»En mor til Nikolaj«
»Nikolaj, kom og spis,« sagde barnepigen Helle blidt.
»Nej,« svarede han og stirrede ud ad vinduet. »Nej.«
»Nikolaj, kom nu.«
»Neeej!« skreg han og stampede med sine tynde ben i de brune strømper. »Neej, mor er der!«
»Mor kommer senere. Kom nu.«
»Hvad foregår der her? Helle Nielsen, har I skabt et cirkus? Afsted til spisesalen!«
Den sure kone greb den skrigende Nikolaj i skjortekraven og slæbte ham hen til bordet. Hun proppede de kolde, grå nudler ind i munden på ham, mens han skreg og vred sig.
»Spis nu, din lille satan,« hvæsede hun.
De andre børn begyndte at banke deres skeer mod de aluminiums-tallerkener.
»Hvorfor gør du sådan, Lene? De er kun børn,« hulkede Helle.
»Børn?« spottede den sure kone. »Fremtidige kriminelle, ligesom deres mødre. Tyve, mordere, banditter.«
»Aaah!« skreg Nikolaj, faldt på gulvet, blev rød i hovedet og kastede sig. »Vil ho’ mooor! Aaah, moooor!«
»Hold kæft, din lille pest.«
»Hvad er alt det råberi?« spurgte en anden sur kone, så selv Nikolaj holdt op med at skrige. »Hvad foregår der?«
»Han nægter at spise.«
»Hvis dreng er det?«
»Hendes. Mikkelsen.«
»Åh, den vanvittige. Før ham ud. Moren er kommet.«
Nikolaj gispede og løb forbi pædagogen. Han kastede sig ind i de velkendte, spidse knæ.
»Mor, mor…«
Moren satte sig lige på gulvet, kyssede Nikolajs lille krop og holdt ham tæt med hendes tynde, gren-lignende arme.
»Jeg kan ikke, piger, jeg kan ikke se på det,« sagde den gamle barnepige, fru Jørgensen, som havde set nok til ti romaner. »Bliver jeg gammel, eller hvad? Se, hvor han elsker hende. Og hun?«
»Hun er sindssyg og vanvittig, men de andre mødre kunne lære noget af hende. Hun er knap nok voksen, men hun elsker ham så vildt, at hun ryster.«
»Pff, elsker? Hun elsker straflempelser. Snart tager de ham fra hende, og hun finder en ny. Jeg kender deres slags.«
»Du er ond, Lene.«
»Hvad er der galt i det, fru Jørgensen? Hun finder en ny at udnytte, og så får hun straflempelser igen.«
»Du er en kvinde, Lene. Hvordan kan du sige sådan noget?«
»Hun har ingen børn selv. Hun forstår det ikke,« sagde en anden ansat.
»Nå, men Helle har heller ingen, og hun er ikke hårdhjertet. Undskyld, Helle.«
»I er alle for naive. De er ligeglade med, hvor mange børn de får og med hvem. I er for hellige.«
»Mens hun er her, elsker hun ham. Men når drengen bliver tre, ryger han på børnehjemmet. Hun har ikke engang sørget for, at nogen familie kan tage ham. For hun har ikke brug for ham. Hun spiller bare teater.«
Helle gik hjem efter vagten og tænkte på Lenes ord. Mon hun havde ret?
Hun sagde det groft, men var det sandt? Helle var blevet knyttet til drengen. Hun holdt af Nikolaj—og hans mor, den storøjede Maria, dømt for en alvorlig forbrydelse.
Åh nej.
Helle havde arbejdet længe nok. Det var snart tid til pension. Hun havde penge nok til sit lille hus ved kysten, der ventede på hende. Før boede hendes mor der, men nu… fru Jørgensen havde ret. Helle var alene. Ingen søskende, ingen mor.
Men hun var ikke hårdhjertet.
I årevis havde hun opfostret indsattes børn uden at knytte sig til nogen. Det var bare et job. Men Nikolaj havde fundet vej til hendes hjerte.
Nikolaj stod ved vinduet og ventede på sin mor. Hans lille hjerte vidste det—nu, lige nu… kom mor.
»Mor…«
»Nikolaj…«
De græd sammen i hinandens arme. Hvad skulle man dog gøre med dem?
»Maria,« kaldte Helle.
Maria vendte sig. Hendes blik var skarpt, og smilet forsvandt. »Maria, vi skal tale.«
Pigen stolede ikke på nogen.
Disse mennesker stoler på ingen.
»Hvorfor vil du hjælpe mig?« spurgte hun efter at have lyttet. Hun sad med hovedet bøjet.
»Det er ikke for dig. Det er for mig selv. Jeg er alene, Maria. Jeg er knyttet til Nikolaj, som om han var mit barnebarn. Og du… du kunne lige så godt være min datter. Nej, tænk ikke—« tilføjede hun hurtigt, »jeg påtvinger mig ikke… jeg vil bare hjælpe. Det bliver hårdt for Nikolaj senere. Han er så lille. Han vil glemme dig.«
»Jeg overvejer det,« sagde hun kort og gik.
Maria tænkte i to dage og to nætter.
»Hvad er der, Mikkelsen? Har du fået nok? Din dreng ryger snart på børnehjemmet.»
Maria svarede ikke. Hun så tankefuld ud. Slet ikke som sig selv.
»Er du syg?« hviskede de andre kvinder.
»Var det sandt, hvad du sagde? Eller var det bare tom snak?«
»Det var sandt, Maria.«
Maria rystede. »Bedstemor«—sådan kaldte hun hende som barn.
»Hvordan vil du gøre det? Du er ingen for mig?«
»Vi får hjælp, Maria. Lad os prøve. Hvis det ikke lykkes, tager jeg til Nikolajs børnehjem og bliver der. Så længe det tager.«
»Hvorfor gør du det? Jeg har intet at betale med.«
»Jeg sagde det, Maria. Nikolaj betaler mig… med sin kærlighed.«
»Okay, lad os prøve.«
Ikke et smil, ikke et kærligt ord.
Helle gjorde alt, brugte alle sine kontakter—og det lykkedes. Nikolaj blev sendt væk.
»Tak,« hviskede Maria med tørre læber.
»Mor, jeg skal med bedste på tur. Jeg kommer tilbage!«
Maria tørrer tårer og forsøger at smile til sin søn.
Og dagene blev endnu gråere for hende. Var det sådan, hun havde drømt om sit liv?
En dag blev hun kaldt til besøg.
»Mikkelsen, du har langvarigt besøg.«
Første gang i tre år. Han?
»Din mor er her. Kom.«
»Mor?! Nej, nej… sig, jeg er syg… eller død!«
»Kom nu, din tossede tøs. De venter på dig. Vil du i arresten?«
Hun gik langsomt, vaklende. En stor vagt skubbede hende så hårdt, at hun væltede ind i lokOg da hun rejste sig og så ind i Hellet øjne, vidste hun, at hun endelig havde fået den mor, hun altid havde savnet.
