I dag er det hendes fødselsdag. Allerede fra morgenstunden ringede alle for at ønske tillykke, hvilket forstyrrede hendes morgenrutine – men samtidig varmede det hendes hjerte, at ingen havde glemt det…
Datteren Ida gratulerede og mindede hende om, at hun efter arbejde skulle forbi deres lejlighed i Aarhus, lave mad, passe barnebarnet Emil og hjælpe med lektierne.
Derefter måtte hun skynde sig til svigerforældrene i Odense med indkøbsposer fra Føtex og til sidst hjem til manden Anders for at lave aftensmad. Måske kunne de så slappe af med en glas rødvin foran TV’et – hvis energien strakte til det. Hvis ikke, ja, så var det heller ikke verdens undergang. Sådan var hverdagen.
Vigtigst var, at alle blev tilfredsstillet. Hvilken fødselsdagsgave behøvede hun andet? Hvis alle smilede, måtte hun vel også gøre det…
To katte, den gamle Mikkel og den unge Luna, iagttog hende fra vindueskarmen. »Vi er heldige med hende,« sagde Luna. »Hvem ellers ville forkæle os sådan?«
Mikkel rynkede brynene: »Men hvem forkæler hende? Hun er kun 45. Alligevel ligner hun en slidt 60-årig i de laset tøj. Ikke engang i dagens anledning får hun en pause.«
»Mærkelige tanker,« svarede Luna forvirret. »Hun reddede mig fra en skraldespand som lille killing. Plejede mine sår med flaske og varme hænder. Jeg har set glæden i hendes øjne sluknes år for år.«
»Hvad rager det os? Vi får mad og kærlighed. Hvad mere skal der til?«
»En gæld skal betales,« mumlede Mikkel. »Forstår du ikke?« Men Luna forstod ikke.
*****
Da morgenen kom, var Mikkel sporløst forsvundet. Mette gik mod arbejdet i Aalborg med knugende bryst. Efter jobbet ventede sædvanlige rutiner: lektiehjælp til Emil, besøg hos svigerforældrene, madlavning til Anders. Katten måtte vente til natten.
På hjemvejen, mens oktoberregnen plaskede omkring hende, standsede en stemme hende. Ved bænken stod en gammel mand med hvidt skæg og solbriller. »Unge dame, vil du hjælpe en blind mand?«
Selvom hun hastede, førte hun ham forsigtigt til bænken. Hans greb om hendes hånd var uventet fast. »Jeg har virkelig travlt…«
»Fortæl mig,« sagde han mildt, »hvad jagter du så ivrigt?« Uforklarligt begyndte hun at udgyde detaljer – om fødselsdagen, pligterne, trætheden. Noget ved ham virkede utroligt genkendeligt.
»Dine sko er slidte,« bemærkede han pludselig.
»Hvordan ved du det?«
»Jeg hører, hvordan de slasker i vandet,« svarede han. »Men din jakke er ny…«
»Min datter gav mig den,« indienede hun.
Han nikkede, som om han allerede kendte svaret. »Din fødselsdag – hvordan fejrede din familie den?«
Hun løj om dyre restaurantbesøg og dans i København. Manden tav, mens et underligt smil spillede på hans læber.
»Jeg kender dig,« sagde han til sidst. »Lad mig gengælde din godhed.« Mod hendes protester trak han hende med mod byens lys.
*****
Sent om aftenen ankom de tilbage til hendes lejlighed i Randers. Hendes hår var redt af en topstylist, kjolen var fra Georg Jensen, og i hånden dinglede en æske med Marc Jacobs-parfume. En taxa havde leveret hendes indkøbsposer – alt ordnet uden hendes indblanding.
»Tak,« hviskede hun og kyssede hans rynkede kind. Pludselig mindede hans berøring hende om Mikkels måde at stryge sig mod hendes kind…
Døren sprang op. Anders, svigerforældrene og datterfamilien stirrede målløse på hendes forvandling. »Hvor har du været? Vi ringede til alle hospitaler!«
»Jeg fejrede min fødselsdag med en gammel ven,« svarede hun roligt. Men da hun vendte sig, var manden væk.
»Så flot du ser ud!« udbrød Idas mand.
»Uforskammet at bruge penge på sig selv,« knurrede svigermoren.
Mette smilede skælmsk: »Ja, jeg bruger jo alt på jer. Men nu er det min tur.«
Efter hårdtslående døre og hviskende undskyldninger sendte hun Anders i køkkenet for at lave te. »Jeg trænger til et bad,« sagde hun og efterlod ham måbende.
*****
Næste morgen fandt hun Mikkel i klædeskabet – fredfyldt og med et kattegrin. Grædende begravede hun ham under et ældgammelt egtræ i parken.
Da hun vendte tilbage, syntes hun et øjeblik at se den gamle mand ved skraldespanden. I stedet mødte hun en lille sort-hvid killing.
»Kom,« sagde hun og løftede den bløde bundt. »Jeg skal nok passe på dig.«
Killingen spandt som en motor. »Det ved jeg,« lød svaret i hendes hjerte. »Det ved jeg…«
