Jeg gik i skole med en pige, der hed Lene. Lene-Patcha. Lille, ikke særlig køn, med store læber og øjenbryn, og lidt skæve ben. Hun kom fra en vanskelig familie. Lene blev ofte mobbet af både klassekammerater og lærere. Dog havde lærerne lidt medfølelse for hende, men det havde klassekammeraterne ikke. Engang opdagede en af pigerne en lus på hendes hårspænde – og det blev der lavet en scene ud af! Selvom det måske bare kunne have været en flueklat.
Kort sagt var Lene en outsider. En klassisk én af slagsen. Der gik rygter om, at det var med hende, de ældre drenge begyndte at få deres første seksuelle erfaringer. Hun var hverken klog, snu eller stærk i karakter. Nu forstår jeg dog, hvor svært det må have været at skille sig ud karakter-mæssigt, når ens forældre var alkoholikere, ens søster var håbløst syg og mentalt svag, og når man var nødt til at bære gamle tunge briller med elastik, fordi de nye briller, givet af skolelægen, altid blev brugt af den evigt berusede far. Og når man skulle til afslutningsfest i en gammel, krøllet kjole, fordi mor ikke sørgede for ny, og man ikke kunne selv. Ingen hjalp med strygejernet, og ingen hentede en efter festen.
Efter gymnasiet forsvandt hun. Hun deltog ikke i nogen klasse-reunion. Vi glemte hurtigt hende – vi var jo et år ældre, hvad betydning havde det for os med en pige som Lene! Hendes egne klassekammerater huskede hende dog ofte. Lokale faces kan man altid genkende, men Lene dukkede aldrig op. Det blev sagt, at hun rejste til storbyen og blev der. Hendes mor bor stadig i landsbyen og drikker stille, mens faren er død. Ingen ved, hvor søsteren er. Hun er heller ikke på de sociale medier.
Så hun er væk, og det er hun. Og jeg mødte hende.
“Ved du hvad, Julie, det var svært. Helt forfærdeligt. Havde ingenting at spise. Hvis mor fra landsbyen sendte nogle kartofler, var det godt. Begyndte straks at arbejde. Engang overlevede jeg en måned bare på te; turde ikke bede om mere. Det var lige, da jeg begyndte på jobbet. Arbejdede om natten, gik i skole om dagen. Med første lønningsdag købte jeg mad til en hel måned og briller. Briller, tænk dig, mine egne! Nu har jeg hundrede af dem! Men te drikker jeg stadig ikke, kan ikke holde duften ud; det minder mig om fattigdom.”
Hun viser med hænderne: “Se selv – jeg er stadig ikke køn. Og tøjet dengang… Julie, jeg havde kun to par undertøj i to år. For pengene gik til mad. Jeg besvimede i begyndelsen flere gange til eksamenerne. Af sult!” – hun griner. “Senere mødte jeg en mand på en busstoppested, som hjalp mig. Han samlede mig bare op, som en herreløs hund. Jeg kunne ikke sige nej. Jeg har aldrig sovet så godt før. Og jeg gik tidligt næste morgen. Efterlod en seddel og sagde tak, alt var godt. Jeg vidste jo, jeg ikke var god nok. Jeg anså mig selv for ingenting dengang. Men han fandt mig igen. Vi skændtes voldsomt – jeg råbte, jeg ikke ønskede hans medlidenhed, og at jeg ikke var nogen herreløs kat! Men næste dag tog han mig til rådhuset og sagde, jeg kun kom ud af bilen som hans kone.”
Hun ler igen.
Små lyshårede piger i armene på en flot mand, som ligner deres mor. Let som fjer, ikke børn. Lene, som børster lidt støv fra sin fine nederdel, omfavner alle tre– “gå nu en tur, mine kære, jeg kommer snart!”
Nej, Lene forvandlede sig ikke til en smuk svane. Hun har stadig de samme buskede bryn, men nu velplejede af en stylist, og de samme opsvulmede læber uden makeup, og det samme grå hår er klippet på en måde, som giver det femininitet og charme, som ikke ødelægger ansigtet, men tværtimod passer hende perfekt. Brillerne i en tynd ramme fuldender det hele.
“Hvad hedder de?”
Lene holder en pause, før hun svarer:
“Tanya og Julika. Undskyld, Julie, du og Tanya var normale overfor mig. I var – i det mindste ligeglade. Altså… du ved, hvad jeg mener, ikke? Jeg har aldrig turdet drømme om dette – en mand, børn… Tog min søster fra institutionen. Forsøgte at hjælpe mor, men det lykkedes ikke, nu har hun glemt mig. Genkendte mig ikke engang sidst. Men han der – hun nikker mod den forsvundne mand – han lærte mig at elske mig selv. Hvor mange gange gik jeg ikke i hysteri overfor ham! Hvor mange gange skreg jeg, hvorfor han ville have mig, sådan en flodkat? Jeg kunne ordne alt i hjemmet, men var ellers meget uvidende. Svigermor lod mig blive den første nat. Læste bøger for mig, spillede musik, talte dag og nat. Mellem det hele lærte hun mig at jonglere! Jeg så det første gang og kunne ikke stoppe med at le – så uventet! Med appelsiner.”
Lenes øjne stråler, så mine arme får gåsehud. Ah, Lene, hvor er jeg glad på dine vegne! Det er billeder som disse fra livet, der får mig til at tro på kærligheden. Som en undtagelse.
