En uge efter, hun havde sagt farvel til sin far, befandt hun sig om morgenen i en tåget tilstand af halvbevidsthed, hastende gennem en labyrint af korridorer. Hun løb et sted hen, uden at huske noget, og vidste kun, at hun havde brug for en telefon. Virkelig brug for en.
Det var sommer, og veninderne Birgitte og Lone var rejst til kysten for deres længe ventede ferie. Værelset var lille, men meget tæt på havet. Hele dagen lå de og solede sig, deres hud var allerede solbrun, og lysten til at ligge i sandet voksede. Ved middagstid var solen så skarp, at alt smeltede omkring dem, endda luften. Det var lige så varmt som i en sauna, og det var svært at trække vejret.
– Jeg kan ikke holde det ud mere – sagde Birgitte, idet hun rejste sig fra håndklædet. – Lad os gå et andet sted hen. Det er så varmt her, vi bliver snart til kiks.
– Jeg er enig – svarede Lone og foreslog – Lad os finde en café. Det er dejligt derinde, og vi kan få frokost samtidig.
Veninderne tog hen til en lokal café, hvor de kunne sidde i skyggen og nyde en lækker snack. Mange andre havde fået samme idé, så der var en lang kø.
Birgitte dækkede hovedet med en bog for at beskytte sig mod den brændende sol. Hun havde glemt sin hat hjemme, så hun måtte knibe øjnene sammen.
– Er du okay? – spurgte Lone. – Jeg løber efter is. Vi kan køle ned lidt.
– Skal jeg gå med? – tilbød Birgitte.
– Nej! – svarede Lone kategorisk. – Se hvor mange mennesker der er. De tager vores plads, hvis du går!
Veninden gik, og Birgitte kedede sig. Hun stod ved den varme betonbygning under den brændende sol. Køen rykkede sig ikke, så hun kneb øjnene sammen.
Hun hørte en ringen for ørerne, og alt i hendes hoved blev sløret. Hun var langt ude på havet. Kysten var ikke til at se. Hun lå på vandet, men underligt nok var vandet ikke salt. Hun tog et par slurke og følte sig med det samme bedre. På himlen var der en kæmpemæssig smuk regnbue, og vandet glitrede som multi-farvede briller i et kalejdoskop. Det var meget smukt omkring hende. En lethed som en fjer, der gynger på bølgerne, og en følelse af lykke… Folk gik på regnbuen. Blandt dem så hun sin far, som døde sidste år. Han vendte sig mod hende og vinkede med et smil.
Pludselig hører hun stemmer ovenfra.
– Herovre! – råber de i kor. – Giv os din hånd! Løft det op.
Nogle hænder griber hende og trækker Birgitte op i en båd. Hun slapper af, og vil ikke være i båden, men stemmerne bliver mere klare, mest kvindestemmer.
– Hvem har salmiakspiritus? – de stopper ikke. – Giv mere vand!
Birgitte kom til sig selv, åbnede sine øjne.
– Åh, min ven – Lone ånder lettet op. – Du skræmte mig! Jeg var virkelig bange!
Birgitte var overrasket og skuffet over at se, at hun sad på caféns veranda, og ikke ude på havet.
– Det var hedeslag, skat! – mumlede veninden og takkede de andre for hjælpen. – Åh, jeg sagde til dig: “Tag en hat med, tag en hat med!”, og du sagde: “Ja, ja!” Og nu ser du!
Folkene gik deres vej.
– Lones kærlige blik – siger Birgitte tænkende. – Jeg så min far der. Han har været væk i næsten et år, men han ser stadig så ung ud.
Pigerne gik endelig ind i cafén og satte sig ved et bord. Birgitte grubler stadig over det uventede møde med sin far.
En uge efter, hun tog afsked med sin far, om morgenen i en usammenhængende halvdrøm, skyndte hun sig febrilsk gennem en labyrint af korridorer. Hun løb et sted hen uden at huske noget, men vidste kun, hun havde brug for en telefon. Hun havde virkelig brug for den.
Hun løb hen til et ukendt rum. På væggen hang en ældgammel telefon, slidt og skrabet. Hun blev glad. Hun tog telefonen og råbte:
– Hej! Hej!
– Det er i orden! Birgitte, hvad er der sket? – hendes fars stemme gentog sig, – Rolig nu og fortæl mig det. Jeg vil hjælpe, så godt jeg kan.
Faderen var ikke særlig talende, mens han levede, og når han ville spørge om noget, startede han altid samtalen med et kort “Godt”. Pigen glædede sig over at høre sin fars stemme tydeligt med alle de velkendte intonationer. Hun fortalte hurtigt det hele: om sig selv, om sin mor, om sin kusine, hans niece, der forsvarede sin speciale tre dage efter hans død. Han havde set frem til denne dag, men nåede det ikke.
– Far, kan du forestille dig det? – lo hun. – Ligesom lovet, fik hun en topkarakter!
Så stoppede hun, som om hun vågnede.
– Hallo, far! – hun skreg i telefonen. – Far, du er her ikke! Hvordan kan det lade sig gøre, at du taler med mig?
– Nogle gange – siger faren. – Hvis du virkelig ønsker det, sker det, min datter, det sker.
Selv i livet troede faderen ikke på al slags mysticisme, han var materialist, hvilket var mærkeligt, nu forsikrede han hende om noget andet. Hun vågnede og huskede situationen, da hun sad med Lone i cafén. Dengang kiggede hun der, hvor regnbuen svævede over vandet.
Og nu… Hun kan stadig ikke ryste følelsen af, at hendes far er tæt på hende og støtter hende hver eneste dag.
