Mads blev sent klar over, at han stod på en taburet med et reb i hænderne, og at hans handlinger kunne blive misforstået.
Han sad på sengen kun i underbukser, med fødderne hængende ned på gulvet. Igen syntes han, han hørte sin mor kalde på ham.
“Mads, min dreng… Mads…”
Næsten hver nat vågnede han af hendes stemme. Han vidste godt, hun ikke kunne kalde på ham – hun var død for tre uger siden. Alligevel satte han sig op og lyttede, ventede.
De sidste seks måneder havde hun ikke kunnet rejse sig. Mads arbejdede hjemmefra for at være hos hende. Han prøvede at ansætte en hjælper, men efter tre dage stak hun af med alle hans penge og hans mors guldsmykker. Han turde ikke risikere det igen.
Mens han arbejdede ved computeren, lyttede han efter hendes kald og løb til hende ved mindste lyd. Han var så træt, at han nogle gange faldt i søvn foran skærmen. Den aften vågnede han igen af hendes stemme, stormede ind på hendes værelse – men hun lå der helt stille. Han græd og bad om tilgivelse, for bortset fra sorgen følte han også en lettelse. Det var forbi. Han var fri.
Men nu havde han levet alene i tre uger, og der var ingen glæde – kun en tung ensomhed og tomhed indeni.
Hun havde altid været livlig og ungdommelig. Nynnet, når hun strygede eller holdt rent i lejligheden. Det føltes, som om hun altid ville være sådan. Mads kunne ikke forestille sig, at hun skulle dø langsomt og smerteligt.
Søvn var umulig. Han så på uret – halv seks. Udenfor hang en grå, diset efterårsmorgen. Den sivede ind i værelset og udvaskede alle farver til halvtoner. Stille, øde, gråt.
Han følte, at han selv var blevet grå og livløs. Mads stod op, klædte sig på og gik hen til døren til hendes værelse. Han havde kun været derinde én gang efter hendes død, da han valgte en kjole til begravelsen. Han skubbede døren op og gik ind. En velkendt lugt af medicin, urin og sygdom ramte ham. Han undgik at se på den tomme seng, gik hen til vinduet, trak gardinet til side og åbnede det på vid gab.
Frisk fugtig luft og lyden af byen, der vågnede, strømmede ind. På en mærkelig måde kom værelset til live igen – farverne blev klarere. Mads mærkede en ny energi. Han rev sengetøjet af, holdt vejret mod den usynlige støv, kastede det på gulvet. Der fulgte hendes morgenkåbe, som stadig hang på stolen, som om hun snart skulle rejse sig og tage den på. Da bunken var stor nok, bar han den ud til vaskemaskinen.
Han kom tilbage med en skraldespand og fejede flasker og medicinpakker fra taburetten ved sengen. Glasmet, han havde brugt til at give hende vand, rygered også i skralden.
Han lagde et tæppe over sengen, smed alt unødvendigt ud, pudset støv og vaskede gulvet. Værelset var ikke levende igen, men det var lettere at trække vejret. Opmuntret fortsatte han med at rydde op i hele lejligheden.
Han så på sit værk og gik tilfreds hen til vinduet, mens vandet kogte til kaffe. Det var, som om solen delte hans energibølge – den brød igennem skyerne, og i det fjerne kunne han se en smal strimmel blå himmel. Hans humør lysnede.
Køleskabet var tomt. Mads kunne ikke huske, hvad han havde spist de sidste dage – eller om han overhovedet havde spist. Hans mor havde været så svag, at hun kun kunne spise mos. Han magtede ikke at lave andet til sig selv og spiste det samme som hende. Senere levede han af resterne fra begravelsesmaden. Men nu var der kun en halvtom glas med syltede agurker, dækket af en lag mug i lagen, og en halv flaske sur mælk. Han smed det hele ud.
Han nøjedes med en kop stærk kaffe, men den gjorde ondt i maven. Mads tog jakken på, puttede sit kort i lommen og gik ud med skraldeposen. På vej hjem stoppede han i en dagligvarebutik og købte brød, mælk, pasta, lidt spegepølse og æbler… Han kunne have købt alt, hvad han havde lyst til, men holdt sig tilbage.
Derhjemme satte han pastaen over, mens han hurtigt spiste to madder med spegepølse. Han hørte, at vaskemaskinen var færdig.
Alt vasketøjet passede ikke på snoren i badeværelset. Han havde ingen altan og ingen tørresnor. Mads kradsede sig i nakken og tænkte sig om. Der var kun én løsning: en snor i stuen. Entréen og køkkenet var for små. Men hvad så? Der kom alligevel ingen på besøg, og tøjet ville være tørt om få timer. Nu manglede han bare snoren. Han fandt en rulle i entreens skuffe, hvor hans mor plejede at gemme småting “til en regnvejrsdag” – ting, hun ikke kunne kaste ud, sammen med de mest nødvendige værktøjer.
Pludselig mindedes han Freja. De havde været kærester i to år. Hans mor havde ikke haft noget imod brylluppet, men Mads tøvede. Selv vidste han ikke helt hvorfor. Han elskede hende, men følte sig træt af hende, når de tilbragte for meget tid sammen. Freja talte ofte om bryllup og planlagde deres fremtid. Måske var det netop det, der irriterede ham – hendes planlægning.
Hans mor sagde, at hvis han ikke giftede sig nu, så blev det aldrig. Og Mads gav efter. Men så blev hun syg, og Freja udsatte selv brylluppet. Hvem gad passe en syg svigermor?
I starten kom hun forbi, havde medlidenhed og hjalp med maden. Så begyndte hun at ringe og undskylde med travlhed. Dagene gik, og telefonen ringede sjældnere, indtil den stoppede helt. Han havde ikke tid til at ringe selv, og hvad skulle han sige? Det var allerede klart.
Mads ringede til Freja og fortalte, at hans mor var død, og bad hende komme til begravelsen. Hun udtrykte sløvt medfølelse, men dukkede ikke op. For at være ærlig savnede han hende ikke.
Mads så sig om. Okay, den ene ende kunne bindes til røret ved vinduet, og den anden… Han fandt en søm i entreskuffen og hamrede den ind i dørkarmen. Takket være, at han og hans mor aldrig havde skiftet de gamle, hvide trædøre ud med moderne laminat. Stolt af sin opfindsomhed klatrede han op på taburetten og begyndte at binde snoren fast.
“Mon den kan bære min vægt?” Han stoppede. “Av, sikke en tanke.”
Lige udenfor hørte han højeHan stod længe og så på rebet, men i stedet for at binde det op, smilede han til sig selv, foldede det omhyggeligt sammen og lagde det tilbage i skuffen, mens han gik hen til telefonen for at invitere Eline ud på en kop kaffe.
