NYTÅRSAFTEN. Jeg havde virkelig ikke lyst til at tage hjem. Arbejdsdagen den 31. december var kort, og alle mine kvindelige kolleger forsvandt hurtigt til deres børn, mænd og rødbedesalat. Smilende, glade, forventningsfulde, læsset med store poser mandariner og en flaske cava gave fra Karl Erik, vores chef.
Men derhjemme ventede ingen på mig. Og der var ærligt talt ingen grund til at lave hverken sildesalat eller noget nytårsmad for min egen skyld. Jeg lod blikket hvile på bakken med klementiner i den gennemsigtige pose på mit skrivebord og sukkede stille.
Nej, hjem vil jeg ikke. Jeg gik i gang med de sidste regneark. Efter noget tid stak Karl Erik næsen forpustet ind ad døren, iklædt hue og frakke den eneste mand på kontoret, og selvfølgelig min chef.
Nå, hvad laver du her helt alene? Jeg har forresten glemt min kones gave, forestil dig det! røg det ud af ham, før han forsvandt ind på sit kontor.
Fem minutter senere var han tilbage.
Hvorfor sidder du nu stadig her? Hvorfor tager du ikke hjem?
Ja, der er jo også bare tomt derhjemme, Karl Erik.
Han ville netop løbe videre, men stivnede i døren, kom hen til mit bord og satte sig ved siden af. Hans blik var alvorligt.
Jamen for Søren, Astrid, nu stopper du. Det er trods alt nytår. Hvad er det for et ansigt at have på sådan en dag? Det er jo fest man skal glædes og more sig! Hvis du ser sådan ud, varer det evigheder, før du finder en at dele livet med. En kvinde skal smile! Kom nu, sagde han bestemt og samlede mine papirer sammen, nu har jeg givet de andre fri og så sidder du her og kukkelurer.
Karl Erik, du skal ikke tænke på mig. Jeg tager snart hjem. Gå nu bare hjem til din kone. Jeg skal nok rydde op og lukke ned.
Er du sikker? spurgte han mistænksomt.
Helt sikkert!
Godt, så smutter jeg. Godt nytår!
Endnu et suk slap mig. Ja, det er da lidt fjollet, sådan at sidde på kontoret. Jeg måtte vel hellere tage hjem.
“Mon man kan bestille en pizza nu?” tænkte jeg. “Gad vide, om pizzeriaerne stadig har åbent?”
Den første jeg ringede til, tog ikke telefonen. Jeg prøvede et andet nummer en frisk, ung stemme fortalte, at de havde lukket kl. 18, og ønskede mig samtidig godt nytår. Det var 18.05. Jeg prøvede et sidste nummer og sørme om de ikke tog imod min bestilling. Jeg samlede mine ting, pakkede mig ind, tog klementinerne og cavaen og forlod kontoret.
Udenfor var Rådhuspladsen magisk, luften kold og frisk mod kinderne, sneen knasede under fødderne. Gadelamperne lyste kraftigt og lyskæder hang over gaderne og blinkede i alle regnbuens farver. Folk skyndte sig hjem, bærende på poser og gaver. Nogle butikker havde stadig åbent, og de sidste gavekøb blev gjort af folk, der altid venter til sidste øjeblik. Jeg mærkede, hvordan stemningen begyndte at smitte mig.
“Hvorfor sidder jeg også og ynker mig selv?” skældte jeg ud på mig selv og gik målrettet ind i den første bedste Føtex.
Senere sad jeg hjemme på mit lille køkken og pakkede varerne ud.
“Håber, kartoflerne når at koge,” mumlede jeg.
Jeg tændte fjernsynet, hængte en frisk lyskæde op i vinduet, stak stikket i en farverig slange snoede sig lystigt op ad vinduesrammen. Jeg lavede en lille dans og gik i gang med nytårsmaden.
“For min egen skyld hvorfor ikke!”
Mens kartoflerne dampede af på altanen, smurte jeg smørrebrød med stenbiderrogn og min yndlings laks. Kødpålægget, som jeg havde købt, anrettede jeg pynteligt på et stort fade med friske salatblade. Små ostehaps, frisk ananas og en skål med mandariner fra Karl Erik stod klar. Efter en halv time var salaten færdig, og kyllingelårene syede på panden. Jeg dækkede det lille bord ved sofaen med en smuk dug og bar forsigtigt alle de små retter ind, stillede både vinglas og vandglas, og kniv og gaffel, som var der gæster selvom der kun var mig.
