Kasper gik gennem den julepyntede by, der var klar til nytåret. Han kiggede ind i de flotte butiksvinduer. Et nytår som dette havde han aldrig oplevet før. Næsten tyve års ægteskab var gået i vasken.
Handyman og kloge Kasper giftede sig med Freja allerede som 19-årig. Han havde aldrig fortrudt det og klagede generelt ikke over livet. Freja, arbejdet, studierne, datteren Liva, vennerne. Han tjente godt og kunne forkæle sine piger.
Liva havde fra barnsben kun leget med papir og farver. Det udviklede sig til vidunderlige malerier, og hun rejste af sted for at studere på kunstakademiet.
Selvom Freja kunne være hjemmegående, gik hun alligevel på arbejde “for at holde sig i gang og ikke kede sig derhjemme”. Og det hjalp nok, for hun så fantastisk ud, og hun vidste det meste om alt – en kollega var interesseret i litteratur, og Freja prøvede at følge med, en anden dyrkede sport, og Freja gik med til fitness. Alle var tilfredse med livet.
For fire år siden blev Kasper ansat i en stor virksomhed, hvor han skulle opsætte maskiner og avanceret udstyr. For nylig besluttede medejer at modernisere ledelsesfilosofien. Først kom der coaches og psykologer for at lære dem at leve korrekt. Firmaet udgav endda en tyk bog om livets vigtige teser. Kasper skulle tage en eksamen for at få sin årlige bonus. Han blev mere udmattet af prøven end af et års arbejde.
Næste skridt var en teambuilding-tur med familierne. Det var en simpel tur til en hytte, hvor holdet skulle styrkes for bedre produktionsresultater. Men allerede den første dag var kun seks personer stadig på benene og i stand til at deltage i de holdaktiviteter – Kasper, Freja, direktøren og tre andre medarbejdere.
Direktøren var meget skuffet over medarbejdernes forståelse af teambuilding. Kasper havde ondt af ham – direktøren var en god mand, som respekterede de ansatte, men han havde ikke haft held i privatlivet. Det blev sagt, at hans kone forlod ham, før han blev medejer og direktør. Kasper bad Freja om at deltage i alle planlagte aktiviteter. Freja serverede te til direktøren, hun løb, gik over en bro af planker og hoppede endda i en sæk. Hun måtte støtte manden.
Men til november meddelte Freja Kasper, at hun og direktøren havde fundet sen kærlighed, og at de ønskede at gifte sig og få et barn. Kasper havde overvejet at konfrontere direktøren, men besluttede, at det ikke ville ændre noget, og gav slip på sin kone. Vennerne kæmpede om at invitere Kasper til nytår, men han havde ingen lyst.
Kasper stoppede ved fodgængerfeltet og ventede på grønt lys, mens han kiggede rundt. På en stolpe hang en seddel. “Søger en person til nytårsaften.” Der stod et telefonnummer og navnet “Sofie”. Uden at vide hvorfor, rev Kasper sedlen af og ringede op. En kvindestemme svarede.
– Goddag. Kan jeg tale med Sofie? Jeg ringer angående nytår.
– Hvor har du set opslaget? Jeg satte dem op flere steder, men rev dem ned igen, da jeg indså, hvor fjollet det var.
– Ved fodgængerfeltet ved boulevarden.
– Åh, det havde jeg glemt. Undskyld.
– Skal vi mødes på torvet? Jeg har altid fejret hjemme, men nu har jeg chancen for noget nyt.
– Jeg ville også gerne derind.
Den 31. december kl. 23 stod Kasper på det aftalte sted med en pose mandariner og chokolade. I termokruset var der varm te. Ved hans side stod en pæn kvinde, lidt yngre end ham, med en pose, der også indeholdt en termokande. “Er det en fælde? Hvorfor skulle en kvinde have behov for en at fejre nytår med? Men hvad kan hun gøre mod mig? Idéen er skør, men jeg kan ikke flygte nu,” tænkte Kasper og gik hen til kvinden.
– Er du Sofie?
– Ja.
– Skal vi gå en tur? Eller måske finde en café?
– Jeg har stegt kylling i folie og sandwiches. Vi kan tage en café først og så på torvet.
Men alle caféer var enten lukkede eller fuldt bookede. Kasper og Sofie sneg sig ned ad en gyde og stødte på en gruppe, der diskuterede uden for en restaurant.
– Hvad med disse unge mennesker! – sagde en mand pludselig til Kasper. – Unge mand, vil I og jeres kæreste fejre nytår på restauranten?
– Vi har nogle… uhøflige mennesker, der startede fejring fra morgenstunden. Og nu er de faldet i søvn og sagde, at det var deres livslange drøm at fejre liggende i sengen med et stykke kage. Men banketten er allerede betalt, selv for disse sengefestdeltagere. Vi leder efter nogen til at overtage deres pladser.
– Det kunne da være sjovt! – sagde Sofie. – Jeg har aldrig været på restaurant nytårsaften. Jeg har fået en bonus, så lad os slå os løs.
– Lad os gøre det. Og så går vi til torvet.
De nåede til torvet nærmere klokken fire, fordi festen i restauranten blev så sjov med dans, at de slet ikke havde lyst til at gå. Kasper dansede med Sofie, så med en andens datter, en andens mor, og til sidst dansede han pludselig en traditionel dansk dans med samme mand, der havde inviteret dem til restauranten.
– Det her er den sjoveste nytårsaften, jeg nogensinde har haft, – sagde Sofie. – Jeg har normalt kunnet holde mig vågen til klokken to. Men nu, tæt på morgen, føler jeg mig slet ikke træt.
– Jeg har også slet ikke lyst til at sove. Lad os spise mandariner og chokolade. Som vi planlagde. Har du planer i dag? Skal vi tage en pause og så tage på skøjtebane eller ski?
– Lad os tage på skøjtebane. Det er længe siden, jeg har skøjtet.
På skøjtebanen fandt Kasper endelig ud af, hvorfor Sofie havde søgt nogen at fejre nytår med.
– Når man ikke forventer noget særligt, sker det bare. Jeg blev skilt fra min mand. Han er en god mand, men altid i forventning om en rig og lykkelig fremtid. Jeg lever i nuet. Først ventede han i vores by på et usædvanligt og velbetalt job, så overtalte han mig til at flytte hertil. Storby, flere muligheder. Men han ventede stadig på sofaen på ekstraordinære tilbud. Fem år ventede han, og så dukkede endnu et projekt op, og han besluttede sig for at flytte sydpå. Men jeg blev boende, havde slået mig ned, godt job. Så vi blev skilt. Jeg ville ikke søge mine venner – alle ser bare medlidenhed ud og siger, at jeg var lidt for hastig. At mænd, som ikke drikker, ikke ryger og aldrig er voldelige, ikke hænger på træerne. Så jeg lavede en annonce. Blev derefter ængstelig og fjernede det meste.
– Jeg blev skilt fra min kone. Hun fandt en anden. Skal vi gå i parken og stå på ski i morgen?
Præcis et år senere klokken 23 stoppede en bil tæt på torvet. Kasper hjalp Sofie ud af bilen.
– Skal vi tage på café som sidste år? Vi blev inviteret, – sagde Sofie og rettede på sin hue. I lyset fra lygterne blinkede hendes vielsesring.
– Der er altid overfyldt og røgfyldt. Du skal føde om tre måneder. Som vi planlagde sidste år – vi fejrer nytår på torvet, og så hjem. Du har brug for at hvile. Men… Skal vi gå ind i en halv times tid? Og så direkte til torvet…
