**Én sjæl til to**
Da familien pludselig havde to helt ens døtre, var det ikke noget nyt, men alligevel følte Marina sig lidt bange, da de første gang blev bragt ind til hende på fødeafdelingen. De to tvillingepiger blev lagt til amning og efterladt i hendes stue.
“Hvordan skal jeg nogensinde kunne skelne dem fra hinanden?” tænkte hun. “At vide, at jeg ventede tvillinger, er én ting, men nu er de her – mine smukke piger, to ens.”
Men Marina vænnede sig til dem og lærte at kende dem efter små, usynlige tegn, som kun hun kendte. Alle andre forvekslede dem stadig.
Freja og Maja voksede op som uadskillelige. De gik i børnehave og senere i skolen sammen. Da de nåede de højere klasser, lærte de om alle de myter, der omgiver tvillinger. De gamle grækere troede, at tvillinger var gudernes børn, og der er endda et stjernebillede kaldet Tvillingerne. Der har altid været en tro på, at tvillinger deler én sjæl – at de tænker ens.
Og det passede på Freja og Maja. Hvis den ene blev syg, fulgte den anden efter. Nogle gange endte de i lignende situationer uden at vide det. Men mest af alt blev de forvekslet på grund af deres fuldstændige lighed. Selv deres personligheder og vaner var næsten identiske. Da de blev ældre, forelskede de sig i de samme drenge.
Tiden gik, og de skulle snart dimittere. Begge havde gode karakterer og drømte om at studere. Men i juleferien blev Maja pludselig syg – rigtig syg. Freja ventede på, at hun også skulle blive ramt, men det skete ikke. Forældrene tog Maja til hospitalet, hvor lægerne hurtigt opdagede en alvorlig blodsygdom.
“I burde have kommet tidligere,” sagde lægerne. “Men vi forstår godt, at man ikke tager på hospitalet, hvis der ikke er symptomer.”
Maja kæmpede i seks måneder, men om foråret gik hun bort. Freja var i skole, men i det øjeblik hendes søster døde, følte hun en skarp smerte i brystet, som om hendes hjerte ville springe ud. Hun var lige ved at besvime.
Forældrene var bange for Freja. Bange for, at hun ikke kunne klare sorgen. Freja ventede selv på, at hun også skulle blive syg, men da de tog hende til lægen, var der intet galt.
Sorgen efter Majas død tyngede hele familien. Freja spurgte sig selv:
“Hvorfor skete det med hende? Hvorfor ikke mig?”
“Det føles, som om en del af mig selv er væk,” sagde hun til sin mor.
Moren var bekymret for Freja.
“Skal du ikke til eksamen snart, skat? Prøv at klare den godt. Du må leve for dig selv og for Maja nu.” Freja samlede sig og bestod eksamen med glans.
Efter tragedien besluttede hun sig for noget:
“Mor, jeg vil studere medicin. Jeg føler pludselig et stærkt ønske om at hjælpe mennesker og bekæmpe de forbandede sygdomme.”
“Vi støtter dig fuldt ud, skat,” sagde Marina og krammede hende.
Tiden lægede såret, men Freja savnede Maja dybt. Ingen forstod hende som hendes søster havde gjort.
“Mor, mit liv føles som ‘før’ og ‘efter’,” sagde hun, og moren forstod, for det var præcis sådan, hun også havde det.
Årene gik. Freja var næsten færdig med studiet, da hun mødte Magnus. For første gang i lang tid smilede hun igen. Det føltes, som om kærligheden gav hende nye kræfter.
De havde kun været sammen i tre måneder, da Maja pludselig dukkede op i en drøm. Hun vinkede, som om hun pegede på noget. Freja vågnede forvirret – det var første gang, hun havde drømt om sin søster siden hendes død.
“Jeg skal besøge Majas grav,” tænkte hun om morgenen. “Og så tænde et lys i kirken.” Moren støttede hendes beslutning.
På vej til universitetet ringede hun til Magnus. De havde aftalt, at hun skulle komme forbi ham efter undervisningen.
“Magnus, undskyld, men jeg skal på kirkegården i dag. Det er vigtigt for mig.”
“Det er okay, skat. Jeg forstår.”
Undervisningen blev aflyst, så hun kunne komme tidligere. På vej til kirken følte hun en lettelse. Der var masser af tid tilbage i dagen, så hun besluttede at overraske Magnus.
Men da hun kom ind i hans lejlighed – døren var ulåst – stivnede hun. Magnus var sammen med en anden pige. Han sprang op, da han så hende.
“Freja?!”
“Jeg vil ikke se dig igen,” råbte hun og stormede ud.
Det var nemmere at sige end at føle. Men efter at have taget sig sammen, tænkte hun:
“Det er godt, det skete nu og ikke senere. Han talte allerede om bryllup – hvad hvis han havde bedraget mig efter?”
Magnus prøvede at undskylde og lovede, det ikke ville ske igen.
“Jeg stoler ikke på dig. Gå din vej.”
Han forsvandt, men hun hørte senere fra venner:
“Freja, din Magnus lånte penge af os og sagde, du ville betale dem tilbage.”
Hun vidste, det var løgn. Men da det var en nær veninde, der fortalte det, måtte hun betale. Det bekræftede bare, at hun havde ret i ikke at stole på ham.
Så kom det hende i hu – drømmen, hvor Maja pegede. Måske havde hun prøvet at advare hende? At redde hende fra en fremtid med Magnus? Freja følte pludselig, at Maja var der, usynligt, men til stede.
Tiden gik. Freja blev færdig med studiet og arbejdede nu på hospitalet. En aften, på vej til nattevagt, stoppede bilen pludselig midt på vejen.
“Nej, nej, nej,” mumlede hun og åbnede motorhjelmen, selvom hun ikke anede noget om biler. “Hvad er der galt, min skat?”
Hun prøvede at starte igen – og pludselig virkede den.
“Åh, du er god!” sagde hun lettet.
Men få hundrede meter længere fremme så hun en stor trafikprop. Da hun endelig kom forbi, opdagede hun en frygtelig ulykke – fire biler var involveret.
“Det kunne have været mig,” tænkte hun med kolde fingre.
På hospitalet mødte hun en grædende sygeplejerske.
“Min bror var i den ulykke,” hulkede hun.
Freja omfavnede hende og tænkte på, hvad der kunne være sket.
“Det var Maja,” indså hun pludselig. “Hun stoppede mig.”
Efter vagten tog hun bilen til mekanikeren.
“Der er ikke noget galt med den,” sagde han. “Især ikke, når den lige har været til syn.”
Freja var overbevist – Maja havde reddet hende.
Hun besøgte ofte kirken og t
