En ny familie er vigtigere end den gamle – Mor, mød Lærke, min forlovede, sagde Arthur allerede i døren og lagde armen kærligt om den lidt generte pige. – Vi har lige været på rådhuset og indgivet vores ægteskabspapirer. – Tillykke, – fik Raija overrasket fremstammet, mens hun tørrede hænderne i viskestykket. Hun var netop færdig med at lave aftensmad. – Kom nu indenfor, I skal da ikke stå derude i døren? Raija var langt fra begejstret for nyheden. Arthur var hendes stolthed, hendes livs mening… En god dreng, altid høflig og hjælpsom, og så det her! At sætte moren foran det fuldendte faktum om sit bryllup. Hun følte sig såret over at være den sidste til at få det at vide. Som om hun var et eller andet uforstående dyr, der ikke ville unde sin søn et familieliv? Tværtimod, hun ville have støttet og hjulpet med brylluppet… – Mor, undskyld at jeg ikke sagde det før, – sagde den unge mand og gav moren et lidt akavet kram. – Det gik bare så hurtigt… Jeg blev forelsket, som en knægt! Ved første blik, og for altid. – Du er jo også bare en knægt, er femogtyve overhovedet en alder? – smilede Raija og forsøgte at skjule sin skuffelse. – Men lad os snakke om fremtiden. Hvor skal I bo? – Vi bliver her hos dig, hvis det er okay, – sagde Arthur lettet, da han mærkede, at moren ikke var vred. – Vi skal nok finde noget snart. – Hvorfor skulle jeg have noget imod det? – Raija blev næsten overrasket over spørgsmålet. – Vi har jo en stor lejlighed, der er plads nok. Lærke smilede diskret, mens hun stod i døråbningen, men skyndte sig hurtigt at antage et mere neutralt udtryk. Nu skulle hun først og fremmest gøre et godt indtryk på svigermor, og vise sit sande jeg efter brylluppet. ****************************************** Brylluppet blev overdådigt. Raija gjorde alt for sin elskede søn og tømte endda sine hårdt opsparede penge for at fejre det. Hun betalte også for en bryllupsrejse til sydens sol for de unge – de skulle jo nå at slappe ordentligt af, for Lærke kunne allerede nu meddele, at hun var gravid. Raija var egentlig ikke direkte imod sønnens valg… Men pigen virkede ret mistænkelig. Hun sagde ja til alt og smilede altid sødt… Raijas søster, Marianne, grinede bare af hendes betænkeligheder. – Tænk dig heldig over sådan en svigerdatter! Med hensyn til hendes opførsel – vent du bare. Når hun først føler sig hjemme, ændrer hun sig. – Så blev Marianne pludselig alvorlig. – Hold godt øje, hvis du har en dårlig mavefornemmelse. Måske spiller hun bare helt uskyldig over for Arthur og så gemmer der sig noget mere bag facaden. Marianne skulle desværre få ret. Efter brylluppet og det længe ventede navneændringsstempel i passet, ændrede Lærke sig totalt. Nu hvor Arthur brugte mange timer på arbejdet, begyndte hun gradvist at gøre livet surt for Raija. Pigen var endda fræk nok til at sige direkte, at der ikke var plads til fremmede i deres familiehjem. Da Raija for første gang hørte det, var hun ved at tabe stolen under sig. At hun skulle være en fremmed! Samme aften opsøgte hun sønnen og bad ham sætte konen på plads. – Mor, du har nok bare misforstået hende, – slog Arthur det hen. Han troede ikke et sekund, at hans elskede ville kunne sige sådan noget. – Hun er sød, god og den bedste i verden! Lærke smilede tilfreds over mandens ord. Alt gik som planlagt for hende. Få dage senere stod Lærke pludselig og græd, da Arthur kom hjem fra arbejde. Hun sagde, hun var bange for at være alene i lejligheden med Raija, for svigermor havde forsøgt at forgifte hende. – Du ved jo, – snøftede hun, – jeg er virkelig allergisk over for honning. Jeg kunne ikke sove i nat, så jeg ville hjælpe din mor med morgenmaden. Da jeg kommer ud i køkkenet, så hun i gang med at tilsætte honning til pandekagedejen! Jeg er bange! Arthur mistede kontrollen og gik straks ud for at skælde sin mor ud. Han råbte, at han ikke længere var et barn og skulle have lov til at vælge sit liv, at hun ikke skulle gøre ondt mod de mennesker han elskede allermest, og meget mere i den dur. Raija forstod ikke, hvorfor sønnen var så explosionsagtig. Ethvert spørgsmål hun stillede, blev mødt med modstand og endnu mere vrede. Hun kunne mærke hjertet hamre, tog sine piller med rystende hænder – men det bemærkede Arthur slet ikke. Han blev bare ved at råbe. Til sidst kunne Raija ikke holde det ud og tog jakken for at gå over til søsteren. Hun forstod ikke, hvad hun havde gjort galt, eller hvorfor hendes dreng pludselig opførte sig sådan… Hun var ulykkelig og såret. Da hun nåede få meter før Mariannes opgang, fik hun det dårligere og dårligere – og besvimede til sidst på fortovet. ****************************************** Der var nu gået to uger siden Raijas begravelse. Arthur gik rundt som en slagen mand og kunne ikke tilgive sig selv. Lærke prøvede at trøste ham og rakte ham et glas vand. – Skat, jeg ved hvor hårdt det er for dig, men du er nødt til at tænke på de levende, – sagde hun og lagde en hånd på maven. – Det går også ud over mig og baby, når jeg ser dig sådan. Arthur sagde ikke et ord, hvilket irriterede Lærke grænseløst. Hun havde fået sin vilje, selvom det ikke helt havde været planen, at det skulle gå så vidt. Oprindeligt håbede hun bare på at bytte lejligheden med Raija. Men… det her var faktisk bedre. Pludselig gik døren op, og Marianne kom ind, hun havde jo nøgler. – Hvad bilder du dig ind, at komme ind som om du bor her? – snerrede Lærke vredt mod hende. – Det gør jeg nemlig også, – lo Marianne. – Vidste du det ikke? Denne lejlighed er min. Glasset faldt ud af Lærkes rystende hånd. Hvordan kunne det være? Hun havde brugt så meget tid på at få fingre i denne lejlighed, og nu var alt spildt? – Arthur, hvad betyder det her? – hvinede hun til sin mand. – Det betyder præcis det, – sagde han ligegyldigt. – Mor ville købe lejligheden af tante Marianne, derfor sparede hun penge op… – Og brugte dem derefter på jeres bryllup! – tilføjede Marianne. – Jeg ville ellers skrive den over på jeres barn, men det kan I godt glemme alt om. I har tre dage. Er I her længere, ringer jeg til politiet. **************************************************** P.S. Arthur blev boende i sin tantes lejlighed. Alene. Lærke pakkede sine ting den samme aften og forsvandt – idet hun sagde, at barnet slet ikke var hans.