Klokken 23.30 gik jeg i gang med at åbne cavaen, men så ringede hoveddøren.
Bestilte De pizza? lød en frisk mandestemme i dørtelefonen.
“Gud, det havde jeg jo glemt!”
Ja, bare kom op! sagde jeg, mens jeg trykkede på knappen.
Værsgo, og hvad skylder jeg dig? spurgte jeg, da jeg åbnede for en høj, venlig mand med firkantet pizzabakke i hænderne.
Ingenting. Den er til dig vores gave.
Hans smil var ærligt og varmt.
Ej, det kan jeg da ikke. Så må I jo betale for det bagefter.
Det bliver ikke nødvendigt. Det er bare kompensation for, at vi afleverer så sent. Tag nu bare din pizza.
Jeg opdagede, at jeg stod med cavaflasken i hånden, uåbnet.
Vil du holde cavaen et øjeblik? spurgte jeg og rakte ham flasken, mens jeg tog imod pizzabakken. Jeg sætter lige pizzaen i køkkenet.
Du ligner nu ikke ligefrem en cykelbud, sagde jeg, da jeg kom tilbage.
Det er jeg heller ikke, lo han jeg ejer selv pizzeriaet. Jeg sendte de ansatte hjem lidt før det er jo nytår, og de har familie. Da jeg så, din bestilling ikke var leveret, tænkte jeg nu klarer jeg den selv. Der er jo ingen der venter på mig, modsat pizaen altså. Men jeg blev lidt forsinket i trafikken.
Der er kun ti minutter til tolv! udbrød jeg kom nu, åbn cavaen! Vi skal da nå et glas inden det nye år!
Intet problem. Har du glas?
Mens jeg fandt glas, sagde det pop! fra stuen.
Skål for det gamle!
Skål for det gamle!
Vores glas klirrede let, og vi sendte boblerne ned i én mundfuld.
Ih, hvad gør vi nu!
Hvad mener du? spurgte han forskrækket.
Jamen, du har jo drukket hvordan skal du så køre videre?
Det kan jeg sandelig ikke, smilede han.
Nej, og taxaer er der vel ingen chance for
Nej, sagde han grinende.
Ved du hvad? Smid skoene og kom ind. Ellers ender vi med at stå i entreen og fejre nytår!
Sikke hyggeligt, du har det.
Skænk op, statsministeren runder jo snart sin tale af.
Så skål og godt nytår, øhh…
Astrid, hjalp jeg ham på vej.
Godt nytår, Astrid! Jeg hedder Mikkel.
Godt nytår, Mikkel! Tag og smag salaten, jeg har selv lavet den. Jeg har kun ét sæt bestik, men du kan sagtens spise af skålen; det gør jeg selv.
Det føltes mærkeligt nok utrolig hyggeligt, og jeg var overrasket over, hvor let det hele pludselig føltes.
Uhm, det smager endnu bedre fra skålen. Astrid, har du noget rugbrød? Jeg er så sulten som en bjørn.
Selvfølgelig!
Da jeg kom tilbage, sad Mikkel med en kyllingelår i hver hånd.
Sorry, jeg kunne ikke vente, sagde han med mad i munden. Du kan altså noget med mad, Astrid!
Hvor er jeg bare glad for at høre det, Mikkel. Jeg havde ellers tænkt, at det hele ville gå til spilde. Se bare hvor meget jeg har lavet jeg kunne aldrig spise alt det selv.
Nu er du da ikke alene jeg skal nok hjælpe dig!
Det gør du bare!
Nu mærkede jeg også sulten.
Vi spiste salat direkte fra skålen, drak cava, så Dronningens nytårstale og hyggede os med ligegyldig snak, mens klokken nærmede sig midnat.
Vi har vist snart drukket alt cavaen!
Jeg har mere i bilen! Jeg henter det lige!
Nix, jeg går med dig!
Udenfor var luften sprød, og overalt fyrede folk fyrværkeri af.
Ved du hvad, Astrid? Gift dig med mig! Altså ikke nu… men om et år, når du har lært mig at kende.
Jeg håber, du laver sjov
Ikke det mindste!
Så lover jeg at tænke over det.
Skal vi ikke bare fortsætte festen?
Jeg nikkede smilende, Mikkel tog cava og snack ud af bagagerummet, og sammen gik vi indenfor for at fejre natten videre.
Vi når det hele i nat…
