Fie kørte til sin elskede mand, eller rettere sagt, hun fløj på lykkens vinger. Endelig havde sønnen afsluttet skolen og var startet på universitetet. Nu kunne hun og hendes mand endelig leve sammen.
Lige efter sønnen var rejst, købte hun en billet til bussen og tog afsted til Stefan. De havde kun været gift i to år, men det føltes som om, de havde kendt hinanden i en evighed.
Deres forhold havde set det hele. Det startede besværligt, fortsatte med udfordringer, men nu lovede skæbnen dem en lykkelig fremtid sammen. I hvert fald var Fie overbevist om det.
De mødtes for otte år siden. Dengang var hun lige kommet sig over skilsmissen fra sin første mand og holdt alle på afstand – indtil Stefan dukkede op. Selv med ham var hun tilbageholdende i starten. Han måtte arbejde hårdt for at overbevise hende om, at han ikke var som hendes eks, Mads.
Efter et halvt år som kærester flyttede de sammen. Stefan kom til hende, for hans lille én-værelses lejlighed var for trang til dem alle. Fie havde en tiårig søn – en flink dreng, men det tog tid før han fandt til rette med sin stedfar.
Tre år senere begyndte Stefan at tale om ægteskab, men Fie var ikke interesseret. Hun mente, papirer ikke garanterede troskab – hverken for mænd eller kvinder.
Hun havde det fint; hvorfor ændre på noget?
Stefan accepterede det i starten, men med tiden forstod han, at han ville mere. Han ville kalde hende sin hustru i alle henseender. Til sidst stillede han hende et ultimatum: giftes eller gå hver til sit.
Fie brød sig ikke om hans tvang, og valgte at gå. De blev separeret i et halvt år.
I den tid flyttede Stefan til en anden by, hvor en bekendt tilbød ham et godt job. Han kom kun hjem en gang hver anden måned for at besøge sine forældre. Under et af disse besøg stødte han tilfældigt på Fie igen.
Hun spadserede i parken, lykkelig og sorgløs – indtil hun så ham.
I hendes øjne læste han det samme, han selv følte: Hun elskede ham stadig. Og hun kunne ikke skjule det.
De blev kærester igen, men denne gang på afstand. Nogle gange besøgte hun ham, andre gange kom han til hende. Alle møder var planlagte, men fyldt med varme og passion.
De sås typisk en gang om måneden, maks to. Stefan tilbød hende flere gange at flytte til ham. Han havde købt en to-værelses lejlighed, selvom han stadig betalte af på lånet.
Fie ville gerne, men lige nu kunne hun ikke bare ændre alt. Hendes søn var en teenager, der havde brug for hende, og hendes mor var også blevet syg og havde brug for hjælp. I over to år plejede hun sin mor, indtil det endelig gik bedre.
»Du har mange år endnu!« sagde lægen glad, da de sendte hende hjem.
Ella Jørgensen tvang ikke længere sin datter til at blive, men nu var det Lasse, der skulle igennem de sidste skoleår. Han ville ikke skifte skole og bad hende blive, til han var færdig. Så hun blev.
Før sommferien i 10. klasse blev Fie og Stefan endelig gift. Da hun så, hvor glad det gjorde ham, fortrod hun næsten, at hun ikke havde sagt ja før. Men hvad den slags fortrydelse var god for?
Nu var de ikke bare kærester. Man kunne kalde det en pendlerægteskab, hvis det ikke var for de hundredevis af kilometer imellem dem.
Og nu var Lasse endelig startet på universitetet. Fie var så stolt – og klar til at få sit eget liv på plads. Hun fortalte ikke Stefan, at hun snart flyttede til ham. Det skulle være en overraskelse.
Han vidste nok, at det ville ske, men ikke hvornår.
Hun pakkede sin kuffert, steg på bussen og tog afsted. Hun ville gøre denne dag uforglemmelig for ham. Allerede forestillede hun sig, hvordan hun ville tage den nye kniplingsundertøj på, strø rosenblade på sengen og lave en lækker middag, indtil han kom hjem.
Fie dagdrømte om det hele under bussen. Hun var sikker på, han ville blive overvældet – men i stedet ventede en overraskelse på hende.
Hun låste sig ind i hans lejlighed med sin nøgle og frøs. Par lyseblå øjne stirrede på hende – en rødhåret pige, smuk og så ung.
»Hvem er du?« spurgte Fie.
»Jeg er Mette. Åh, du må være Fie. Undskyld, jeg går nu!«
»Går? Hvem er du?«
»Bare rolig, jeg er din mands kæreste!«
»HVAD? Min mands kæreste? Er du sindssyg?«
Fie følte, at hendes verden brød sammen. Som om jorden stoppede med at dreje.
»Vær nu ikke sur. Stefan er så sød, og han elsker dig virkelig.«
»Elsker? Så derfor har han en anden kvinde, når jeg ikke er her? Hvor gammel er du? Er du overhovedet tyve?«
»Jo, jeg fyldte det i år! Vi mødtes tilfældigt. Jeg havde intet sted at bo, så Stefan lod mig bo her. Først var vi bare venner, men… jeg forelskede mig. Jeg ved, han aldrig vil elske mig, fordi han har dig. Men han var så ensom. Jeg ville bare gøre det lidt bedre!«
Fie kunne ikke fatte, hvad denne pige snakkede om. Hun prøvede at huske, om der nogensinde havde været tegn på utroskab. Hun havde aldrig fundet spor af en anden kvinde i lejligheden. Ikke én gang. Hvordan kunne det være?
»Jeg pakker mine ting og går. Du har sikkert ikke fortalt Stefan, at du kom, så han sagde ikke, jeg skulle gå. Undskyld!«
»Vent… har du været her før?«
»Ja, i halvandet år. Hver gang du kommer, pakker jeg alt sammen, gør rent, så der ikke er ét hår tilbage, og så sover jeg hos en veninde. Vi var altid forsigtige. Han ville ikke gøre dig ked af det! Han lod mig ikke røre dine ting eller engang flytte dem. Ikke engang shampoo eller tandbørste. Så du ikke ville opdage det. Jeg var altid superforsigtig… men nu…«
»Tror du, at det faktum, at du bor her, ikke gør mig ked af det?«
Fie vidste ikke, hvorfor hun overhovedet talte med denne pige, men Mette kunne ikke holde mund. Måske af nervøsitet.
»Det er ikke værd at blive ked af. Stefan elsker kun dig!«
»Men han sover med dig, når jeg ikke er her?«
»Tænk ikke på det. Han har ingen følelser for mig. Det ved jeg!«
I det samme åbnede døren, og Stefan kom ind. Mette måtte have sendt ham en besked.
Han så knust ud.
»Fie, skat, undskyld… det betyder ingenting. Jeg elsker kun dig!« Han rakte hænderne ud, men Fie skubbede ham væk.
»HalvandMen da Fie stirrede ind i Stefans øjne og så den samme ægte kærlighed, der altid havde været der, valgte hun at tilgive ham – ikke for hans skyld, men for sin egen og deres fælles fremtids.
