Ringetonen på min svigerdatters telefon ændrede mine planer om at hjælpe den unge familie med at finde en bolig
Jeg bor selv i en pæn etværelseslejlighed midt i København. Min mand døde for fem år siden, og jeg arvede endnu en toværelses lejlighed efter min tante den ligger godt nok ikke på Frederiksberg, men i Vanløse, men jeg synes nu stadig, den har en god planløsning. Jeg havde lejet den ud til et ungt, ordentligt par de holdt det pænere end selv jeg gør, og hver måned kom jeg forbi for at få huslejen og lige tjekke tilstandene. To år uden et eneste klagepunkt er nu også værd at tage hatten af for.
Da min søn, Anders, blev gift, valgte han sammen med svigerdatteren, Lærke, at klare sig selv. De lejede en lejlighed i Valby og begyndte straks at lægge penge til side til en udbetaling. Jeg blandede mig ikke men et sted bagerst i hovedet havde jeg jo tænkt, at de på et tidspunkt kunne få tantes lejlighed foræret. Om de så ville sælge den, rive væggene ned eller fylde altanerne med potteplanter, det måtte de helt selv bestemme.
Efter et år kom mit første barnebarn, lille Viggo, til verden. Da blev jeg endnu mere fast besluttet på, at de skulle have papirerne på lejligheden. Men for en uges tid siden skiftede jeg holdning og det skyldes simpelthen en ringetone.
Det var efter min store 60-års fødselsdag, som jeg fejrede med manér: Jeg havde lejet et lokale på Nyhavn og inviteret en hel hær af venner, kolleger og naturligvis Anders og Lærke.
Lærke og jeg har egentlig altid haft et fint forhold hun er lidt dramatisk og kan til tider eksplodere over de mindste ting, også overfor mig, men jeg har tænkt, at det må være ungdommen. Man skal jo ikke gemme på sten, man alligevel ikke gider slæbe rundt på.
Men det, der skete den aften, forandrede noget mellem os for evigt.
Anders og Lærke kom selvfølgelig med Viggo på armen. Jeg vidste godt, at den larmende restaurant ikke var et sted for små børn, så Lærke lavede den fornuftige aftale, at de nok gik hjem allerede efter en times tid. Jeg nikkede, fyldt af forståelse og livserfaring.
Da de skulle ud af døren, kunne Lærke ikke finde sin telefon. Vi rendte som høns uden hoveder mellem bordene, og for at hjælpe valgte jeg at ringe til hende.
Så opstod der pludselig en sær stilhed blandt gæsterne, alle stirrede på os, og man kunne næsten høre snapsene blive dårligere af nysgerrigheden. Pludselig, fra vindueskarmen, brød et frygteligt hundeglam, knurren og ul med en utrolig realisme, som var Ragnar fra Rødovre blevet låst inde under festen! Alle stirrede på Lærke, der blev ildrød i ansigtet, stak af mod vinduet, snuppede telefonen og slog samtalen fra.
Gæsterne gloede først på hende, så på mig og så igen på hende én gang til. Situationen blev reddet, da min bror Knud skænkede mere rødvin og satte en Kim Larsen-sang på anlægget og udråbte endnu et skål for mig men luften var ligesom sivet ud.
Resten af aftenen hviskede folk selvfølgelig om den kreative ringetone. Dagen efter tog jeg mod til mig og spurgte Anders, om han ikke syntes, det var en ret dårlig joke. Dét syntes han mærkeligt nok ikke.
Siden da har jeg holdt lidt igen med familiemiddagene og ideen om at give lejligheden væk har jeg altså smidt på køl, indtil relationerne er lidt mindre… firbenede. Jeg havde nu håbet, at jeg som minimum kunne få en undskyldning. Men hvis de virkelig har lyst til at have mig som hund i familien, ja, så må det jo være sådan.
