Den Gaadefulde Gæst i Haven
Astrid vækkede af en nabohans hæse hanehals. “Åh, ikke igen!” tænkte hun irriteret. Fuglen tav, men søvnen var allerede flygtet og efterlod kun en svag følelse af uro. Hun vendte sig i den knirkende seng, mærkede lagenes fugtighed og en let sult. Morgenlyset, der trængte igennem de blegnede gardiner, skar lige ind i øjnene og forstærkede hendes ærgrelse.
Hun rejste sig modstræbende og gysede. At vaske sig i det iskolde vand fra brønden var hun vant til, men at skylle tallerkener i koldt vand var stadig en plage. Tante Margrethes hus, hvor hun boede, havde ikke varmt vand. Det gamle, tidssværede hus bar minder om hendes fars og tanternes barndom. Bedstefaren havde bygget det, og hver eneste knagende gulvplanke åndede historie.
Efter bedsteforældrenes død boede Margrethe der alene. Hendes datter var flyttet til udlandet, sønnen læste på universitetet i København. Astrid besluttede at holde tante Margrethe med selskab og selv dykke ned i nostalgi, så hun kom til landsbyen i sin anden ferieuge. “Det glæder mig, og tante er ikke alene, plus jeg kan hjælpe lidt,” tænkte hun, mens hun pakkede.
Husholdningen krævede ikke store anstrengelser. For fem år siden havde hendes far, Bjørn, erstattet den gamle ovn med en gaskedel, hvilket lettede hverdagen. Men Astrid savnede alligevel tiden, hvor huset blev varmet af en levende ild, og duften af træ fyldte luften. Arbejdet i haven var overskueligt: vanding, ukrudt – alt sammen gjorde hun med uventet iver, som om hun vendte tilbage til en glemt livsrytme.
Dagen før var tante Margrethe kørt til nabolandsbyen for tre dage – enten til en begravelse eller en fest, Astrid vidste det ikke præcist. Margrethe havde bedt hende “passe på huset”, men hvad det indebar, var Astrid usikker på. Der var ikke dyr i husholdningen længere, mælk og fløde købte tante hos naboerne. Haven? Det var allerede en vane. Så hun kunne bruge dagen på sig selv – gåture, læsning, stilhed.
Astrid gik ud i haven, plukkede et modent æble og smilede, mens hun indåndede den friske morgenluft. Ferien på landet var anderledes. Sidste år havde hun slappet af ved kysten, året før havde hun rejst i udlandet, men dette gamle hus i en lille landsby nær Viborg var specielt, hjemligt. En let brise bragte en mærkelig lyd, som en hvisken eller et støn, der blandede sig med fuglenes sang.
Astrid blev på vagt og fulgte lyden. Kiggede bag drivhuset – ingenting. Gik rundt om haven – stilhed. Kun nabokatten, rød som en høstmark, hoppede ned fra hegnet og forsvandt i græsset. Ved hegnet blev lyden højere. Astrid tøvede: gå ud i nattøj? Hun trak på skuldrene og gik gennem bagdøren, kæmpende sig gennem nælde. Haven var fyldt med æble- og pæretræer, bag dem strakte kirsebær- og havtornbuskene sig, og langs huset blomstrede hindbær- og solbærplanter.
Mellem gedeblomster og liljer stivnede Astrid. I det høje græs lå en ung mand. Hendes hjerte gav et sæt af skræk.
“Hey…” Astrid knælede ned og rørte forsigtigt ved hans skulder. “Hey, er du i live?”
Hun vendte ham om på ryggen. Manden åndede tungt, ansigtet var blegt. Astrid løb tilbage i huset, fyldte en spand med iskoldt vand og kom tilbage. Hun sprøjtede ham i ansigtet, vædede et håndklæde og lagde det på hans pande. Den fremmede åbnede langsomt øjnene.
“Vand…” hviskede han hæst.
Astrid hjalp ham op at sidde, støttet mod hegnet, og gav ham at drikke.
“Du har brug for en læge,” sagde hun bestemt. “Hvad skete der?”
“Åh, kun en skænderi med en ven,” sukkede han. “Ingen læge, bare hjælp mig op.”
Astrid støttede ham under armen og førte ham ind i huset. Der faldt han om på hendes seng og faldt straks i søvn.
“Sådan er det,” mumlede Astrid. “Nå, ja, sådan kan det gå.”
Hun begyndte at lave mad og kastede blikke mod den sovende gæst. Da han vågnede, tørrede hans hvide skjorte på snoren, der var spændt tværs over køkkenet, og ved siden af lå en latterlig gul T-shirt – tydeligvis til ham. Manden iførte sig den og satte sig op, gned sine tindinger.
“Tak,” mumlede han.
“Ingen årsag,” svarede Astrid og skiftede til “du”. “Vil du spise?”
“Ja,” sukkede han, mens han langsomt rejste sig og satte sig ved bordet.
“Hvad hedder du?” spurgte hun og satte en tallerken foran ham.
“Eskild,” svarede han, stirrende på maden.
“Astrid,” præsenterede hun sig og skubbede en gaffel hen mod ham.
“Astrid,” gentog han eftertænksomt. “Tak.”
Efter teen fik han farve på kinderne og åd med appetit de pandekager, Astrid havde lavet. Hun betragtede ham med varme, glad for at han fik det bedre.
“Færdig?” Astrid satte tallerk”Astrid,” sagde Eskild pludselig og greb hendes hånd, “hvorfor føles det som om vi har kendt hinanden hele livet?”
