk, tydeligt frustreret. Jeg satte mig på hug forsigtigt, naturligvis og først da så jeg det: Rundt om halsen sad der noget, der lignede en gammel, læderrem. En stinkende, indgroet halsbånd, klemt ind i pelsen som et grimt ar.
Min frygt forsvandt sådan en ulv kunne ikke skade nogen. Jeg begyndte at skære kødet ud i små bidder hver dag og talte roligt til den, som om det var et barn. Det virkede en eftermiddag lod den mig røre sin pels. Da mærkede jeg den indgroede læderstrop og besluttede mig for at gøre noget. Jeg fandt min fars gamle lommekniv, sad så stille, jeg kunne, og skar remmen op. Ulven spjættede og forsvandt ind i skoven.
Samme aften lagde jeg halsbåndet på plankebordet foran Brugsen, hvor mændene sad med deres øl. Genkendelsen var øjeblikkelig. For år tilbage var en ung ulv forsvundet fra et jagttræningscenter ovre mod Hillerød. Ingen havde set den siden. Snakken gik, men jeg gik bare hjem med ro i sjælen: Nu kunne han trække vejret frit.
Kort tid efter begyndte han at spise meget lettere, og hver dag virkede han stærkere. En dag, efter at have spist sig mæt, kom han hen til mig og lagde sit hoved mod mine knæ. Aldrig har jeg følt mig mere forbundet med noget vildt.
Det mærkeligste var dog, da Henny fødte fire små ulvehvalpe og én kulsort hvalp, som ikke lignede resten. Hele landsbyen tabte kæben. Siden så jeg ulven komme og gå, næsten stolt, og sommetider kom han med et stykke vildt og lagde for fødderne af kuldet. Jeg kiggede på dem gennem køkkenvinduet og tænkte, at vores gamle gård var blevet en del af noget større ulvens flok.
En dag dukkede ejeren fra jagtcentret op, surmulende, vred, og krævede ulven tilbage. Da jeg vægrede mig, blev han truende. Ud af det blå sprang ulven over stakittet, væltede manden til jorden og stillede sig truende imellem os. Jeg følte mig aldrig mere beskyttet end i det øjeblik.
Hvalpene voksede til og fulgte til sidst deres far ind i skoven. Måske er det sandt, hvad jægerne siden har sagt at der nu løber sorte ulve omkring i vores egn. Hver gang nogen spørger, smiler jeg bare: “De er Hennys børnebørn.”
Af og til kommer ulven stadig forbi og sætter sig i skumringen ved udkanten af haven, som for at hilse. Men det er en anden historie.
Nogle gange vokser tillid på de mærkeligste steder mellem et menneske og naturens mest sky væsner. Jeg havde modet til at udvise omsorg, og han svarede mig igen med det eneste, han kunne: Trofasthed og beskyttelse.
Jeg måtte sande, at ensomhed kan forvandles, at en gik ind i flokken, og at godhed engang imellem vender tilbage, når man mindst venter det.
Mon dyr virkelig husker godhed og svarer igen? Jeg tror det.
