Mette stod i køkkenet og dækkede bord til aftensmaden for sig selv og sin mand. Aftenen lovede at blive stille og lune, men pludselig blev stilheden brudt af en skarp ringen på døren. De havde ikke ventet gæster, og lyden hang i luften som en forsmag på noget uventet.
“Jørgen, åbner du lige? Hvem kan det være?” råbte Mette fra køkkenet, mens hun tørrede hænderne i et køkkenklud.
Jørgen, der lige havde slukket fjernsynet, rejste sig modstræbende og gik hen til døren. Da han åbnede den, stivnede han af forbløffelse.
“Tante Ellen? Hvor kommer du fra?” Hans stemme røbte ægte overraskelse. Foran ham stod hans afdøde mors storesøster, en kvinde han ikke havde set i årevis.
“God aften, Jørgen. Jeg tænkte, jeg lige ville kigge forbi. Må jeg komme ind?” Ellen smilede, men der lå en skygge af træthed i hendes øjne.
“Selvfølgelig, kom ind!” Jørgen trådte til side for at lade hende passere. “Hvorfor ringede du ikke? Jeg kunne have hentet dig på stationen.”
“Åh, det skete bare lidt spontant,” svarede hun og satte forsigtigt en tung taske på gulvet. “Jeg har været hos din søster i Århus, og nu er jeg her i København.”
Mette, der havde hørt stemmeerne, kom ud fra køkkenet og rettede på sit forklæde. Da hun fik øje på gæsten, lagde hun en lille rynke i panden.
“Goddag, fru Møller! Sikke en overraskelse… Vil du spise med os?”
“Det vil jeg gerne, tak,” svarede kvinden og gik mod badeværelset for at vaske hænder.
Mette sendte sin mand et spørgende blik, mens hun knap nok kunne skjule sin irritation.
“Jeg anede ikke, hun kom,” hviskede Jørgen undskyldende.
“Hvor længe bliver hun?” Mette krydsede armene. “Skal vi rende rundt med hende i byen, fodre hende? Hvorfor dukkede hun overhovedet op?”
“Slap af, vi finder ud af det,” svarede Jørgen og prøvede at holde stemmen rolig.
Da Ellen kom tilbage, satte hun en pose med medbragte ting på bordet.
“Her, jeg har taget noget med fra landet: frisk honning, hjemmelavet, hvidløg og forskellige urter. Sådan noget koster jo en formue i byen. Nå, fortæl mig, hvordan har I det? Hvordan går det med jeres søn?”
“Vi klarer os, som alle andre,” begyndte Jørgen. “Vi har købt en lejlighed på realkredit, arbejder og slider. Emil er i 10. klasse, han er begyndt at interessere sig for programmering. Han er snart hjemme fra træning. Hvordan går det med dig?”
“Det er godt, I har købt lejlighed,” nikkede Ellen. “Jeg tænkte, det var på tide at besøge familien. Efter din mors død, Jørgen, mistede jeg næsten kontakten til jer. I kommer ikke til byen, I har travlt, det forstår jeg godt. Men det er ensomt for mig alene på landet. Alderdommen er ikke altid lige nem.”
“Kødbollerne er fantastiske, Mette,” tilføjede hun og tog en bid. “Og lejligheden er hyggelig, I har gjort det godt.”
“Hvor længe bliver du?” spurgte Mette forsigtigt, mens hun prøvede at skjule sin utålmodighed. Jørgen sendte hende et bebrejdende blik.
“Et par dage,” svarede Ellen. “Jeg vil gerne se lidt af byen, det er længe siden. Derefter rejser jeg videre. Det er rart at se jer og Emil. Du er så smuk, Mette, og en dygtig husmor.”
Mette tvang et smil frem. Komplimenterne var rare, men situationen var stadig anspændt.
“Du må nok sove på køkkengulvet på en luftmadras,” sagde hun. “Vi har kun to værelser: et til os og et til Emil.”
“Jeg er ikke kræsen, hvor I lægger mig, der sover jeg,” svarede Ellen med et venligt smil. “Tak for mad, det var virkelig lækkert.”
Lige da kom Emil farende ind i lejligheden, forpustet med sin rygsæk på skulderen.
“Søn, det er din grandtante Ellen, din mormors storesøster,” præsenterede Jørgen. “Du kan næppe huske hende, du var kun lille, da vi sidst besøgte hende.”
“Hej,” sagde Emil og studerede gæsten nysgerrigt. “Du ligner faktisk mormor.”
“Rart at møde dig, Emil,” smilede Ellen. “Jeg hører, du interesserer dig for programmering?”
“Ja,” lyste Emil op. “Men min computer er gammel og langsom. Jeg skriver programmer, men det går ikke hurtigt nok.”
“Godt arbejde, bliv ved med det. Programmerere er eftertragtede i disse tider,” opmuntrede hun ham.
“Hvad arbejdede du som?” spurgte Emil nysgerrigt.
“Jeg var læge og underviste senere på medicinskolen. Så blev jeg gift og flyttede på landet. Der blev jeg hængende. At hjælpe mennesker er en stor ting, Emil.”
“Fedt,” nikkede Emil imponeret.
“Lad os ordne seng til dig, så du kan hvile,” foreslog Jørgen. “I morgen har jeg fri, jeg kan vise dig rundt i byen.”
“Tak, Jørgen, det glæder jeg mig til,” svarede Ellen, og hendes stemme dirrede af oprigtig taknemmelighed.
Da alle var gået til ro, begyndte Mette i sengen at hviske til Jørgen:
“Hvad er det her for noget? Hun dukker op uden varsel, med honning og hvidløg, og tror, vi hopper af glæde? Nu skal vi underholde hende og fodre hende! Hvad er det for nogle mennesker?”
“Mette, slap af,” svarede Jørgen stille. “Hun er min eneste tante. Hun opfostrede min mor, deres forældre døde tidligt. Hendes liv har været hårdt: mand og søn – hun mistede dem alle. Så giftede hun sig igen, flyttede på landet og startede en gård. Men også hendes anden mand døde. Kan du forestille dig, hvor ensomt det er? Alligevel holder hun ud og besøger sin familie. Det er bare et par dage, hold ud.”
“Jeg kender hendes historie, din mor fortalte det,” mumlede Mette. “Men man gør altså ikke sådan. I morgen tager jeg til min mor, så kan du selv underholde hende.”
“Okay,” sukkede Jørgen. “Jeg ordner det.”
Næste dag gik Jørgen, Ellen og Emil en tur i København. Mette tog til sin mor. Da hun kom hjem om aftenen, hørte hun lyden af Emils og Ellen’s latter. Køkkenbordet var fyldt med indkøbsposer og gaver.
“Hvad foregår der her?” spurgte Mette forbløffet og så sig omkring.
“Mette, jeg har købt lidt til”Jeg kunne ikke lade være – jeg har købt nyt service til dig, nyt sengetøj, og Emil fik den computer, han altid har drømt om!” svarede Ellen med et bredt smil.
