20. oktober
Jeg tog min hund, Thor, med ud i Gribskov tidligt om morgenen. For år tilbage havde jeg selv udvalgt ham som hvalp, lært ham at adlyde, glædet mig over, hvordan han med logrende hale løb tværs over engen direkte mod mig. Vi gik sammen på jagt, gik hjem side om side, og han sov altid udenfor min dør. Jeg kaldte ham min stolthed.
Men tiden gik, og det ændrede sig. Jeg fandt ud af, at man kunne tjene gode penge på at sælge hvalpe. Først virkede det uskyldigt nok, men snart kom der for mange kuld. Thor blev tyndere og mere og mere udmattet, lå ofte bare i et hjørne og trak vejret tungt. Dyrlægen sagde det ligeud: Hvis jeg fortsatte sådan, ville det tage livet af ham.
Jeg brød mig ikke om at høre sandheden. I stedet blev jeg irriteret. Hunden var ikke længere kilde til glæde, men bare besvær. Og jeg plejede at fjerne problemer hurtigt.
Så jeg gik ud i skoven med Thor. Jeg sagde ikke et ord, kiggede ikke til siden, mens han ivrigt fulgte med, glad som altid for en gåtur. Da jeg standsede og bandt ham fast til et træ, fattede han intet og troede vel, det var endnu en leg. Så gik jeg.
Thor ventede tålmodigt, trak lidt i snoren, begyndte at klynke. Da det blev aften, hylede han. Han rev i kæden, så den skar ind i halsen. Blade raslede, mørket tog til, kulden sneg sig ind. Men ingen kom.
Lige før solnedgang dukkede en grå ulv frem mellem træerne. Den nærmede sig stille, standsede nogle meter fra ham og betragtede ham ikke med knurren eller blottede tænder. Bare stille blik, som om den tænkte sig om.
Thor blev stiv af skræk; han ventede at blive angrebet, men frygten var ikke længere så stor. Det værste var allerede sket.
Men ulven gjorde det utænkelige. Den gik roligt rundt om ham, snusede til luften, undersøgte kæden og området. Derefter lagde den sig et lille stykke væk og holdt blikket på Thor.
Natten kom hurtigt. Skoven vågnede, ræve og mårhunde nærmede sig, tiltrukket af lugten af en svækket hund. Hver gang nogen nærmede sig, rejste ulven sig, gik nonchalant imellem dem og Thor og knurrede sagte. Det var nok til, at de andre dyr trak sig tilbage.
Ulven rørte ham ikke, kom aldrig for tæt på. Den blev bare tæt på, natten igennem. Thor hylede ikke længere. Han lå udmattet og løftede kun hovedet for at sikre sig, at ulven stadig var der.
Ved daggry kom et par folk fra landsbyen forbi. De ledte efter spor og blev opmærksomme på Thors svage klynken. Synet der mødte dem var mærkeligt: En hund bundet til et træ og en grå ulv, der vogtede over ham.
Folkene frøs. Ulven så på dem roligt, uden frygt, vendte sig så og forsvandt roligt ind mellem træerne.
Thor blev befriet. Han levede, kun fordi nogen en, vi kalder vild havde valgt ikke at give efter for sine instinkter.
Nogle gange er de, vi tror er de vildeste, dem med mest hjerte.
Lad det være en påmindelse for mig selv: Man kender ikke altid forskellen på menneske og dyr, før det virkelig gælder.
