Forestil dig, at du gennem et rigtigt mirakel har fået råd til at købe din egen lille lejlighed i en dansk badeby lad os sige Skagen. Du er netop flyttet, og nu bor du tæt ved havet. Før dette har ingen i din familie egentlig lagt mærke til dig; de har ikke spurgt om du har det godt, og ingen har været interesseret i hvordan du lever. Ingen har spurgt hvorfor du knokler i fem år uden at tage på ferie.
Danske folk er kendt for at være gæstfrie og hjælpsomme, altid klar til at byde folk indenfor og lade dem overnatte. Men det er først, når nogen bliver grådig og begynder at leve på andres regning, at stressen indfinder sig. Hvor går grænsen, hvor gæstfriheden bliver til et ønske om at få huset for sig selv?
Det er ikke altid, at familie og venner banker på døren til den, der pludselig har fået økonomisk succes eller har købt et hjem i et naturskønt område. Men har man et lille hjem ved havet, stopper besøgene aldrig.
En dag kom min veninde Karen forbi. Hun havde problemer med vejrtrækningen, en tyngde i brystet og følte som om noget brændte indeni. Hun havde været hos lægen, men ingen fandt noget fysisk galt. Det viste sig, at hun var udsat for kronisk stress uden selv at have bemærket det grunden lå lige under overfladen…
Det hele begyndte, da Karen købte lejligheden. Hun var så venlig at give sin mor et sæt ekstra nøgler. Det virkede helt naturligt dengang. Hendes mor boede fire timer væk måske i Odense og kom ofte på besøg med toget. Karen måtte tage fri fra arbejde for at møde hende.
For at gøre det lettere gav Karen nøglerne til sin mor, og det virkede som en god løsning. Men snart begyndte moderen at komme ikke kun alene, men også med andre familiemedlemmer, venner og naboer.
Karen, sikke et liv du har! Lad os blive hos dig et par dage, man skal jo gengælde en god gerning med en god gerning.
Karens mand var som regel på arbejde ofte på forretningsrejse så han så aldrig alle de besøgende. Karen troede ærligt, hun gjorde det rigtige og hjalp til. Selvom byen var lille, blev hendes lejlighed brugt af mange, og hendes mor nød at hjælpe alle mulige folk, bare aldrig på egne regning hun gjorde det alt sammen gennem datteren.
Karen fandt sig i sin mors påfund, indtil hun og manden var nødt til at klemme sig sammen i et rum, mens hele den anden var fyldt med gæster. Hun sørgede for alle, lavede mad og dækkede bord. Hun fandt endda et ekstra arbejde, fordi de manglede penge. Så kom nedlukningen, og hendes mand mistede sit job og blev hjemme. Gæsterne var ligeglade, de kom stadig og blev uden at spørge.
Da blev hendes mand træt af det hele og sagde:
Enten tager du nøglerne fra din mor og forbyder hende at invitere folk til vores hjem, eller så forlader jeg dig.
Det var svært for Karen hun var opdraget til at være en god datter, men hun ville heller ikke miste sin mand. Hun besluttede sig for at tale med sin mor.
Moderen blev vred, kaldte hende hjerteløs og foregav endda at være syg; hun sagde, Karen havde givet hende et hjerteanfald. Hun brugte alle tricks, men Karen holdt fast.
Moderen nægtede at give nøglerne tilbage og sagde, at hun ikke længere havde nogen datter! Og ville ikke se hende igen. Til sidst skiftede manden låsene, for hvem ved hvad uventede gæster kunne finde på. Der kom nogen forbi og ringede på, men ingen lukkede op for det er utaknemmeligt arbejde at fodre et endeløst slægtstræ.
Karen blev selvfølgelig ked af det, da forholdet til hendes mor blev ødelagt. Men hun følte også lettelse, for nu havde de penge nok til det nødvendige. Og hun mærkede ikke længere den brændende smerte i brystet, som plagede hende så længe, imens hun prøvede at opfylde sin mors forventninger på sin egen bekostning.
