Min snigende drøm begyndte med en fortælling om et liv, der føltes som en kold nat i Jylland. Jeg var blevet alene med mine to sønner, da den yngste kun var fire og den ældste ti. Ingen anden mand kom ind i billedet – der var kun arbejde, tomme weekender og en mor, der trådte til med madpakker og lektiehjælp, mens jeg sled på to jobs for at holde hovedet over vandet.
De voksede op til flinke, kloge mænd. Den ældste, Mads, bor nu langt væk med sin kone og bygger sit eget hus. Men det var altid Nikolaj, den yngste, jeg holdt mest af. Han forstod mig bedre, boede tæt på, og jeg så en fremtid, hvor hans børn ville kalde mig *bedstemor*.
Da han studerede, tog jeg til Sverige for at tjene penge. Vasked gulve, plejede gamle mennesker, fros om natten – alt for at spare op til ham. Hver en krone blev gemt. Så kom nyheden: Han ville giftes.
Jeg havde kun mødt hende et par gange – stille, smilende, *hyggelig*. Hed Emma. Jeg vidste ikke, hun kunne skifte ansigt som en vinterhimmel.
Jeg gav dem alt. Lejligheden i Århus, den de drømte om. En bryllupsfest på Fyn med alt, hvad hjertet kunne begære. Selv Mads forstod det – han havde sit eget, sagde han. Men Nikolaj var min sang. Jeg drømte om at være en del af deres liv.
Men drømme kan forvandle sig til mareridt.
Ugen efter brylluppet kom jeg forbi med hjemmelavet rugbrød og æbler. Emma lukkede mig ind med et blik som en lukket dør.
“Solveig,” sagde hun – koldt som en februar-morgen – “vi bør måske aftale, at vi kun ses til jul og fødselsdage. Så undgår vi… misforståelser.”
Jeg kunne ikke tro mine ører. *Hun*, som jeg havde givet en fremtid, satte nu grænser for, hvornår jeg måtte eksistere i deres liv.
Og Nikolaj? Han stod tavs. Ikke et ord til min forsvar. Ikke et *”Mor, du er altid velkommen.”*
Jeg gik ud på gaden med hænder, der rystede som et poplartræ i storm. I bussen på vej hjem til Odense kæmpede jeg mod tårerne. Jeg havde arbejdet mig halvt ihjel – ikke for mig selv, men for dem. Og nu ville de kun lukke mig ind, når det passede *dem*.
Mads ringede senere. “Det er ikke i orden,” sagde han. Han forstod. Men hans kernefulde ord kunne ikke helbrede såret.
Nu sidder jeg i min stue og stirrer ud på Regnbuepladsen. Jeg føler mig som en fremmed i mit eget liv. Hvad gør man, når ens kærlighed bliver smidt tilbage i ansigtet? Smiler man stadig ved julebordet? Eller giver man op og erkender, at nogle døre ikke kan åbnes igen – selvom man selv gav dem nøglen?
Jeg ved det ikke. Men én ting ved jeg: En mor er mere end en orlogstidssamarit. Hun er ikke en gæst, der kun må komme, når det passer de andre.
Men i denne drøm er det ikke mig, der bestemmer reglerne. Og det gør ondt.
