Det svære valg. Hjemkomsten
— Hvis du vil, så flyv, sagde Erik og satte koppen i vasken. Hans stemme var rolig, næsten ligeglad. — Men vent ikke min støtte. Hverken moralsk eller fysisk.
— Det gør jeg heller ikke, svarede Freja stille uden at se på ham.
— Sig ikke bagefter, at det var forgæves.
— Måske gør jeg det. Måske ikke. Det vigtige er ikke at fortryde, at jeg prøvede.
Alligevel tog hun afsted.
Flyet med mellemlanding blev forsinket, og hendes næste fly lettede uden hende. Syv timers pinefuld venten i en lufthavn, en plastret sandwich og en taske over skulderen i stedet for kufferten — kjolen var blevet i bagagerummet på en anden kontinent.
På hotellet fortalte de, at reservationen »ikke var gået igennem«. Manden bag disken smilede, som om det var en bagatel:
— Undskyld, frue, vi er fuldt bookede. Jeg kan give dig en liste over nærliggende moteller.
— Tak, svarede Freja tørt. — Lige præcis en liste over livets nederlag manglede jeg.
Hun satte sig på en café om hjørnet, bestilte en kaffe og bladrede gennem sine kontakter på telefonen. Fingeren standsede ved et navn: Mette Sørensen. Universitetsveninden fra deres tid i Aarhus. Derefter enkelte beskeder, sjældne likes… og så stilhed.
»Måske skulle jeg tage chancen?« tænkte Freja og sendte en kort besked.
Svaret kom efter tre minutter:
»Selvfølgelig, kom bare! Vi har et gæsteværelse. Og vi finder en kjole til dig, ingen problem. Du er sikkert slankere nu — jeg tager en størrelse større. Sikke lang tid siden, du forsvandt!«
Næste morgen kørte de gennem forstæderne til København. Freja mærkede, hvordan hver sving på vejen førte hende længere tilbage i fortiden, der allerede var død for længst. Mette havde ændret sig — velplejet, selvsikker, men stadig venlig uden et fnug af arrogance. Hun gav adressen til klubben, målte Freja med et kritisk blik, redte hendes hår, sprøjtede med hårspray og gav hende en broche:
»Du går derind ikke som et spøgelse fra fortiden, men som en kvinde, der ved, hvad hun er værd. De derinde har alle det samme ansigt og de samme læber. Men ikke alle har en sjæl. Hold hovedet højt, Freja.«
Festivalen var prægtig.
Telte, velplejede græsmatcher, tjenere med champagne, kvinder i designertøj — som om de alle var støbt i samme form. Alt var dyrt, overdrevent og… fremmed. Kendte ansigter så Freja ikke. Kun nye — solbrændte, opererede, selvhævdende.
Anders var den første. En smule ældre, men ellers den samme. Han nærmede sig med en skyldbevidst smil, tog hende i favnen og hviskede:
— Jeg er glad for, du kom. Undskyld, jeg sagde ikke noget til Ida. Jeg ville bare have, hun så dig…
Freja svarede ikke. Hun forstod allerede alt.
Ida kom lidt senere. Ikke alene — med et helt følge. Kjolen var designer, ansigtet perfekt formet, blikket koldt.
— Freja? Sikke en overraskelse, sagde hun med et smil, der lignede en grimasse. — Er du… her?
— Jeg er mig. Og her er bare et sted, svarede Freja roligt. — Tillykke med jubilæet.
— Tak. Håber ikke rejen var for træls?
— Lidt. Men Mette Sørensen hjalp mig. Morsomt, hvor stærkt gamle bånd kan binde, selv efter årevis.
— Mette? Nå ja… Hun hjalp os rigtig meget, da vi flyttede. De siger, hun har god smag. Er det hendes kjole?
— Den er behagelig. Og sidder bedre end nogle minder.
Ida tabte tråden et øjeblik.
— Nå… jeg håber, du hygger dig i aften.
— Det gør jeg allerede. Tak for invitationen.
— Jeg… inviterede dig ikke.
— Men du smider mig heller ikke ud, svarede Freja med et blidt halvsmil.
Senere, da en af gæsterne pludselig vaklede og begyndte at blive blå, blev hallen fyldt med panik.
— Han får ikke vejret! råbte en kvinde i leopardkjole. — Ring efter en ambulance!
— Jeg er læge, sagde Freja roligt, allerede ved hans side. Uden hysteri, effektivt. Puls, taske under hovedet, åbnet krave. Hun handlede, som om hun gjorde det hver dag. Og det gjorde hun.
Ambulancen kom efter et kvarter. I mellemtiden kom hverken Ida eller nogen fra hendes følge hen.
Næste morgen vågnede Freja på Mettes gæsteværelse. Kjolen lå pænt foldet på en stol, på bordet stod kaffe og en seddel:
»Du gjorde det rigtige. Hvis du igen vil forsvinde i denne by — så ring. Værelset er dit.«
Hun mærkede en lettelse i lufthavnen.
Ikke fordi det var forbi.
Men fordi alt endelig havde fundet sin plads.
Dette venskab var dødt for længst. Det var bare begravelsen, der havde trukket ud. Nu var den overstået. Uden blomster. Uden tårer. Men med et farvel.
Erik ventede hende ved udgangen. Hans lodne hund, Buster, var lige ved at vælte hende af glæde.
— Nå, hvordan gik det? spurgte han.
— Jeg lukkede kapitlet.
— Med et brag?
— Lidt. Men med stolthed.
— Og?
— Jeg længes ikke mere.
Han tog hendes taske.
Hun tog hans arm.
Og de gik hjem.
