Det er svært at beslutte sig på én gang
I sommerferien kørte Mette og hendes mand børnene til landsbyen, der lå ikke langt fra deres by. De besøgte dem hver weekend, nogle gange kørte Mette alene. Landsbyen lå kun syv kilometer væk, så hun kunne tage bussen direkte fra arbejde fredag aften, hvis Anders skulle arbejde i weekenden.
Måske havde hun ikke kørt hver weekend, men for det første savnede hun børnene, og for det andet havde hendes far været ramt af et slagtilfælde, og hun ville hjælpe sin mor med haven. Denne fredag havde hun tænkt sig at tage direkte til landsbyen efter arbejde.
“Anders, jeg tager lige til børnene i landsbyen efter arbejde, så du må finde noget at spise uden mig. Der er alt i køleskabet. Og så kan du hente mig søndag, du har jo fri det er da mærkeligt, du skal arbejde lørdag”
“Vi har helt vildt travlt på arbejdet,” svarede manden. “Chefen sagde, han ville betale overtid.”
Mette arbejdede som økonomichef på et kontor. Fredag aften skyndte hun sig at afslutte en rapport, men i hastigheden lavede hun en fejl og sendte den alligevel til de højere chefer i regionen.
Lørdag eftermiddag ringede chefen, Christian Mikkelsen.
“Mette, hvad har du lavet med den rapport? De ringer fra hovedkontoret og brokker sig. Ret det med det samme, ellers får du ingen bonus.”
“Jeg er i landsbyen, Christian. Måske i morgen? Og hvad skulle jeg dog have” Han lod hende ikke få lov at afslutte.
“Jeg er ligeglad med, hvor du er. Ret det nu,” råbte han så højt, at hendes mor kunne høre det i baggrunden.
“Jamen, jeg kører nu.”
“Åh, datter, hvem er det, der skriger sådan?”
“Min chef, Christian. Jeg har vist lavet en fejl i rapporten, jeg skyndte mig i går. Nå, men jeg må af sted. Det er jo åbenbart *meget* vigtigt.”
Hun sagde farvel til sin trettenårige søn og tiårige datter.
“Okay, unger, vi ses næste weekend.”
Da hun kom til byen, gik hun direkte til kontoret, ringede til vagten for at de ikke skulle komme, tændte computeren og satte sig til at rette rapporten. Da hun endelig gennemgik den grundigt, opdagede hun to åbenlyse fejl.
“Hvordan kunne jeg overse det? Det må da have været tydeligt for alle andre. Mærkeligt. Det var nok fordi jeg skulle nå bussen.”
Det var allerede aften, men hun sendte rapporten igen, lukkede kontoret, overdrog det til vagten og begav sig hjemad.
“Anders kommer snart hjem fra arbejde. Han bliver nok overrasket over, at jeg er her,” tænkte hun, mens hun gik roligt hjemad og nød en aftengående tur. “Underligt, han plejede ikke at arbejde i weekenderne. Og han har virket så fjern på det sidste. Telefon i hånden hele tiden, nogle gange irriteret. Vi burde virkelig snakke. Nu hvor børnene ikke er hjemme, kan vi måske få en ordentlig samtale.”
Da hun nærmede sig huset, tog hun klokken op af tasken, kiggede op og så lys i køkkenet.
“Nå, Anders er også hjemme!”
Da hun kom op til tredje sal, føltes hendes hjerte pludselig en smule anspændt. Ved hoveddøren hørte hun romantisk musik den slags Anders altid brokkede sig over, når hun satte den på. Det var underligt. Interessant. Hun åbnede døren forsigtigt og stødte lige ind i et par sandaler i entreen. De så bekendte ud, men hun kunne ikke lige placere dem, og nu var det ikke tid til det.
Hun lagde nøglerne og tasken forsigtigt på hylden, kiggede ind i stuen, hvor der kun var dæmpet belysning fra en væglampe, og gik så ind i soveværelset. Ingen der. Kun den langsomme melodi spillede.
Da hun så ud mod altanen, så hun to silhuetter, begge rygede.
“Lise Det er Lise,” gik det op for hende. “Sandalerne var hendes.” En bølge af kvalme skyllede over hende. Det var hendes veninde.
Hvad lavede hun her? Hun havde været på besøg ofte på det sidste, når Mette selv var hjemme. De tre havde drukket te og nogle gange vin. Mette begyndte at ryste, men listede sig hen til den halvt åbne altandør.
“Anders, hvornår skal du så fortælle Mette om os?” hørte hun venindens stemme.
Manden lød ikke særlig begejstret for spørgsmålet og svarede irriteret:
“Lise, skal vi nu til det igen? Vi aftalte, at du ikke skulle presse mig. Jeg har ikke taget en beslutning endnu”
Gennem det tynde gardin kunne Mette se, at Anders stod i underbukser, mens Lise havde hans skjorte på. De stod og røg og snakkede.
“Hvornår *skal* du så beslutte dig?” spurgte Mette pludselig højt, mens hun trak gardinet til side.
Manden tabte sin cigaret af overraskelse, mens Lise skreg den måtte være faldet på hendes fod.
“Hvad fanden laver du her?” råbte Lise, mens hun marcherede ind i stuen. Anders tav. “Du skulle først komme i morgen, din kylling! Det er måske godt, at du har set os.”
Mette stod lamslået af venindens aggression, men holdt masken og græd ikke.
“Met, du kunne da i det mindste have ringet,” mumlede Anders.
“Skal jeg nu også bede om tilladelse til at komme hjem?” svarede hun sarkastisk, mens hun samlede sig.
Lise stirrede på hende, uden skyggen af skam. Men så sagde Anders:
“Tag nu bare bukser på og gå.” Hun fnøs og gik ud for at klæde sig på, før hun smækkede døren.
“Met, undskyld Lise er ikke seriøs. Det var bare fordi jeg keder mig. Jeg har ikke tænkt mig at forlade familien,” forsøgte han.
“Tror du, vi stadig *har* en familie?”
“Åh, kom nu. Mænd gør sådan noget nogle gange. Og det er egentlig også din skyld. Du passer ikke på dig selv som før. Når var du sidst hos frisøren? Vi plejede at tage på ferie, men nu”
“Nu har vi børn, og min far har lige haft et slagtilfælde, og jeg skal hjælpe min mor. Mærkeligt, at du spørger sådan. Hvorfor går jeg i de her gamle tøj
