Kære dagbog,
For et par måneder siden gik Mette og jeg hver til sit, men vi har holdt en venlig tone. Jeg flyttede ind i en lejlighed til leje på Nørrebro i København, og siden da har vi haft en rolig, men lidt akavet kontakt.
For lidt over en måned siden dukkede Mette op tidligt om morgenen i min nye lejlighed. Hun havde brug for at hente en fil fra vores fælles bærbare pc, så hun bankede på døren, før solen var helt stået op.
Jeg var dog ikke alene. Freja, en ung pige jeg er begyndt at gå med, var i badeværelset. Hun kom ud med et håndklæde om livet, så hun kun var dækket til fra taljen og ned. Da Mette trådte ind, gik Freja ud fra badeværelset og sagde straks:
Godmorgen, Mette.
Godmorgen, Freja.
Der var et kort øjeblik, hvor de begge stod stille og så på hinanden, hvorefter Freja, tydeligt overrasket, mumlede:
Nå, jeg tror nok, jeg må springe over denne gang.
Begge brød ud i høj latter, mens jeg stod som en fjols og så på dem. Dagen efter fik Freja en god karaktersætning på sit kursus, så alt gik som planlagt.
Nu sidder jeg her og bekymrer mig om, at de måske kan blive venner alligevel. Skal jeg lade mig rive med af denne frygt, eller kan jeg stole på, at alt ender godt?
Jeg har lært, at ægte ro kommer fra at acceptere, at folk i ens liv kan krydse hinandens veje uden at det nødvendigvis skaber konflikt. Det er bedre at give plads end at holde fast i usikkerheden.
