Brevkassen, der ændrede alt: En skolehistorie om kærlighed og misundelse
Nikolaj, som sædvanlig, var ved at åbne sin taske, da han mellem hæfterne så et sammenfoldet stykke papir. Forsigtigt udfoldede han det, og der var et lille gys i hans bryst:
*”Hej! Jeg kan rigtig godt lide dig. Hvis du har lyst til at mødes, venter jeg på dig klokken fire bag skolen.”*
Nikolaj blev overrasket, næsten forvirret. Han anede ikke, hvem der kunne have efterladt denne besked. Men nysgerrigheden vandt. Præcis klokken fire stod han på det aftalte sted. Og så… så han Ida. Den stille, sky nybegynder.
»Var det dig, der skrev til mig?« spurgte han forsigtigt.
»Hvad?« Ida så forvirret ud, som om hun ikke forstod. »Mig? Nej, selvfølgelig ikke!«
»Hvorfor er du så her? Venter du… på mig?«
»Øhm… Emma sagde, at du kunne lide mig…« mumlede Ida og blev rød som en jordbær.
Nikolaj rynkede panden. Det hele blev mere mærkeligt for hvert sekund.
Flytningen, der ændrede alt
Ida var flyttet til en ny bydel med sine forældre, da de købte en større lejlighed. Selvom boligen nu var bedre, lå hendes gamle skole langt væk. Forældrene insisterede: Når der var en skole lige i gården, skulle hun gå der.
Ida protesterede, så godt hun kunne. I niende klasse var det skræmmende at skifte klasse, når alle allerede havde dannet grupper. Men ingen lyttede.
»Du skal nok få venner!« sagde mor. »Du er jo en sød og åben pige!«
Problemet var bare, at mor tog fejl. Ida havde altid haft svært ved at finde en fodfæste blandt andre. Og i den nye skole lykkedes det ikke hende at passe ind.
Først var der interesse, men Ida svarede kort og var bange for at se folk i øjnene. Så blev hun ignoreret.
Ida tog det ikke personligt — hun var bare anderledes. Stille og iagttagende så hun hemmeligt på én dreng: Nikolaj. Klassefestens midtpunkt, åben og elsket af alle.
Hun kunne virkelig godt lide ham. Men tanken om at tale med ham var uoverskuelig.
Misundelse i skolens korridorer
Det lagde Emma mærke til — den selvsikre, energiske pige, der i forvejen følte noget for Nikolaj. De var kun venner, men hendes irritation vækkede, da hun så Idas sky blikke i hans retning.
»Skal vi ikke pranke hende?« foreslog hun sine veninder. »Vi smider en seddel i Nikolajs taske fra en ‘hemmelig beundrer’, mens vi fortæller Ida, at han helt vildt kan lide hende. Så kan vi se, hvordan de klarer det!«
Veninderne var først i tvivl, men gik til sidst med på det. Emma gik hen til Ida og sagde i en falsk blid tone:
»Jeg hørte, at Nikolaj kan lide dig. Skal jeg høre, om det er rigtigt?«
Idas øjne lyste. Og dét gjorde Emmas vrede større.
»Han vil invitere dig ud,« sagde hun, »men du må ikke sige det til nogen. Bag skolen klokken fire. Okay?«
»Okay,« hviskede Ida, lykkelig, nervøs og forvirret.
En slutning, ingen havde forudset
Næste dag puttede Emma sedlen i Nikolajs taske. Han læste den — blev overrasket, men nysgerrig.
Han dukkede op. Og så Ida. Og hun så ham.
»Var det dig, der skrev?«
»Nej… Jeg hørte, at du…«
Nikolaj forstod det hele. Han sukkede. Han vidste godt, hvad Emma kunne finde på.
Men Ida var der jo. Mon han alligevel havde ret?
»Siden du er her, kan jeg så lide dig?« smilede han.
Ida blev rød. Hun ville flygte. Men Nikolaj stoppede hende.
»Nu vi alligevel er her… Skal vi ikke gå en tur?«
Emma, der iagttog det hele fra en vinkel og filmede, blev målløs. Det var ikke meningen. Det skulle ikke ske sådan.
Men det værste var, at næste dag kom Nikolaj og Ida ind i klassen… sammen. Glade. Smilende. Og de satte sig ved siden af hinanden.
Efterspillet
»Gjorde du det for at hævne dig?« spurgte Emma Nikolaj i frikvarteret.
»Nej, du introducerede os faktisk selv. Tak, ærligt talt. Vi har det skidegodt sammen.«
Emma troede det ikke. Hun ventede på, det skulle gå i stykker. At det hele bare var en joke.
Men månederne gik. De var stadig sammen. Skolen sluttede. De blev kærester. Og så kom brylluppet.
Og først der fattede Emma det til sidst: Hendes prank gik helt galt.
Moralen?
Før du hævner dig eller gør nar ad andre — tænk dig om. Nogle gange finder skæbnen en måde at rette tingene på.
