Ida gik frem og tilbage i lejligheden og kunne ikke finde ro. Allerede flere dage i træk var Mads kommet hjem sent. I går var han først kommet i daggry. Hun havde skældt ham ud for ikke at ringe og lade hende vide, så hun ikke skulle bekymre sig. De havde skændtes. Og nu ventede hun igen, målte rummet af med sine skridt og kiggede konstant på uret.
“Han elsker mig. Men han kunne da ringe. Før eller senere gifter han sig. Jeg må vænne mig til det. Man ved aldrig, hvem han ender med – kommer nok også til at give mange bekymringer. Åh, bedre ikke at tænke på det. Han er selvfølgelig voksen, men alligevel gør det ondt i hjertet.” Ida kunne ikke lade være med at køre scenarier igennem i hovedet.
Før havde hun grinet af andre mødre, der var alt for beskyttende overfor deres voksne sønner, men nu var hun blevet lige så slem. Enhver pige, Mads havde dated, hvis han introducerede dem, syntes hun ikke var god nok til ham. Og som alle mødre troede hun, at han burde rådføre sig med hende om noget så vigtigt som at vælge en kone. Hun vidste jo bedst, hvad han havde brug for. Tankerne myldrede ind, og der var ingen ende på dem. Bare han snart kom hjem.
Døren klikkede, og Ida fo’r sammen, selvom hun havde ventet og lyttet. “Endelig!” Hun skyndte sig ud i entrén, men standsede halvvejs, gik tilbage til køkkenet og satte sig ved bordet med hænderne foldet foran sig.
“Mor, hvorfor er du ikke gået i seng?” Mads stod i døråbningen.
“Du ved godt, jeg bekymrer mig. Du kunne da ringe,” sagde hun bebrejdende.
“Mor, jeg er voksen og har ikke tænkt mig at stå til regnskab for hver eneste ting overfor dig.”
“Hvor har du været?” Ida så udfordrende på ham.
“Hos Sofie.” Mads’ stemme blev blød og en tone lavere.
“Endnu en pige, og nok ikke den sidste. Men du har kun én mor.” Ida kunne ikke skjule sin jalousi.
“Hvorfor ‘endnu en’? Hun er den eneste, ligesom du er, mor.” Mads gik hen, bøjede sig ned og kyssede hende på kinden. “Og lad være med at sige noget grimt om hende. Så bliver vi uvenner, og du vil fortryde det bagefter. Og hvordan skulle jeg vælge en kone, hvis jeg ikke datede piger? Du sagde selv, man ikke skal gifte sig med den første den bedste. Sagde du ikke det?”
“Jo,” indrømmede Ida. “Så jeg forstår, du allerede har valgt en kone?”
Mads knælede ned ved siden af hende og så hende ind i øjnene. Idas hjerte blev fyldt af ømhed. Han lignede så meget sin far! Det samme blik, det samme smil.
“Ja, mor.” Han lænede hovedet mod hendes knæ.
“Så introducér mig dog for hende,” sagde Ida mere forsonligt.
“Det skal jeg nok, men…” Mads løftede hovedet.
“Hvad? Er der noget galt med hende?” Ida ville lige til at spørge, om han mon havde tænkt sig at bringe en eller anden hjemløs ind i huset, ligesom han plejede at samle hvalpe og killinge op fra gaden som barn.
Medlidenhed med dyr var en god egenskab. Men man kunne ikke redde og fodre dem alle. Dengang lod hun som om, hun var allergisk, og begyndte at nyse. Så tog Mads dyrene med sig og fandt et sted til dem – han efterlod dem ikke på gaden. Men den undskyldning ville ikke fungere nu.
Ordene var lige på tungen, men hun så hans advarende øjekast og tav.
“Der er intet galt, mor. Hun er smuk og kan lave god mad. I hvert fald kan jeg godt lide hende. Men hun er ikke alene.”
“Er du forelsket i en gift kvinde?”
Måske læste han hendes frygt, for han sagde straks:
“Nej, selvfølgelig ikke. Men hun har en søn. Han er fem år.”
“Fem?” udbrød Ida. “Hvor gammel var hun da hun fik ham?”
“Mor, ikke råb. Ja, hun er ældre end mig.”
“Jeg forstår.” Ida var lige ved at kvæles af vrede.
Hendes lille dreng, hendes solskin, som hun elskede mere end alt andet, for hvem hun ville flytte bjerge og ofre sit liv – forelsket i en ældre kvinde med et barn!
“Hvad forstår du, mor? Jeg elsker hende. Alle har lov til at lave fejl. Det har du selv sagt.”
“Ja. Men nogle fejl varer hele livet og kan ikke repareres. Kan de unge, frie piger ikke tiltrække dig længere?” hvæsede Ida.
“Det er netop derfor, jeg ikke har fortalt dig om hende eller taget dig med at møde hende. Jeg vidste, du ikke ville forstå mig. Kan du huske den pige på dit arbejde, som blev forført og forladt af en fyr? Hvor ondt du syntes, det var. Du sagde, hun havde alt forud for sig, at hun helt sikkert ville møde en god mand, der kunne blive en far for hendes lille pige. Hvorfor skal den gode mand være en anden end din egen søn?”
“Min skat, kærlighed kommer og går. Jeg elskede også din far højt, men han forlod os og fandt en anden.”
“Netop, mor. Det er ikke sikkert, jeg får et livslangt forhold med en ung, fri pige. Jeg elsker Sofie. Og hendes søn. Han er en fantastisk lille knægt. Hvis du så ham… Selv hvis du er imod det, vil jeg ikke forlade hende. Forstået? Lad os lade den ligge her.”
“Mads, jeg opvoksede dig og drømte om, at du skulle være lykkelig…”
“Stop nu. Det er mit liv, mor. Hvis du bliver ved med at blande dig, går jeg min vej.” Mads vendte sig om og gik ind på sit værelse.
“Skatter…”
Næste morgen gik han på arbejde uden at spise morgenmad. De talte ikke sammen. Mads kom hjem sent hver aften og gik direkte ind på sit værelse. Ida vidste ikke, hvad hun skulle gøre for at reparere det knuste forhold til sin søn.
Det føltes som om det var i går, hun vuggede ham i sine arme, sang vuggevise, behandlede hans skrammede knæ – og nu havde han sit eget voksne liv. Det var ikke let at acceptere.
“Mads, lad os tale sammen,” begyndte hun en dag.
“Vi snakker, når du er klar til at lytte og forstå.”
“Han elsker åbenbart virkelig hende. Pas på, ellers mister du din søn, Ida,” sagde Gerda, den ældste kvinde på hendes arbejde, da Ida delte sin sorg under frokosten.
Ida kunne ikke holde på sorgen over uoverensstemmelsen med sin søn og delte den under frokostpausen. Hun havde brug for trøst, råd, bare at lufte det.
“Jeg ved godt, jeg tager fejl, men jeg kunne ikke stoppe mig selvIda tog en dyb indånding, ringede til Mads og sagde: “Jeg vil gerne møde Sofie og den lille dreng, for jeg elsker dig, og din lykke er det vigtigste for mig.”
