En smuk refleksion… Ordene slår ikke til.
En kvinde, som længe havde levet i splid med sin mand, fik pludselig hjertestop. Da hun lå på grænsen mellem liv og død, viste en engel sig for hende og sagde, at hendes gode og onde gerninger var blevet vejet og hun kunne endnu ikke træde ind i himlen. Dog tilbød englen, at hun kunne vende tilbage til livet på jorden i nogle få dage for at gøre godt igen det, der manglede. Hun accepterede og vågnede hjemme hos sin mand igen. Han sagde intet de havde været uvenner i årevis.
Hun tænkte:
Måske er det nu, jeg skal forsone mig med ham. Han sover på sofaen og jeg har for længst holdt op med at lave mad til ham. Han står der og stryger en skjorte til arbejde… Jeg kunne overraske ham.
Da han gik ud, begyndte hun at vaske og stryge alt hans tøj. Hun lavede en dejlig dansk middag, dækkede bordet med levende lys og friske blomster, og lagde en seddel på sofaen:
“Jeg tror, du ville sove bedre i sengen, der engang var vores. I sengen, hvor vores børn blev skabt i kærlighed. I sengen, hvor vi gennem mange nætter krammede hinanden og holdt frygten væk. Den kærlighed er der endnu, og venter på os. Hvis du kan tilgive mine fejl så mød mig dér.”
Din hustru.
Da hun skrev den sidste sætning: “Hvis du kan tilgive alle mine fejl”, tænkte hun:
Er jeg helt fra den? Er det virkelig mig, der skal undskylde? Det var jo ham, der blev bitter og vred, da han mistede sit arbejde på bryggeriet og ikke kunne finde nyt. Jeg måtte få kroner og øre til at slå til, og samtidig holde sammen, mens hans vrede gik ud over os. Han begyndte at drikke, sad tavs i lænestolen og skældte ud på børnene, når de bare ville lege. Han råbte ad mig, når jeg sagde, at vi ikke kunne fortsætte sådan. Han ødelagde alt… og nu er det mig, der skal sige undskyld?
I vrede rev hun brevet i stykker, men da lød engelens stemme:
Husk: Kun et par gode gerninger mere, og du har fortjent himlen. Ellers kan du ikke komme ind.
Hun stod længe og tænkte:
Er det det værd?
Så satte hun sig og skrev brevet igen. Denne gang lod hun mere kærlighed sive ind mellem linjerne:
“Jeg forstod ingenting dengang. Jeg så ikke din frygt, da du mistede dit arbejde efter så mange års tryghed. Du må have været bange. Jeg husker dine drømme om alt det, vi skulle lave sammen, når vi blev gamle. Jeg kunne have hjulpet dig til at realisere dem, i stedet for at presse dig til taxakørsel, som du hadede.
Jeg husker den nat, jeg ødelagde dine kærestebreve og lagde dine malerier til forbrænding. Jeg blev rasende over, at du lukkede dig inde for at male og brugte vores penge på pensler og lærred eller skrev digte til mig. Jeg skulle have hjulpet dig med at sælge de billeder de var virkelig smukke. Jeg var også bange. Jeg følte kun ro, når du arbejdede på Carlsberg. Jeg så ikke, hvor ondt det gjorde på dig.
Jeg beder dig, elskede, tilgive mig. Fra i dag lover jeg, at alt skal blive anderledes. Jeg elsker dig.”
Din hustru.
Da hendes mand kom hjem fra arbejde, mærkede han straks, at noget var forandret. Duftene fra køkkenet, de levende lys på bordet, hans yndlingsmusik og en seddel ventede på sofaen.
Da hun trådte ud fra køkkenet med fadet i hænderne, så hun ham græde som et barn. Hun satte maden, gik hen og holdt om ham. De behøvede slet ikke ord. Tårerne fik lov at flyde frit. Han løftede hende og bar hende ind i dobbeltsengen. De elskede hinanden med samme passion som den allerførste nat.
Senere spiste de sammen, lo og delte barndomsminder om deres børn.
Senere igen, da hun stod og vaskede op, kiggede hun ud af vinduet og så englen i haven. Hun løb ud, tårerne strømmede:
Lad mig blive lidt længere, kære engel. Jeg vil hjælpe ham til at male igen, jeg vil genopbygge det, jeg ødelagde. Jeg lover, snart er han lykkelig. Først da kan jeg tage med dig.
Englen smilede:
Jeg skal ikke tage dig med nogen steder. Du ER allerede i himlen. Du har fortjent det. Men husk helvede, du kom fra og forstå, at himlen tit er tættere på, end du tror.
Så lød mandens stemme indefra huset:
Elskede, kom nu ind, det er koldt. I morgen venter en ny dag.
Hun tænkte:
Ja… tak Gud, i morgen bliver en ny dag.
En tanke til eftertanke:
Du, der brokker dig over det, du ikke får har du tænkt på, hvor meget du selv giver?
Du, der lider har du tænkt på, hvor meget du lader andre lide?
Du, som anklager andre for uvidenhed kender du din egen?
Du, som fordømmer fejl ser du dine egne?
Du, som siger, du er en loyal ven er du ærlig overfor dig selv?
Du, som klager over manglen ser du, hvor meget du egentlig har?
Du, der kritiserer verden har du gjort noget for at gøre den bedre?
Du, som drømmer om himlen hvor meget har du gjort for at gøre helvede mindre?
Du, der siger, du er ydmyg er du virkelig det?
Du, der fordømmer ondskab bringer du selv godhed?
Du, som beklager dig over ligegyldighed viser du selv kærlighed?
Du, som frygter fattigdom forvalter du det, du har, med omtanke?
Du, som brokker dig over torne planter du roser?
Du, der frygter mørket tænder du et lys?
Du, der kun ser dig selv værner du om andre?
Du, som føler dig lille gør du selv noget for at vokse?
Du, som frygter ensomhed skænker du nogen din nærhed?
Du, der frygter sygdom tager du dig af dit helbred?
Du, som længes efter fred gør du noget for at stoppe striden?
