Moren døde langsomt, smertefuldt og uden skønhed… Men øjnene… Jo tættere det uundgåelige kom, desto sortere blev de. På tærsklen til det sidste… var de som fløjl, uigennemtrængelige, umådeligt kloge og altseende… Eller måske var det bare huden i ansigtet, der blev mere og mere bleg?
Sidst på sommeren tog jeg hende med fra sommerhuset, og fordi det var blevet sent, blev jeg natten over. Midt om natten, på vej til toilettet, faldt hun og brækkede, som det viste sig senere, hoften. For ældre mennesker er det nærmest en dødsdom.
Derefter gik alt hurtigt: ambulance – traumecenter – operation og ti dage på hospitalet.
Da vi kørte til hospitalet, kom jeg af en eller anden grund i tanke om, hvordan jeg som barn overnattede hos min pædagog, fru Andersen, da de begravede min far, der var kørt ind i en lastbil på sin gamle motorcykel på motorvejen om natten. Mor var otteogtyve, jeg tre, og hun ville ikke traumatisere mig med nyheden om døden, så hun tog mig med væk under begravelsen og sagde, at far var taget på forretningsrejse… Hun blev aldrig gift igen, af frygt for at en ny mand ikke ville blive en rigtig far for mig.
Da hun blev udskrevet, måtte jeg sige mit job op for at tage mig af hende: vi havde ikke råd til en plejer, da vi netop havde købt en lejlighed til min yngste søn.
Jeg flyttede ind i mors lille etværelseslejlighed, hvor jeg skiftede ble på hende tre til seks gange om dagen, vaskede og fodrede hende. Hun klagede aldrig. Overhovedet ikke. Bar det med stoisk ro. Kun når jeg vendte hende lidt for hårdt, udstødte hun en lille barneagtig klagen, og så hviskede hun: »Det gør ikke noget, det går nok, min dreng«.
Jeg havde ikke før vidst, at jeg var så svag og sart. Om natten, når jeg lagde mig på sofaen ved siden af hendes seng, græd jeg stille af fortvivlelse. Måske ville det lyde smukt at sige, at det kun var af medlidenhed med hende, men sandheden var, at jeg også havde ondt af mig selv.
Der var ingen at trække på: Begge mine sønner var optaget af deres jobbene og familier, og min kone… Min kone sagde: «Det er jo din mor, ikke min, hun er bare en fremmed kvinde for mig…»
I det øjeblik kom jeg pludselig i tanke om, hvordan jeg første gang havde taget min kæreste, Lene, med hjem for at præsentere hende for min mor. Hun var meget gæstfri hele aftenen. Da jeg havde fulgt Lene hjem og vendte tilbage, og så spørgende på min mor, trak hun lidt på skuldrene og sagde: «Jeg ved ikke, men noget føles forkert… Men det er dig, der skal giftes med hende, ikke mig.»
Gennem hele livet havde min mor og min kone et fantastisk forhold.
Nu var det bare os to igen, som det var for mange år siden, og om aftenen, når vi havde lagt os og slukket lyset, talte vi længe. Hun fortalte om bedstemor og bedstefar, om hvordan tyskerne kom til deres landsby, og hvordan hun og hendes storesøster gemte sig bag et hegn og kiggede på de fremmede, mætte mænd, der spillede mundharpe og hele tiden grinte af et eller andet.
Hun fortalte om min far, som jeg knap nok kunne huske. Eller måske huskede jeg ham ikke rigtigt… Kun en skygge af et minde. En stor mand med stikkende kinder, der lugtede af ubehagelig tobak, tog mig op, kyssede mig, når han kom hjem fra arbejde, og gentog: »Min dreng, min søn!«.
Til sidst blev min mor dårligere og dårlige, og vores natlige samtaler svandt ind. Jeg troede, det skyldtes, at jeg måske ikke fodrede hende godt nok. Så jeg begyndte at bestille mad fra restauranter, som blev leveret varm og omhyggeligt pakket ind. Når jeg spurgte hende, om det smagte godt, nikkede hun mat og uden interesse og sagde: «Du er blevet en rigtig kok gennem denne tid». Men hun nægtede næsten at spise.
Den sidste nat, hun tilbragte hjemme, kom hun af en eller anden grund i tanke om, hvordan fyldepenne først kom til vores by, da jeg gik i tredje klasse og kun havde hørt om dem. Men Lenes far havde bragt en pen til hende fra et sted. Den var så fantastisk, den pen, så jeg… Kort sagt, om aftenen viste jeg begejstret pennen til mor. Da hun fandt ud af, hvordan jeg havde fået den, slog hun mig. Hårdt. Med bæltet lige. Så tog hun mig og pennen, og vi gik til Lenes hus for at returnere deres ejendel.
Jeg kunne næsten ikke huske dette, men min mor begyndte at bede om tilgivelse for at have slået mig og prøvede at forsvare sig ved at sige, at hun var meget bange for, at jeg skulle blive en tyv.
Jeg strøg min mor over kinden, brændte af skam foran hende, selvom jeg aldrig blev en tyv.
Da det blev morgen, og hun var virkelig blevet dårlig, og ambulancen kom for at hente hende, vågnede hun pludselig op i et kort øjeblik, tog min hånd og sagde: «Gud, hvordan skal du klare dig… uden mig… Du er ung endnu… og dum…»
Mor levede ikke måneden ud til sin niogfirsenstyvende fødselsdag. Dagen efter hendes død blev jeg fireogtres.
